Forældre pakker børnene ind i vat

Vi er en generation af bekymrede forældre, der søger at suge alle risici og farer ud af vores børns liv. Men derved gør vi børnene en bjørnetjeneste, lyder advarslen fra flere eksperter, som finder mange af nutidens børn overbeskyttede.

Frej og Ronja Kjærulff i fri leg i Bistrup Hegn ved Birkerød. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper

Fireårige Frej hænger som en bro mellem sofaen og et højt skrivebord, springer ned og gentager sin leg. Han strækker kroppen, så langt han kan, også sine tåled, og lader sig dumpe fra det yderste af sofaen til bordkanten, som fingerspidserne griber i. Hver gang rykker skrivebordet sig en anelse længere væk fra sofaen. Frejs far, Kasper Kjærulff, ser det godt, overvejer at stoppe legen, men undlader. Så Frej ender til sidst på gulvet, grædende.

»Ja, han slog sig, men han kom jo ikke til skade. Hvis han bare havde fået at vide, at han skulle lade være og at det var farligt, havde han ikke fået oplevelsen af at mærke, hvornår bordet skred,« fortæller Kasper Kjærulff.

For mens sønnen eksperimenterer med sin krop, øver han sig selv i kun at gribe ind, når der reelt er fare på færde for sønnen. En disciplin, som stadig flere i forældregenerationen ifølge eksperter ikke er gode nok til.

I stedet henter og bringer vi dem til og fra skole, fester og fritidsinteresser. Vi holder øje med deres færden over mobilen eller ved at ringe og SMSe sammen jævnligt. Legepladser bliver indrettet med gummiunderlag og bygges af materialer, der gør, at ungerne dårligt nok kan risikere at få en splint i fingeren. Mange af os er blevet overforsigtige og pakker børnene ind i vat.

Men problemet er, at vi på den måde fratager vores børn vigtige oplevelser, der netop skal ruste dem til selv at tage ansvar og at kunne klare sig selv. At blive selvstændige. Det fortæller flere eksperter, Berlingske har talt med.

»Børn i dag må egentlig rigtig meget og har en stor frihedsgrad. Men samtidig følger bekymrede forældre hele tiden med i deres gøren og laden og står på spring, hvis der sker det mindste. Hvis vi hele tiden tager risikoen fra dem, får de ikke ansvaret for at tage vare på sig selv. Det gør vi ved hele tiden at overvåge dem og stå på sidenlinjen, bekymrede for, om de nu klarer det. Eller ved at sige »Hvad kan der ikke ske?«, hvis de klatrer op i træet. Men der bliver nødt til at kunne ske noget. Ellers ender børnene i en kunstiggjort barndom, beskyttede og afskærmede fra virkelighedens verden. En verden, som al risici er suget ud af. Det ender med, at børnene ikke kan klare en lidt større udfordring. Det er en ondartet spiral,« siger professor, familieforsker og tidligere formand for Børnerådet Per Schultz Jørgensen.

Netop det vil Kasper Kjærulff gerne gøre op med over for Frej og hans storesøster, Ronja på otte. Som uddannet psykomotorisk terapeut er han meget bevidst om sammenhængen mellem børnenes udfoldelsesmuligheder, deres motoriske udvikling, praktiske færdigheder og sammenhængen med en sund psyke.

»Vi fortæller vores børn, at de skal være stille og passe på indtil 10-12-årsalderen. Når de så bliver teenagere, siger vi, at de er blevet fede og dovne. Det hænger ikke sammen. Børn skal have mulighed for at mærke deres egne kroppe, for det er med til at modne dem. Hvis alting foregår på en iPad, kan jeg godt være bekymret for vores børns psykiske trivsel på sigt,« siger Kasper Kjærulff.

Forskningsleder for SFIs Børn og Familie-afdeling Anne-Dorthe Hestbæk mener også, at forældre i dag generelt er for overbeskyttende over for deres børn. Hun er ikke i tvivl om, at forældre i dag overvåger deres børn mere end tidligere generationer, og at de både har større kendskab til og kontrol med deres børns gøren og laden.

Faktisk har hun siddet i en referencegruppe for en undersøgelse om børneliv i Danmark, som Mandag Morgen og TrygFonden udgav i 2012. Af den fremgår det, at 85 procent af forældrene oplever, at de ved mere eller det samme om, hvad deres barn laver i løbet af dagen, end deres egne forældre gjorde. Kun otte procent oplever, at de ved mindre.

