En gang til for prins Knud og Jens Rohde

Naser Khader: Vis mig ét eksempel fra historien, hvor blodtørstige psykopater kommer til fornuft, efter at de har fået dialog-kaffe med dem, der ved bedre. Jeg vil ikke opgive kampen for islams sjæl blot for at være politisk korrekt.

Nu kom også Jens Rohde på banen med en total frikendelse af islam for skyld i terror (Kronikken Hellig Krig (I & II) her i avisen 29. og 30. juli). Igen-igen ser vi en ikke-muslim, der ikke har sat sig ind i islam, kloge sig på islam og som en elefant i et glashus trampe ind i den interne værdikamp, som jeg og andre reform-muslimer forsøger at få gang i.

Jeg må dagligt lægge øre til lignende naive kommentarer fra folk, som tror, at vi kan løse alle verdens problemer ved blot at drikke dialog-kaffe, tale de vanvittige til fornuft eller endnu værre, som Jens Rohde, siger, at vi ikke må tale om terror som noget, der har med islam at gøre. Det er naivt og forrykt!

I Jens Rohdes lange udredning peger han flere gange på historien som dokumentation for, at alle krige da i en eller anden grad har et religiøst præg. Som om det i sig selv skulle frikende islams betydning for nutidens terror. Og vis mig i øvrigt ét eksempel fra historien, hvor blodtørstige psykopater kommer til fornuft, efter at de har fået dialog-kaffe med dem, der ved bedre.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Engang delte Rohde ellers mit syn på sammenhængen mellem islam og terror, men så satte han sig for at forstå den større sammenhæng, og nu er han blevet meget klogere. Sådan skriver Jens Rohde (sandelig), mens han opfordrer til »ikke at lytte til den religiøse retorik« i forsøget på at forstå terrorens væsen.

Der er ikke grænser for, hvor destruktivt et synspunkt, jeg mener, det er. Når det er sagt, så er det uoriginale argumenter, han bringer på banen. Jeg er såmænd lige så bekendt med hellige krigere tidligere i historien, som Jens Rohde er, og jeg ved godt, at der har været religiøse motiver på banen før IS. Men tænk, at vi lige skulle høre den om tusind år gamle korstog igen. Det er næsten komisk, hvis det ikke var så tragisk, fordi det afsporer debatten om, hvordan vi løser nutidens svøbe, islamisme. De ideologier, som Jens Rohde disker op med i sin argumentation, er for størstedelen for længst blevet kasseret, fordi de viste sig uduelige.

I vores tid er det Islamisk Stats islamistiske ideologi, der spreder død, ødelæggelse, rædsel og splittelse i vores samfund og mange andre steder i verden – ikke mindst i deres selvbestaltede kalifat, der hellere skulle hedde Helvede på Jord. Mens vi diskuterer, om religionen spiller en rolle, forkynder jihadisterne fortsat og gladeligt deres propaganda med det resultat, at unge fra hele verden, inklusive Danmark, fortsat melder sig under deres sorte faner og spreder død bl.a. i europæiske byer på bestialsk vis.

Det er påfaldende, hvordan mine synspunkter ofte bliver fordrejet. Jeg giver selvfølgelig ikke uskyldige muslimer skylden for ugerningerne. Og jeg er udmærket klar over, at der også er politiske, sociale og psykologiske faktorer i spil, når unge radikaliseres. Men når jeg gang på gang opfordrer muslimer til at tage afstand, så gælder det først og fremmest fremtrædende muslimer og imamer. Men jeg opfordrer også almindelige muslimer til at gå med i værdikampen for vores religion.

Alle kan tale den islamistiske ideologi imod – og den skal helt ud på den ideologiske losseplads, hvor den hører hjemme. Det skal ske i moskéerne, hjemme ved middagsbordene, ude på arbejdspladser, i skoler, og hvor man ellers kan forestille sig, at islam dyrkes og diskuteres internt blandt muslimer. Man kunne for eksempel begynde med at lægge større vægt på alle Allahs karaktertræk, der beskrives i Koranen. Alt for længe har fokus stort set kun været på Gud som den hævngerrige og vrede Gud, men Allah har 99 navne eller egenskaber, og de beskriver ham også som kærlig, tilgivende, nådig og favnende.

