Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Forældreskabet har sejret ad h...... til

Er det bare mig, eller er vi forældre efterhånden blevet drevet derud, hvor vores deltagelse i diverse klasse- og fritidsarrangementer har taget helt og aldeles overhånd? Vi skal være forbilleder for, ikke tilskuere til vores børn liv, og vi skal turde være upopulære og aldeles politisk ukorrekte.

»Børns sociale trivsel afhænger ikke af forældrenes evne til at ’hygge sig’ med hinanden.« Fold sammen
Læs mere

Søndag morgen. Det er tidligt. Uret ringer, og jeg står op til en søndag med fuldt program. Min datter på ni år skal spille fodbold. Jeg vækker hende. Vi spiser morgenmad. Jeg er sat på til at køre, men ender alligevel med kun at have min egen datter med i bilen, da stort set alle pigerne også har en forælder med. To kampe skal afvikles. Vi er færdige klokken 12. Klokken 13 er der inviteret til »trivselsarrangement i 3.B«. Vi skynder os hjem for at spise frokost, inden vi skal videre i programmet.

Vi har lidt travlt, min datter har mere lyst til at slappe af og holde fri, mens udsigten til en søndag eftermiddag med 3.B og deres forældre er ved at tage livet af mig. Men selvfølgelig tager vi af sted. Børnene er på veltilrettelagt opgaveløb, mens forældrene venter, snakker og drikker kaffe – i tre timer. Solen skinner, det er et held. Klokken 16 kører vi hjem for at nyde, hvad der er tilbage af søndagen og weekenden. I dag mandag er der forældremøde, og på torsdag skal vi se teater på skolen med efterfølgende fællesspisning. Næste weekend er der håndbold både lørdag og søndag.

Hvorfor har vi forældre, som arbejder mere end nogensinde, tid til at bakke op om vores børn i den grad? Hvorfor gider vi stå og glo på den ene fodboldkamp efter den anden og deltage i det ene arrangement efter det andet? Hvorfor har vi ikke selv noget vi skal? Har vores børn ikke meget bedre af at lære at kunne klare sig selv? Selv at kunne stå op og spise morgenmad og cykle ned til kamp og være en del af et hold, med en træner, der ikke altid anerkender og taler ordentligt og respektfuldt til dem men til gengæld ved noget om fodbold og går efter at vinde, og hvor mor og far ikke står ude på sidelinjen og klapper i hænderne uanset præstationen og serverer øko-frugt og korrekte boller i pausen. Brænder voksne kun for at arbejde og kigge på deres børn?

Vi nurser vores børn i en grad, der fritager dem retten til at lære selv, og vi skal simpelthen begynde at tænke os om. Vi har gode intentioner, men vi mandsopdækker vores børn i stedet for at sætte dem fri til at gøre sig ægte erfaringer, som de vokser af.

Det er ikke nogen fordel altid at have far eller mor med. Vi skal være forbilleder for og ikke tilskuere til vores børn liv, og vi skal turde være upopulære og aldeles politisk ukorrekte. Fællesspisning, trivselsarrangementer, shelterture, småkagebagning og overnatninger, fødselsdage og forældrefester, det har simpelthen taget overhånd, og jeg tror ikke på, at det styrker vores børn. Tværtimod!

Hvis det er rigtigt, at vores børn gør det, vi forældre gør, og ikke det, vi siger, så må vi hellere tænke lidt mere over vores rolle som forbilleder og selv komme ind i kampen og begynde at gøre noget. Intentionerne er selvfølgelig udelukkende positive, det er vigtigt for mig at anerkende. Men i mine øjne er det altså temmelig misforstået og et tegn i tiden, som vi forældre i det mindste bør stoppe op og kigge nysgerrigt på. Er det det, vi vil?

Børnene trives bedre i klassen, hvis de kan se, at forældrene har det godt med hinanden… Lad os starte der. Børns sociale trivsel afhænger ikke af forældrenes evne til at »hygge sig« med hinanden. Det handler derimod om børnenes opdragelse og deres erfaring med selv at løse sociale udfordringer på en fornuftig måde. Når børn kan se, at de voksne kan kontakte hinanden, tale med hinanden, særligt når noget er svært, så bliver de trygge. Så kan de se, at de voksne kan være ansvarlige voksne, der kan hjælpe dem, når de sociale udfordringer bliver for store. De kan se, hvordan de selv skal gøre, næste gang tilværelsen udfordrer og frikvarteret gør ondt.