Forklaringen på stigningen skal ifølge Anne-Dorthe Hestbæk bl.a. findes i, at godt forældreskab i dag defineres ved, at man passer godt på sine børn. Fra børneforskningen ved man i dag rigtig meget om børns behov, og hvad det vil sige at være en god forælder, så i dag er børn blevet projekter, en disciplin, som man gerne skal gøre sig godt i.

Samtidig er det med mobiltelefonens opfindelse i dag langt nemmere at holde styr på børnenes færden, ligesom velstandsstigningen åbner en hel masse nye arenaer for børn.

»Børn får mobiltelefon tidligt, og så ringer vi som forældre til vores børn uafladeligt for at høre, hvor de er, og hvad de laver. Det har vores forældre ikke kunnet gøre, da vi var børn. Når man var til fest om natten, så var man til fest. Nu henter man sine børn og deres venner midt om natten. De ringer bare til mor og far, når de skal hjem. Men der er jo ikke noget, der tilsiger, at kriminaliteten er større, tværtimod, eller at der er flere børn, der bliver slået ned,« siger Anne-Dorthe Hestbæk, der ikke mener, at forældre burde blive mere bekymrede i dag. Ifølge ny forskning begynder unge også at drikke senere og mindre, påpeger hun.

Men i stedet for, at man som forælder kommer hjem til nedgriflede sedler på køkkenbordet med besked om, at barnet er i svømmehallen eller spiser hos naboen, tikker beskederne løbende ind på SMS. Ved radiotavshed fra barnets side, vælger nogle forældre ligefrem gennem GPS-apps på mobilen at tjekke, hvor barnet rent geografisk opholder sig. Ifølge en rundspørge, som analyseinstituttet Wilke i august i år har lavet for Jyllands-Posten blandt forældre til børn på 0-15 år, er det hele 40 procent, der mener, at det er en god idé, at man kan det.

47-årige Pia Rosholm fra Nærum og mor til 11-årige Mark har sammen med sønnen installeret programmet »Find My Friends« på deres mobiltelefoner. Det giver dem begge mulighed for at se, hvor hinanden er. Det begrænser ikke Mark i at klare sig på egen hånd, ligesom det ikke indskrænker hans sfære uden voksenopsyn. Tværtimod giver det ham en større frihed, mener Marks mor.

»Han er jo min eneste, lille dreng, men jeg vil netop ikke være den der sindssygt overvågende hønemor, der står og ånder ham ned ad nakken. Det er lige præcis det, jeg synes, vi undgår. Det kan for eksempel være i Bon-Bon-land eller på Bakken, hvor der kan være fulde mennesker, at der har han fået lov at løbe rundt og være sig selv sammen med en kammerat, fordi jeg kan se, hvor han er henne,« siger hun. »Jeg undgår, som så mange mødre ellers gør, at ringe uafladeligt for at »tjekke« med deres børn.«

Ligesom en stor del af forældrene i børnelivsrapporten fra 2012 mener Pia Rosholm, at hun har mere fod på sin søns gøren og laden, end hendes egne forældre havde med hende.

»Det er ikke et spørgsmål om, at jeg ikke har tillid til ham. Det er et spørgsmål om, at jeg ikke har tillid til den verden, vi lever i. Jeg synes, at den er blevet meget mere farlig, end dengang jeg var barn,« siger hun.

Hvornår de vil stoppe med GPS-programmet, er vanskeligt at svare på. Foreløbig lader Mark selv til at være glad nok for det, fordi hans mor så også ved, at han er okay.

»Det bliver inden længe. Hans modenhed afgør det. Men det bliver, når jeg synes, at han er rustet til at håndtere forskellige situationer og har lært at sige fra med sin egen stemme,« siger Pia Rosholm.

Professor i udviklingspsykologi ved Aarhus Universitet Dion Sommer er enig i, at forældre er mere bekymrede i dag og har en større nervøsitet og angst for, at børn skal komme til skade eller blive overfaldet.

