Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Danmark har brug for en ny grundlov

Grundlovsdag: Onsdag er det 60 år siden, at Danmark sidst fik en grundlovsændring. Set fra et menneskeretligt perspektiv er loven utidssvarende og trænger til en kraftig moder­nisering. Grundloven skal nemlig ikke alene udtrykke rettigheder og pligter. Den skal også fortælle om vores værdigrundlag. Grundloven skal vise os, hvem vi er.

Grundloven af 1915, som den ligger på Christiansborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: SVEND ÅGE MORTENSEN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Men hvem er kongen,« lød spørgsmålet fra en god kollegas søn, som netop var fyldt 18 år. I forbindelse med sin fødselsdag havde han modtaget et brev fra kommunen, som fortalte ham, at han nu var blevet myndig. Vedlagt brevet var Danmarks Riges Grundlov.

Pligtopfyldende og myndig havde han sat sig for at læse alle de mange paragraffer. Da han var nået til § 8, havde kongen optrådt ni gange. Samtidig var han stødt på begreber som »indskrænket-monarkisk«, »forsikringsakten« og »tvende ligelydende originaler«. Og nu var han blevet forvirret.

Det burde jo være en smal sag at forklare for en velmenende far, som oven i købet er jurist. Problemet er bare, at det er det ikke. Især fordi grundloven ikke har ret meget med virkeligheden at gøre. Hvis den 18-årige havde fortsat sin læsning, var han også stødt på ord som »len«, »stamhus« og »fideikommisgods«, men ikke på ord som demokrati, retsstat og velfærdssamfund.

Danmark er et af de vestlige lande, der har ændret grundloven færrest gange. I dag er det 60 år siden, der sidst blev foretaget ændringer. Med en valgretsalder på 25 år i 1953 er det kun danskere over 85 år, der har stemt om en ændring af grundloven. Det svarer til under to procent af befolkningen. To tredjedele af formuleringerne i grundloven stammer helt tilbage fra junigrundloven fra 1849. Det er ærgerligt, for Danmark bør have en grundlov, som svarer til vores virkelighed og som viser os, hvem vi er i dag.

I regeringsgrundlaget fra oktober 2011 udtrykker regeringen, at »Danmark har brug for en ny diskussion om grundloven«. Regeringen har annonceret, at den vil tage initiativ til brede drøftelser med partierne i Folketinget for at få nedsat en grundlovskommission. Det synes vi på Institut for Menneskerettigheder er en god idé. For grundloven trænger til en kraftig opdatering.

Det er grundloven, der fastlægger de overordnede spilleregler for vores politiske system og sikrer grundlæggende frihedsrettigheder som retten til religionsfrihed, beskyttelse mod uretmæssige frihedsberøvelser, foreningsfrihed, forsamlingsfrihed, ytringsfrihed, ejendomsretten og privatlivets fred.

Men set fra et menneskeretligt perspektiv er det påfaldende, at vores nuværende grundlov ikke fuldt ud afspejler de værdier, der danner grundlag for vores samfund i dag. Løfter man blikket ud i verden og lader sig inspirere af den internationale menneskeret, er det indlysende, at Danmarks grundlov har store huller.

Når danske domstole skal vurdere, om menneskerettighederne er blevet krænket, er det derfor internationale konventioner, først og fremmest Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og ikke vores egen grundlov, de henviser til.

Menneskerettighederne er således i dag hovedsagelig sikret i kraft af de internationale konventioner, vi har tilsluttet os. Og ikke en del af de rettigheder, som er omfattet af grundlovens sikkerhedsnet. Det er et paradoks, vi må forholde os til.

Under en tredjedel af den danske befolkning har læst grundloven. Alligevel er de fleste danskere ifølge undersøgelser glade for den. På linje med Dannebrog og dronning Margrethe er grundloven et nationalt klenodie.

Men hvorfor er det så vigtigt at få opdateret grundloven? Vi er jo allerede glade for den og sikret med de internationale konventioner, som håndhæves ved domstolene.

