Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Så vær dog konservative!

Søren Hviid Pedersen: Det Konservative Folkeparti bør i langt højere grad tilbagerulle velfærdsstaten og overlade mere ansvar til markedet, civilsamfundet og den enkelte familie. Velfærdsstaten har ikke løst problemer. Velfærdsstaten skaber derimod afhængighed, moralsk fordærv og ansvarsløshed. I stedet skal man pointere, at man selv har et personligt ansvar.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når røgen engang har lagt sig over det opflammede personopgør i Det Konservative Folkeparti, er det måske på tide at reflektere bare en anelse over, hvorledes dette vigtige og traditionsrige parti kan komme videre.

For der er ingen tvivl om, at partiet er i en historisk krise. Det står rigtigt skidt til. Der er mange årsager til denne vælgermæssige deroute, og man skal i den forbindelse passe på med at fokusere på personspørgsmål. En udskiftning af det politiske lederskab kan måske løse nogle problemer, men ikke alle, og måske ikke de mest alvorlige. For måske er problemet, at den politiske platform for partiet er smuldret og eroderet gennem årenes løb. Måske forholder det sig sådan, at mange af de politiske mærkesager og dagsordner som partiet profilerede sig på, er blevet overtaget af andre partier og måske også er blevet forvaltet bedre af disse partier. Her tænker jeg specielt på Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

For mig at se er partiets krise en idé-krise. En krise der er opstået, fordi man ikke har været bevidst om, hvad konservativ politik fundamentalt set er. I alt for mange år har en decideret konservativ idé-debat været enten marginaliseret eller totalt fraværende indenfor partiet. Man har i partiet været blind for, at disse diskussioner rent faktisk kan inspirere og motivere til politikudvikling og moderne konservative svar på vor tids udfordringer. Netop denne blindhed for, hvad konservatismen er, har ført til at andre partier har kunnet overtage dagsordner, der rettelig burde være i de konservatives besiddelse. Såfremt partiet skal formulere en moderne konservativ platform eller vision, så drejer det sig om at markere nogle flader i forhold til både Liberal Alliance (LA) og Dansk Folkeparti (DF). I forhold til LA drejer det sig om at generobre temaerne omkring skat og en slankere offentlig sektor. Det kan simpelthen ikke passe, at partiet ikke kan profilere disse emner og temaer mere troværdigt og kraftfuldt end LA.

Partiet bør i langt højere grad tilbagerulle velfærdsstaten og overlade mere ansvar til markedet, civilsamfundet og den enkelte familie. Velfærdsstaten har ikke løst problemer. Velfærdsstaten derimod skaber afhængighed, moralsk fordærv og ansvarsløshed. I stedet skal man pointere, at man selv har et personligt ansvar. Det konservative Folkeparti skal for fremtiden slå på lavere skat, mindre offentlig sektor og dermed mere personligt ansvar. Her skal den konservative profil være en meget mindre offentlig sektor, således at det private initiativ og foretagsomhed belønnes og honoreres. De konservative skal i langt højere grad formulere et moralsk forsvar for privat ejendomsret og lavere skatter. Partiet skal i langt højere grad forklare, hvorfor vi skal betale mindre skat, hvorfor vi skal have en mindre offentlig sektor og hvorfor vi skal værne om den private ejendomsret. Den enkelte borger og familien skal betale lavere skatter, fordi kun derigennem har man mulighed for at kunne forsørge sig selv og opretholde en selvforsørgelseskultur, der er bærende for det danske samfund. Alt dette skal selvfølgelig forsvares med baggrund i en moderne konservatisme. Det Konservative Folkeparti har, i historisk perspektiv, altid idemæssigt forsvaret privat ejendomsret som en af grundstenene i det danske samfund. Netop forsvaret for den private ejendomsret er forudsætningen for, at man kan overlade initiativ og forsørgelse til den enkelte familie og dens medlemmer. Det burde ikke falde et moderne konservativt parti svært at opruste på denne front. Selvfølgelig skal vi have en velfungerende offentlig sektor, der garanterer menneskelige eksistensvilkår og muligheder for de af os, der ikke kan tage ansvar for sig selv. Det er en ikke en liberal minimalstat, der sigtes efter, men altså heller ikke en socialdemokratisk/socialistisk maksimalstat. Måske man skulle lancere tanken om en konservativ minimal velfærdsstat.