»Vi har en højere grad af frygt for det samfund, vi sender vores børn ud i. Der er en større forsigtighed. Men det er ikke sådan, at forældrene er paranoide,« siger han. »De er bare forsigtige.«

Så længe vi forklarer vores børn, hvorfor vi finder det nødvendigt at hente og bringe dem, og hvorfor vi i øvrigt skærmer dem fra det, vi opfatter som farefuldt, mener han ikke, at børnenes selvstændighed undermineres.

»Dem, vi skal holde øje med, er dem, der udsættes for omsorgssvigt og mishandling. Der er ingen, der tager skade af beskyttelse, som så nogle måske synes er overdreven. Så de udviklingsmæssige konsekvenser ligger altså i småtingsafdelingen for mig,« siger Dion Sommer.Familieterapeut og ungecoach Pia Beck Rydahl møder i sin praksis et stigende antal børn, som har fået problemer, fordi de er blevet overbeskyttet. Det er ikke curlingbørn, som er mere aggressive og forvænte. Det er »bomulds- og vatbørn«, som hun kalder dem, der er kendetegnet ved, at de ikke magter udfordringer og er meget usikre.

»Jeg har haft unge, som ikke kunne gå til frisøren, uden at deres forældre var med, for de vidste ikke, hvad de skulle sige. Og selv om de godt vidste, hvordan de ville klippes, så kunne de ikke udtrykke det, for hvad nu hvis de ikke kunne finde ud af at sige det, når nu de var der,« siger Pia Beck Rydahl.

Børnene mister i det hele taget evnen til at tage udfordringer op. De har tendens til let at give op, når noget er vanskeligt i skolen, og de tør ikke spørge om hjælp.

»Det, man som forælder over tid kommer til at marinere ind i børnene, er, at verden er farlig. Så det er ikke kun, når du ser nyheder, den er farlig. Det giver dem en dyb utryghed. Mange børn bliver også bange for at rejse og bange for fremtiden,« siger Pia Beck Rydahl.

Vil man som forælder bryde sit eget mønster, som altså påvirker barnet, anbefaler hun dem at dele deres bekymringer med andre voksne i stedet for instinktivt at vende dem mod barnet.

»Bekymringerne skal ventileres andre steder. Er det for svært, må man søge hjælp,« siger Pia Beck Rydahl.

Ifølge Per Schultz Jørgensen står forældregenerationen i dag ved en skillevej.

»Vi står ved et Y. Den ene vej går videre ind i bekymringen, forhandlingsopdragelsen og overvågning. Den anden vej går ind i forældreskab, der mere proaktivt pålægger barnet nogle rammer og lader børnene leve op til et ansvar,« siger han.

Kasper Kjærulffs børn går i Rudolf Steinerbørnehave og skole i Gentofte. Her bliver børnene opfordret til netop at tage den slags ansvar, mener Kasper Kjærulff. For eksempel har Ronja helt fra børnehaveklassetrinnet sammen med sine klassekammerater snittet med dolke, når de sad om bålet om eftermiddagen. Noget som han mener, at mange forældre ville gyse ved tanken om.

»Jeg synes, vi har fået nogle absurde holdninger til, hvad der er farligt. Ronja skal selvfølgelig have at vide, at hun skal sprede sine knæ, så hun ikke snitter sig i låret, for det er reelt farligt. Men vi skal huske i hver situation at spørge os selv, hvor galt det kan gå, hvad risikoen er, og om den er så alvorlig, at den overskygger den læring, man kan få ud af at gøre tingene alligevel,« siger Kasper Kjærulff.

Antallet af skadestuebesøg blandt børn til og med 14 år har over de seneste 10-15 år ligget på nogenlunde samme niveau, viser tal fra Statens Institut for Folkesundhed. I 2009 var 175.000 børn på skadestuen, hvoraf 7.400 blev indlagt. Til gengæld er antallet af dødsulykker blandt børn faldet markant, nemlig til omtrent en tiendedel, over de seneste 30 år, fortæller seniorforsker Bjarne Laursen. Fra 1994 til 2009 var antallet af dødsulykker faldet fra 50 til 16.

»Det handler om, at vi er blevet bedre til at behandle børn, som er alvorligt skadede. Men det kan ikke forklare det hele. Det skyldes simpelthen også, at børn bliver passet bedre på. Børn er mindre alene, så de ulykker, der kan ske, mens børnene er alene, sker der færre af. Det er virkelig positivt,« siger Bjarne Laursen.