Målet er robuste, livsduelige børn og unge

Når børn stort set altid har velmenende voksne inden for rækkevidde, der hjælper med at løse konflikter og sørger for, at tilværelsen aldrig gør ondt, hvad lærer de så? Hvis det eneste, vores børn kender til, er velbehag, så bliver livets uundgåelige ubehag temmelig ubehageligt og angstfremkaldende.

»Det, der åbnede mine øjne og gjorde, at jeg begyndte at kigge mig selv grundigt efter i sømmene, var mit spejlbillede i familiens fjernsyn,« skriver Thomas Skovbo i kronikken. Fold sammen
Læs mere

Det vigtigste ved at være menneske er, at vi skal være det sammen med andre mennesker, og ud fra den præmis kan vi med fordel målrette opdragelsen af vores børn og unge. Det handler først og fremmest om de andre, og det kolliderer ofte med tidens ego-mantra om at være tro mod sig selv.

Et godt gammelt kinesisk ordsprog siger, »at hvis du ikke ændrer retning, ender du der, hvor du er på vej hen«. Jeg tror ikke, at danske forældre er opdragelsesangste, vattede eller usynlige – med vilje. Men jeg tror af og til, at vi glemmer målet med vores børneopdragelse. Uden mål og uden retning kan vi nemt komme til at løbe forvirrede rundt som en flok hovedløse høns, og det kan være svært at få øje på sig selv i hønsegården.

Læs også: Forældreskabet har sejret ad h...... til

Det, der åbnede mine øjne og gjorde, at jeg begyndte at kigge mig selv grundigt efter i sømmene, var mit spejlbillede i familiens fjernsyn. Fem børn sad i sofaen og hyggede sig med julekalender og pebernødder. Deres højgravide mor sad på gulvet foran sofaen, fordi der ikke var plads, mens jeg sad omme bag sofaen på en rød Ikea-taburet med albuerne hvilende på sofaens ryglæn. Dagen efter købte vi en stol. »Voksenstolen«.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Når børn gør sig ægte erfaringer med stort og småt, lærer de, hvad der virker. Når børn stort set altid har velmenende voksne inden for rækkevidde, der hjælper med at løse konflikter og sørger for, at tilværelsen aldrig gør ondt, hvad lærer de så? Hvor mange timer om dagen har dit barn mulighed for at gøre sig ægte erfaringer uden voksenindblanding? Hvis det eneste, vores børn kender til, er velbehag, så bliver livets uundgåelige ubehag temmelig ubehageligt og angstfremkaldende. Derfor skal forældre være ambassadører for børns muligheder for at gøre sig ægte erfaringer med tilværelsens udfordringer i bestræbelserne på at skabe robuste, livsduelige børn og unge. Det går langt bedst og nemmest, hvis vi holder os væk, mens det står på – helt væk! Vi skal vise, at vi tror på vores børn, ved at lade dem klare alle de udfordringer, som de kan, selv. Gode forældre yder deres børn værdig modstand på daglig basis.

Læs også: Forældreskabet er blevet udhulet

Jeg oplever ofte forældre, der har svært ved at bakke op om de udfordringer, som deres barn bliver stillet over for i skolen. Sociale og adfærdsmæssige problemer fylder meget i arbejdet med børn og unge, hvilket går ud over den primære opgave, nemlig faglig udvikling og læring. Det problem, skal vi som forældre løse hjemmefra ved at opdrage vores børn, så de kan fungere i et fællesskab. Det er forældrenes opgave at sørge for, at deres børn er undervisningsparate, udhvilede og forberedte til dagens undervisning. Når børnene ikke er det, kan de med fordel blive hjemme af hensyn til de andre elever. Jeg oplever forældre, der smider, hvad de har i hænderne og tropper op på skolen, når børn udfordres fagligt eller socialt. Forældre, der tror, at de bakker op om deres barn ved at forsøge at fjerne de krav, der udfordrer og til tider gør ondt.

Når teenageren slår med håret, ruller med øjnene og fnysen-de udvandrer fra undervisningen, hvilket sådan nogle af og til gør, så er det ikke ualmindeligt, at mor eller far står i døren fem minutter efter, eller at der venter en telefonopringning eller en mail i indbakken. Meget ofte skal lærere forsvare sig fremfor at forklare sig, fordi forældrenes umiddelbare loyalitet ligger hos deres barn. Det undergraver lærerens autoritet samtidig med, at barnet bekræftes i rimeligheden af at reagere på den måde fremadrettet.

Vi ser det ligeledes på gymnasierne og på universiteterne, hvor forældre også er »på isen og curler løs«. Hold op med det! Børn og teenagere har krav på tydelige voksne, der hjælper dem med at få øje på, hvordan de skal være og gøre. Rollemodeller. Tydelige voksne, klare rammer og positive forventninger skaber trygge børn. Børn vil gerne gøre det rigtige, men hvis rammerne er utydelige, bliver det alt for svært at lykkes. Hvis de voksne er utydelige eller tror, at de skal være ven eller veninde med deres teenager, så svigter de. Opdragelse til almen dannelse handler netop om at lære vores børn at indgå i et fællesskab sammen med andre på en måde, som er til at holde ud – for de andre!

