Grundloven spejler os ganske fint

Forfatning. Det er jo ikke sådan, at det danske demokrati eller beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder dingler i det yderste af hængslerne. Snarere tværtimod, skriver Anders Frandsen, som argumenterer mod at begynde at pille ved Grundloven.

Grundloven fungerer fint og behøver ingen ændringer, skriver cand.jur. Anders Frandsen. Fold sammen
Læs mere

Det er en klog læresætning, at hvis noget virker fint, er der ingen grund til at reparere det. Derfor kan det også kun undre, at de to menneskerettighedsjurister, Jonas Christoffersen og Louise Marie Jespersen, i begyndelsen af måneden følte sig kaldet til at forstyrre en ellers herlig solbeskinnet grundlovsdag med deres kronik om behovet for en revision af Danmarks Grundlov.

Argumenterne er da heller ikke nye. Som sædvanlig er det noget med, at Grundloven er gammel og ikke indeholder den mangfoldighed af rettigheder – primært på velfærdsområdet – som skribenterne anser for indiskutable i et moderne samfund. Endelig krydres det med et argument om, at Grundloven skal »vise os, hvem vi er«.

Man forstår på Louise Marie Jespersen og Jonas Christoffersen, at det forhold, at der indgår svære ord som fideikommis, stamhus og len i Grundloven, nødvendiggør en revision, fordi en eller andens 18-årige søn ikke forstår det. Personligt ville jeg mene, at det var en kærkommen anledning til lidt grundlæggende uddannelse i fædrelandets historie – inklusiv den del som begyndte før 1968.

Udover at det kan fremstå en kende fremskridtsforskrækket at ville fastlåse den danske samfundsforståelse til en grundlovstekst, forekommer det også praktisk ret uladsiggørligt

Som de fleste ved, udspringer Grundlovens rettigheder og statsforståelse af oplysningstiden og det dertil hørende naturretlige tankegods. Naturret bygger på ideen om, at mennesket er født frit, men har været nødt til at underlægge sig en samfundskontrakt, dvs. en statskonstruktion, for at kunne leve sammen i fællesskab. Af den grund har individet visse ukrænkelige rettigheder, som statsmagten ikke må tilsidesætte.

Problemet med disse rettigheder er imidlertid – i dag som dengang – at rimeligheden i deres tilstedeværelse afhænger svært meget af eget udgangspunkt. Af samme grund var der ikke synderlig meget, oplysningstidens teoretikere kunne blive enige om, når det kom til løsning af konkrete retstvister endsige borgernes forhold til statsmagten. F.eks. anså Thomas Hobbes menneskets tilværelse i naturtilstanden som alles krig mod alle, mens Jean Jacques Rousseau anså menneskeslægten for at være båret af en fælles samfundsvilje. Det siger sig selv, at der er pokker til forskel på, hvilke rettigheder og pligter borgerne kan pålægges afhængig af, hvilken tilgang man vælger.

Derudover er der et grundsyn til forskel på, om man mener, at en forfatning skal indskrænke statens magt over for borgerne, eller om den skal give borgerne rettigheder over for staten.

Endelig er det nok også en diskussion værd, hvorvidt en forfatning skal indeholde abstrakte frihedsrettigheder, aktivistiske politiske målsætninger eller besinde sig på den konkret forankrede virkelighed.

Der er talrige andre kryds i denne teoretiske diskussion, som man formentlig kan sidde og overveje, indtil man bliver sulten igen. Bundlinjen er, at det ikke giver mening at tale om, hvordan en grundlov »afspejler et moderne samfund«. Selv om vi danskere ser ens på mange ting, så ser vi også forskelligt på mangt og meget.

Den spændvidde eksisterer fint inden for den nuværende grundlov. F.eks. kan vi være enige om, at enhver helst selv skal kunne klare sig selv, og om fornødent modtage understøttelse. Kampen om den konkrete udmøntning af beløbssatser, aktiveringsindsats m.v. kan derefter foregå på den almindelige politiske arena.