I forhold til Dansk Folkeparti skal partiet overtage den sunde borgerlige skepsis overfor EU som et politisk projekt samt FN. Det indre marked og det øvrige økonomiske og frihandelsmæssige samarbejde er absolut nødvendigt og gavnligt for Danmark. Det indre marked har været en absolut fordel for Danmark, der lever af eksport til andre lande. Men Det Konservative Folkeparti er et nationalt parti, og netop derfor må partiet ligeledes være skeptisk over for de tiltag, EU gør sig i forbindelse med en decideret politisk overbygning. Det skal ikke være EU og diverse EU-domstole, der skal afgøre hvem og hvilke betingelser Danmark lovgiver i forbindelse med eksempelvis indvandring og flygtninge. Håndhævelsen af dansk suverænitet er, i lighed med privat ejendomsret, en konservativ mærkesag. Men det er ikke kun EU, der er kilde til undermineringen af dansk suverænitet. FN er en institution, der har mange gode og helt presserende opgaver. Men også her misbruges FN til at promovere politiske og ideologiske målsætninger på bekostning af medlemsstaternes suverænitet. FN skal ikke begynde at pådutte forskellige nationer bestemte politiske målsætninger gennem udarbejdelsen af diverse konventioner.

Det Konservative Folkeparti må også her værne om dansk suverænitet i forhold til FN. I forbindelse med flygtninge-indvandrerdebatten er det på tide med et konservativt kursskifte. Det skal være muligt at kunne artikulere en anderledes politik på dette område, som ikke er en direkte kopiering af DFs. Mange konservativt sindede mennesker har det svært med DFs skingre tone og dets ucharmerende retorik. I alt for mange år har de konservative været presset af DFs hysteriske anti-muslimske kritik, hvor man har ikke har differentieret mellem de ganske almindelige muslimer, der bare ønsker at leve i fred og i respekt for landets love og arbejder for at forsørge deres familier og de religiøs-ideologiske fantaster og ekstremister, der på ingen måde respekterer dette lands love, sædvaner og folkestyre. De sidste er der ikke plads til i det danske samfund. Alle andre bør være velkomne. Sammenhængskraften i det danske samfund er en funktion af, at der findes en loyalitet mod den danske kernekultur og de fundamentale værdier, der har formet det danske samfund, ikke hvorvidt man er etnisk dansker eller ikke, om man er kristen eller muslim, om man er religiøs eller ateist etc.

Konservativ politik bør tage sigte på at diskutere, hvorledes vi kan assimilere indvandrere og gøre dem til danskere. Få dem til at føle en samhørighed og identitet med det danske og dansk kernekultur. Dette kan gøres på mange måder. Men ikke gennem pointsystemer, 24 års-regler og danskprøver. Det bliver man ikke specielt meget dansk af. Der er to måder, hvorpå vi kan integrere og efterfølgende assimilere fremmede. For det første kunne man indføre et princip om lukkede kasser, altså et krav om selvforsørgelse. Herved udelukker man fremmede, der lader sig lokke til Danmark på præmisser om at det offentlige i næsten al evighed vil forsørge dem og deres familier og man tvinger dem samtidig til at finde et arbejde og indgå i det liv, der leves i danske virksomheder og på det danske arbejdsmarked. For det andet skal man i langt højere grad forpligte fremmede på at deltage i vores samfund. Man kunne forestille sig en form for medborgerskabspligt på linje med værnepligt. Man skal kunne stille krav om, at de deltager i samfundslivet og dets mange institutioner, foreninger og sammenslutninger.

Konservatismen har en strålende fremtid, såfremt man tør satse på det! Man skal ikke være bange for at tænke principielt og teoretisk. En genuin konservativ politisk profil kan opsummeres som en tro på markedet og civilsamfundets institutioner, specielt familien, en kritisk, men ikke afvisende, indstilling til EU og FN, en fair og rimelig indvandringspolitik, der tager sigte på at integrere og assimilere fremmede gennem selvforsørgelse og medborgerskabspligt. Det Konservative Folkeparti skal med andre ord turde være konservative og tilbageerobre dagsordner og gøre det med en overbevisende intellektuel og politisk kraft. Vi kan kun håbe det bedste og frygte det værste.