De fleste forældre sukker på vej ud af døren, når vi pakker kurven og drager af sted til »store bagedag« eller lignende. Når vi indtræder på skolen forvandles vi med ét til storsmilende bagemonstre, som elsker at bage pebernødder sammen med andre voksne, der også mestrer rollen til perfektion. Vi griner og smiler og klapper børnene på hovederne. Fra lettere træt og utilfreds ude i bilen til smilende og overskudsagtig på to sekunder.

Gad vide hvad børnene tænker, mens de måbende ser deres udpinte far forvandle sig til den ene halvdel af brødrene Price og mor folde sig ud som småkagedronning i bedste Blomsterberg-stil? Forvirring i bedste fald.

Hvis jeg skal være helt ærlig og med stor risiko for at være meget politisk ukorrekt, gider jeg faktisk ikke at være bedste venner med hele 3.Bs forældregruppe og mødes med dem i tide og utide i min fritid. Jeg vil gerne selv vælge, hvem jeg vil holde fester med, på shelterture med og afholde store bagedag med! Men hvordan kan det være, at vi forældre er endt der?

Det er et forholdsvis nyt fænomen. Er det i virkeligheden et tegn på, at voksne mennesker, forældre, i udpræget grad definerer sig selv og socialiserer sig gennem deres arbejde – og gennem deres børn? Hvis det er tilfældet, synes jeg, at vi skal begynde at gå den anden vej og fylde lidt mere kød på vores eget fritidsliv. Jeg tror, at det er vigtigt, at vores børn dels ser, at deres forældre selv er optaget af og engageret i noget vigtigt, dels får lov til selv at gøre sig ægte erfaringer med livet, uden at deres forældre er med på sidelinjen. Dét ville give børnene noget at spejle sig i, noget at glæde sig til, når de selv bliver voksne.

Hvem fanden vil glæde sig til store bagedag med 3.B som voksen? Det er der ingen, der gør. I bedste fald når børnene frem til den erkendelse, at deres forældre er hjernedøde voksne uden et selvstændigt, indholdsrigt fritidsliv, eller at barnet er så vigtigt, så betydningsfuldt, at de voksne til enhver tid smider alt, hvad de har i hænderne for at følge med i barnets gøren og laden. Ingen af delene er i mine øjne sådan rigtig positive. Set i det lys har forældreskabet sejret ad helvede til.

Med fare for at træde kvinderne over tæerne, vil jeg godt garantere, at samtlige fædre i Danmark kan nikke genkendende til ovenstående beskrivelse og, i det skjulte naturligvis, samtidig ryster på hovedet af sig selv.

Hvorfor stiller vi op til det? Hvorfor siger vi ikke fra? Denne årelange vandring mod selvudslettelse i børnefamiliens hellige navn. Gang på gang stiller vi op til offentlig kastration i ligestillingens navn, fordi vi er kommet så meget i tvivl om, hvem vi er, og hvordan en moderne mand skal være. Kvinderne hader os for det, det er jeg ikke i tvivl om. De drømmer om, at vi råber »røv« og skrider ud i verden og gør noget for os selv, sådan at de kan tillade sig det samme. Så de kan glæde sig over at være gift med en gammeldags, umulig, men i det mindste mandig mand.

Hvis konen er lidt bitter på dig, og dine børn ikke respekterer dig, så ved du nu hvorfor. Så er det, fordi du opfører dig som en kønsløs halvmand, der hellere vil bage pebernødder end tage en tur på stadion med gutterne.

Den søndag eftermiddag ude i skoven, til trivselsarrangement med 3.B, kommer der på et tidspunkt en far cyklende på mountainbike. Han er smurt ind i mudder fra top til tå, han sveder og lugter af våd hund, men han smiler saligt helt om i nakken. Det gør mødrene i øvrigt også… Der står vi andre fædre med vores sure fair trade-kaffe og vores økologiske speltboller og får pludselig øje på en rigtig mand. Jeg gjorde i hvert fald. Han havde sagt tak, men nej tak, og han var i fuld gang med at vise sine børn den bedst mulige udgave af sig selv den søndag eftermiddag. Respekt.

Alle mødre og fædre; Lad os komme i gang med at leve vores eget liv i stedet for at være tilskuer til vores børns, så gør vi alle en tjeneste og ruster samtidig vores børn til fremtiden.