Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Per Stig Møller: Er det repræsentative demokrati repræsentativt?

Demokratiet har det godt, men har demokratiet det godt nok? Fungerer det tilfredsstillende? Er det repræsentativt nok? Er det tilstrækkeligt inddragende? På alle spørgsmålene er svaret: Nej!

Parthenon ses som symbol på vores ældgamle demokrati. Men har demokratiet det egentlig godt nok? Det spørger Per Stig Møller om. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi har lige fejret Grundlovsdag og holdt vore smukke taler i vort smukke sommerland om vort smukke, danske demokrati. Det lever i bedste velgående og har kun få udfordrere. Værre ser det ud i flere europæiske lande, hvor den økonomiske krise og den store ungdomsarbejdsløshed har fremkaldt store demonstrationer mod regeringernes beslutninger. Også her holder demokratiet, men nogle steder knager det i fugerne. Grækenland har fået et ubehageligt stort nazilignende parti. I Ungarn ligger regeringen på kanten af den europæiske demokratiopfattelse. I Italien fik en gøgler 25 pct. af stemmerne. Og for et par år siden blev der lavet en undersøgelse af, om befolkningerne i Europa kunne tænke sig en stærk mand i stedet for demokratiet. I de nye, østeuropæiske medlemslande svarede over 40 pct. ja på trods af, at det ikke er mange år siden, de slap af med »de stærke mænd og det stærke parti«. I Sverige svarede over 30 pct. ja, men i Danmark kun 11 pct.

Demokratiet har det godt, men har demokratiet det godt nok? Fungerer det tilfredsstillende? Er det repræsentativt nok? Er det tilstrækkeligt inddragende? På alle spørgsmålene er svaret: Nej!Det er ikke tilfredsstillende, at ministerierne sender forslag ud med ultrakorte høringsfrister. Det betyder reelt, at man ikke er indstillet på at inddrage de berørte og er ligeglad med deres svar. Det er ikke tilfredsstillende, at Folketinget i tide og utide forkorter den tid, der skal gå mellem første og anden behandling af et lovforslag. Thi forkortelsen betyder, at man ikke får den offentlige debat, som burde kendetegne et demokrati, før beslutningerne træffes. Det er heller ikke tilfredsstillende, at love vedtages med store huller, som nye love og forlig derefter i al hast skal lukke, sådan som det netop er sket med »Solcelleloven«.

På et møde for nylig blev jeg spurgt om, hvordan vi får bedre politikere? Jeg svarede: »Det må I sandelig selv sørge for.« Folk kan jo principielt se sig om efter nogle andre og bedre at stemme på. Men her melder spørgsmålet sig: »Hvordan får man fat i nogle andre og bedre?« Svaret er, at dem får man ikke fat i. De er ikke til rådighed for det repræsentative demokrati.

Problemet er, at man for at blive valgt til byråd, regionalråd eller folketing naturligvis skal være medlem af et parti. Men i Danmark er kun små fire procent medlem af et parti. Det vil sige, at vi skal finde vore politikere blandt fire procent af befolkningen. De 96 pct. er ikke til rådighed.

Man kunne selvfølgelig afskaffe partierne, så vi kan vælge mellem alle 100 pct. Partierne står ikke i Grundloven, men i valgloven. Det vil imidlertid ikke få demokratiet til at fungere bedre. Tværtimod. For så vil Folketinget komme til at bestå af 179 frie fugle. Det vil blive komplet umuligt at skabe et sammenhængende og stabilt flertal. Lovgivningen vil blive tilfældig, kortsigtet og rundtosset. I 1770 påpegede det konservative partis faderskikkelse Edmund Burke som den første nødvendigheden af at danne partier: »Et parti er en forsamling af mennesker, der er forenet om gennem fælles anstrengelser at fremme den nationale interesse udfra et særligt princip, de alle er enige om.« Kun gennem denne forening af kræfterne kunne man opnå resultater, hvorimod de, som ønskede at stå uden for og ikke ønskede at give køb på et eneste af deres principper, ikke ville kunne gennemføre noget, bemærkede han i »Thoughts on the Cause of the Present Discontent«. Hans beskrivelse og refleksion er stadig gyldig. Partierne er kommet for at blive, men befolkningen går ikke ind i dem.