Læs også: Tvangshyggen skaber et nyt kastesystem

Vi mærker efter i os selv som aldrig før for at sikre, at vi har os selv med i en foranderlig og accelerende tid og for at blive autentiske mennesker, der først og fremmest skal være tro mod os selv. Mindfulness, coaching, selvudvikling, mig, mig, mig og mig… Det hele peger indad, og derfor føles det naturligt, at vores børn skal have helt særlige vilkår. Men hvis vi alle først og fremmest skal være tro mod os selv, hvor efterlader det os så i forhold til alle de andre? Selvhøjtidelige føle-pøle-fjolser, der alle helst skal have helt særlige hensyn i en verden, der skal indrettes til det enkelte individ. Det kommer selvsagt ikke til at ske.

Vi er nødt til at kigge på, at det vigtigste ved at være menneske er, at vi skal være det sammen. Først og fremmest handler det om de andre. Etik, moral, empati og god opførsel kræver, at vi lærer det udenad fra barnsben, ellers må vi lære det på den hårde måde senere i livet. Det er noget vi skal lære. Hvis man ikke er opdraget, når man starter i skolen, kommer det til at gøre unødvendigt ondt, og så er det jo klart, at forældrene reagerer og synes at både lærere og skole er af det onde. Opgaven i skolerne med at opdrage og undervise på samme tid er blevet skolernes helt store udfordring.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Når vi hele tiden mærker efter og følger vores mavefornemmelse, bliver vi ekstremt optaget af os selv, og hvordan det opleves for lille Theo, at han skal sidde på stolen, tie stille og vente på tur. Det opleves ikke særlig rart for Theo, mest fordi han sikkert ikke har den store erfaring med det, men det er sådan set underordnet. Det er bare, fordi han skal. Forhandlingen med Theo behøver ikke at være længere, hvis ellers mor og far er enige og tydelige.

Læs også: Slip børnene fri

Ofte er forældre overbevist om, at lille Theo har særlige behov, som resten af klassen og ikke mindst læreren skal tage helt særlige hensyn til. Gu’ har han ej! I stedet for at pakke børnene ind i vat og misforståede hensyn, så lad os pakke dem ud, så de kan mærke verden og lære at være i den på samme vilkår som alle andre. Når det bliver svært for vores børn skal vi naturligvis hjælpe og støtte dem, men vi skal holde op med at sørge for, at det aldrig bliver svært. Det er ikke vores opgave, tværtimod! Der findes naturligvis børn med særlige behov, som vi skal tage særlige hensyn til, men det behøver flertallet af forældre ikke at bekymre sig om.

Hvis vi holder op med hele tiden at mærke efter og være autentiske og tro mod vores mavefornemmelse og vores følelser, når det handler om børneopdragelse, så kommer det ikke hele tiden til at handle om, hvem vi er som forældre (og mennesker), men om hvad vi gør. Det er vores handlinger, der er afgørende, og når det ene ikke virker, så må vi prøve noget andet. Måske kunne vi gøre forældreskab og opdragelse til noget, som vi åbent kunne forholde os til i fællesskab og hjælpe hinanden med, udveksle gode råd og give hinanden konstruktiv kritik, når ungerne er umulige. Prøve-fejle-metoden.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Vi behøver ikke at tage det så tungt, når vi ikke kan finde ud af det, vi har jo ikke prøvet det før. Det kunne være dejligt befriende, hvis det var ok af og til at være en elendig forælder. Der var engang en, der med et glimt i øjet sagde til mig, at det første barn var til at smide væk af, det næste til at øve sig på, mens man kunne forvente et fornuftigt resultat tredje gang…

Læs også: Fare, Far Krigsmand, faderskabet skal du lide

Hvis vi stiller skarpt på det, vi gør som forældre i stedet for at være optaget af, hvem vi er, så kan vi måske høre, hvad andre mennesker siger i stedet for at være optaget af, hvordan det sagte føles i os selv. Lad os sætte børnene fri til at gøre sig ægte erfaringer hver dag og vise dem nødvendigheden af at kunne selv. Start med at finde ud af, hvad målet med din børneopdragelse skal være. Stil krav, der fører i retning mod målet. Giv dit barn tydelige rammer og forventninger på hjemmebane, så det har en chance for at lykkes på udebane. Hvis det, du siger, ikke er til debat, så hold op med at forhandle. Hold øje med, om det, du gør, fører til robuste og livsduelige børn og unge, ellers må du ændre retning og gøre noget andet.

Læs Thomas Skovbos andre kronikker:

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Følg Berlingske på Facebook.