I forlængelse heraf er det også værd at minde om, at vi i forfatningsretlig henseende har det rigtigt fint her i Danmark. Det er jo ikke sådan, at det danske demokrati eller beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder dingler i det yderste af hængslerne. Snarere tværtimod.

Når de to kronikører således kaster sig over grundlovsdebatten kan man da heller ikke lade være med at tænke på den gamle Storm P.-tegning, hvor en mand står og leder under gadelampen efter sine nøgler, selv om han egentlig har tabt dem ovre i buskadset. Forespurgt af en forbipasserende, hvorfor han ikke leder der, hvor de er bortkommet, svarer han: »Fordi her er der lys til at lede«. Man sidder da også med fornemmelsen af, at de to menneskerettighedsjurister vælger at bruge tiden, hvor der er lys, fremfor der, hvor det kunne have effekt.

Ved at grundlovsfæstne en række nye rettigheder opnås intet andet end at gøre Grundloven til en politisk slagmark. For mig er det f.eks. ikke afgørende, at Grundloven afspejler en masse velfærdsrettigheder, men derimod at den tydeligt angiver, hvad staten ikke må gøre over for borgerne. Andre vil måske gerne have indskrevet noget om ligestillingskvoter, grøn vækst, borgerløn, ekspropriation til fordel for rockfestivaler, religiøs hovedbeklædning, velfærdsydelser – eller noget helt syvende. Sandsynligheden for, at vi nogensinde får en grundlov, der afspejler, hvem vi er, ved at revidere og udvide den nuværende, er vist til at overskue.

Frankrigs store lovgiver, Napoleon Bonaparte, mente af samme grund, at en forfatning skulle være kort og upræcis. Dermed er den robust over for drastiske samfundsændringer, men det åbner også for, at den lever dynamisk. At den ikke dikterer, hvem vi er, men at den fungerer som det bånd, der væver samfundet, befolkningen og hverdagslivet sammen – frem for at adskille.

De to kronikører påpeger endvidere, at mindre end to procent af den nuværende befolkning har stemt for den eksisterende grundlov (1953, red.), hvortil man vel kun kan svare: Og hvad så? Endnu færre af den nuværende befolkning levede, da Albertis pryglelov blev ophævet i 1911, men derfor behøver vi vel ikke tage den op til debat igen.

Endelig virker argumentet om, at domstolene i dag tyer til internationale konventioner fremfor Grundloven, også ret søgt. For det første er det da en fordel, at vi kan afmelde konventionerne igen, hvis vi synes, at de har uhensigtsmæssige virkninger. For det andet gør det ikke en tøddel forskel for retsstillingen, at vi implementerer disse rettigheder i Grundloven. Der vil jo fortsat være mulighed for at prøve sin sag ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvor dommere fra Armenien, Azerbadjan eller Albanien kan være med til at fælde dom over f.eks. ytringsfrihedens grænser i Danmark.

Som nævnt behøver man ikke reparere ting, der virker. Inden man derfor kaster sig ud i en større revision og udvidelse af Grundloven, kunne man jo stille sig selv følgende centrale spørgsmål: Går danskerne rundt og føler sig undertrykt af statsmagten? Nej! Føler danskerne, at den basale velfærd og tryghed er truet som følge af Grundloven? Nej! Oplever danskerne, at deltagelse i demokrati og offentlig debat ligger dem fjernt eller forhindres? Nej! Har danskerne mulighed for at forbedre deres egen tilværelse ved at yde en ekstra indsats? Ja!

Danmark er et dejligt land. Grundloven er en dejlig grundlov. Og det forhold, at noget har fungeret godt og længe, er som bekendt ikke et argument for at lave det om – men for at bevare det.

Tidligere indlæg i serien blev bragt 15., 19, 21. og 22. juni.