Det er vigtigt, fordi grundloven skal afspejle vores værdier. Beskyttelsen af grundlæggende rettigheder skal ikke overlades til domstolene. Højesteret er meget tilbageholdende og har kun en enkelt gang i nyere tid tilsidesat en lov som værende grundlovsstridig. Det var Tvind-dommen fra 1999 (Lex Tvind). Det bør efter vores opfattelse ikke ændres. Det er politikerne, som er valgt af danskerne, der skal sikre vores grundlæggende rettigheder og pligter. Og de skal kunne læses ud af grundloven.

Grundloven er i Danmark et politisk instrument, som viser politikerne og omverdenen, hvad Danmark står for.

Vi har i dag et velfærdssamfund, hvor alle har ret til fri uddannelse, og hvor de, der ikke kan klare sig selv, kan få offentlig forsørgelse. Rettigheder, der er sikret i grundloven. Historisk set har det haft stor betydning for vores samfunds udvikling, at cykelsmedens dreng eller pige fik mulighed for at uddanne sig på lige fod med overklassens børn. Og at alle, der havde brug for det, blev sikret et vist minimum af offentlig forsørgelse. Rettigheder der i dag stadig er aktuelle.

Men rettigheder som f.eks. retten til sundhed og retten til bolig er ikke en del af grundlovens katalog af rettigheder. Heller ikke selv om Danmark f.eks. bruger milliarder af skattekroner på sundhedsvæsnet, som er grundlæggende for et moderne velfærdssamfund.

Og hvor er fundamentale rettigheder som retten til liv eller retten til retfærdig rettergang blevet af? Og hvad med forbuddet mod slaveri, et generelt forbud mod diskrimination eller forbuddet mod tortur?

Tidligere folkeafstemninger har vist, at viljen til at lovsikre grundlæggende rettigheder er til stede bredt i befolkningen. Det gjaldt f.eks. med afstemningen om tronfølgeloven i 1953, hvor der skulle tages stilling til, om en kvinde kunne arve tronen.

Og senest i 2009 med afstemningen om, hvorvidt en kvinde også kunne arve tronen, hvis hun senere fik en lillebror. Begge ændringer blev vedtaget med stort flertal. Og begge er eksempler på, at der var stor folkelig opbakning til at ændre en kønsdiskriminerende lov.

Afstemningerne vidner samtidig om, at kønnenes ligestilling er slået igennem som en bredt forankret menneskeretlig tankegang. Det er ikke nogen selvfølge. Og som det er i dag, sikres ligestilling ikke i grundloven. Men eksemplerne viser, at der faktisk er stor vilje i befolkningen til at lovsikre indlysende menneskerettigheder.

Vi skal ikke længere væk end til Island for at finde et eksempel på, at landets borgere bliver inddraget i debatten om magtfordeling, rettigheder og samfundsforhold.

I Island har det således været muligt at inddrage islændingene i at få lavet en ny grundlov. Arbejdet med at skrive grundloven foregår i vid udstrækning via internettet. Her får islændingene mulighed for at komme med bidrag, forslag og kommentarer via de sociale medier.

Noget tilsvarende kunne vi gøre i Danmark. Vi kunne skabe en folkelig debat og bevidsthed om grundloven. En debat om, hvilke rettigheder og pligter, det danske samfund skal bygge på. En debat, som skal sikre, at danskerne får en tidssvarende grundlov, som alle kan læse og forstå.

Visse rettigheder vil naturligvis være lettere at blive enige om end andre. Men det væsentligste er, at vi nu får skabt rammerne for en debat om vores grundlæggende værdier, som ikke bliver et bestillingsarbejde for eksperter, men som inddrager danskerne, og som kan danne grundlag for en modernisering af grundloven.

Derfor skal vi på grundlovens 60-års fødselsdag minde regeringen om at få taget initiativ til at få åbnet for debatten, så grundloven igen kan afspejle de værdier, som er grundlæggende for vores samfund i dag. For med lov skal land bygges.