Tilmed er end ikke de fire procent til rådighed for vælgerne. Er man blevet 35 år, har man typisk ægtefælle og børn og er i gang med sin karriere og har udsigt til flere år med lønfremgang. Er man i det private erhvervsliv, kan man ikke få sin stilling tilbage, den dag man måtte vælge at droppe Byrådet eller Folketinget – eller den dag, man bliver droppet af vælgerne. Man skal altså begynde forfra, og man er i mellemtiden blevet 40 år, og indtægten samt huset er på højkant.

Er man 35 år og ansat i det offentlige, har man udsigt til trinvise forfremmelser og en gradvis lønfremgang. Man kan måske blive kontorchef, inden man er 40 år. Her vil der være en tilbagegangsstilling den dag, man dropper eller droppes af det politiske liv. Men man vender ikke tilbage til den stilling, man havde før, for den er besat. Og på karrierestigen står nu nogle andre og yngre foran én. Man låses således fast på et lavt løntrin. Det større hus til børnefamilien kan man kikke langt efter.

Skulle disse vælgerforeningsmedlemmer blive opfordret til at stille op, svarer de nej tak. Og så er vi vel efterhånden nede på en-to pct. af befolkningen, som vi kan vælge imellem. Til rådighed vil kun være pensionisterne, som er færdige med arbejdsmarkedet, men dem har vi valgt at se bort fra, og de unge, der endnu ikke er i gang med en karriere i det private eller offentlige, og som ikke har vænnet sig til en højere løn. Det vil sige de studerende. Men hvor repræsentative er de for befolkningen? Hvor megen erfaring har de fra »det virkelige liv«? Hvor meget har de levet blandt befolkningen og dermed følt som befolkningen? De har aldrig stået som ofre for en omstrukturering på arbejdspladsen. De har ikke følt arbejdsløshedens trussel. De har ikke oplevet, at deres økonomi eller andre forhold er blevet ændret på grund af vedtagelser i Folketinget. Alligevel beder befolkningen dem om at stille op. De taler godt og ser godt ud, og andre er ikke til rådighed. Det er selvfølgelig flot og godt, at de modtager opfordringen. Problemet har de ikke skabt, men det betyder ikke, at problemet ikke er der. Problemet er partiernes, og alle partier må tænke over, hvordan de bliver mere repræsentative.

Problemet er også enhver borgers. I det nye nummer af avisen »Kommunen« forklarer nogle unge, hvorfor de ikke stemmer ved valgene. Det gør de ikke, fordi »forældrene ikke har opdraget dem til demokrati«, siger de. Nej, for forældrene har heller ikke involveret sig i demokratiet. Demokratiet er de andre. Det er politikernes, som vi ser på TV. Ligesom fodbold er fodboldspillernes, som vi ser på TV. Og ligesom fodbold bliver politik et »game« med analytikere, der forklarer med hvilket magtmotiv det ene parti tackler det andet, men ikke siger noget om, hvilken holdning eller idé, partiet har. Under valgkampene stilles partierne op i det blå og det røde hold, og så kan de ellers fare i kødet på hinanden til stor moro for seerne, der lader følelserne og underholdningsværdien afgøre, hvor stemmerne falder. Derfor ser vi partier og politikere stige højt til vejrs den ene dag og falde tungt til jorden den næste. Den ene dag er Naser Khader den nye Kennedy. Den næste dag er han idiot. Den ene dag kan Villy Søvndal gå på vandet. Den næste kan han ikke få hovedet op over vandskorpen. Den ene dag er Marianne Jelved den stærke dame med håndtasken. Den næste dag er hun konen i muddergrøften. Men de er naturligvis hverken det ene eller det andet. De er, som de hele tiden har været. Stemningen omkring dem skifter bare, som vinden blæser, og vælgerne blæser med den. Disse har jo ikke længere noget holdepunkt i et samfund uden klasser og et partisystem uden medlemmer. Derfor kendetegner flyvesandsvælgerne ikke blot de danske valg, men de fleste europæiske valg. Det er ikke et specifikt dansk problem, men et demokratisk problem. Og dette bliver bestemt ikke mindre i en tid med langvarige, økonomiske problemer, for dem har demokratierne det sjældent godt med.

Som Luxembourgs kloge statsminister Jean-Claude Juncker sagde sent om natten på et EU-topmøde, da vi diskuterede den økonomiske krise: »Vi ved alle sammen, hvad vi skal gøre. Men ingen af os ved, hvordan vi skal blive genvalgt, hvis vi gør det.«