Det er bestemt ikke den islam, de forkynder i kalifatet. Det er derimod IS’ version, der rekrutterer unge, og de gør det, mens jeg skriver dette. De bruger nøje udvalgte korancitater til at legitimere massemord på uskyldige, og når jihadister sprænger sig selv og andre i luften, er det med et håb om belønning i Paradis. Flere terrorforskere peger på den lynradikalisering, der foregår, når svage personer møder en IS-rekruttør eller sluger IS’s propaganda på nettet.

Som den fremragende Mellemøsten-korrespondent her i avisen, Allan Sørensen, skriver, kan »stofmisbrugende bandemedlemmer gå fra zero to hero ved den ene dag at være småkriminelle for den næste at springe ud som IS-jihadister«. Der er i allerhøjeste grad religiøse motiver på spil, når kriminelle, svinekødsspisende og horende nobodies pludselig ser en chance for at sone deres mange synder, når de får at vide, at deres usle liv kan få mening, og de kan se frem til en kæmpe belønning og 72 villige jomfruer i Paradis, hvis de sprænger sig selv i luften og tager så mange uskyldige mennesker med sig i døden som muligt – mens de råber »Allahu Akbar«.

Behøver jeg nævne det åbenlyse religiøse motiv, når en katolsk præst får halsen skåret over, mens han forretter en messe? For ikke at nævne de tusindvis af kristne og ezidier, der fordrives og myrdes i Irak – alene fordi de ikke er muslimer.

Alt dette til trods skal vi igen høre på, at det ikke har noget med islam at gøre. Igen og igen bliver islam frikendt på den mest håbløse måde. Det tjener ene og alene det formål at spænde ben for mine og mine ligesindedes (reform-muslimers) bestræbelser for den nødvendige religionskritik og nyfortolkning af Koranen og religionen, som er helt afgørende for, at vi nogensinde kan komme til at øjne fred der, hvor islam har indflydelse. Denne frikendelse af islam går kun islamisternes ærinde. For hvis islam ikke fejler noget, er der jo ingen grund til at reformere noget som helst. En stagnation i religionen er slem nok, men religionen er i så dyb krise, at billedet af islam bliver grimmere og grimmere for hver dag, der går.

Hvis ikke vi kan italesætte islams himmelråbende problemer, der vokser som en kræftsvulst i sit mest aggressive stadium, hvordan i alverden skal vi så nogensinde lykkes med at tilbageerobre vores religion fra jihadisternes klamme greb? Hvordan skal vi forhindre unge i at købe IS’ brutale version af islam, hvis ikke de får ideologisk kamp til stregen? Eller hvordan skal vi forhindre, at vores samfund går midt over, fordi kløften mellem muslimer og ikke-muslimer bliver større og større?

Her kan jeg på forhånd høre, hvordan jeg igen bliver skudt i skoene, at det er mig, der splitter. Men jeg vil ikke opgive kampen for islams sjæl blot for at være politisk korrekt. Jeg vil presse på for en reformation eller rettere en revolution af min religion, der er i en historisk afgrundsdyb krise. Jeg ser ingen anden vej end en ideologisk kamp, og jeg har besluttet for længe siden, at jeg vil kæmpe den kamp. Der er mange reform-muslimer ude i verden, men hvor ville jeg ønske, at der også her i Danmark var flere, der ville kæmpe sammen med mig. Hvis ikke jeg og andre muslimer skal tage kampen, hvem skal så? Hvem af alle de velmenende ikke-muslimske debattører, der frikender islam, ville ikke sige det samme, som jeg siger, hvis det var kristne, der gjorde det, som IS gør? Hvorfor er det kun, når vi taler om islam, at religionskritik er så farlig og forkastelig?

Jeg ville ønske, at andre debattører, med deres kristne velbevarede baggrund, ville bakke mig og mine ligesindede op. Det vil tjene både muslimers og verdens bedste, hvis islam undergår en reformation/revolution med dertil hørende religionskritik, som kristendommen har undergået for længst. Og som fortsat foregår på universiteter og i kirker verden over, uden at nogen behøver at frygte for deres liv ved at kritisere kristendommen.

En lignende selvkritisk tilgang til vores religion ser man ikke i moskéer og i de muslimske miljøer. Hvis man, som jeg, kritiserer islam, er man derimod vantro og kætter og bliver lagt for had – i bedste fald. Dette er en kendsgerning, men alligevel må jeg gang på gang høre på saboterende kommentarer, der insisterer på at frikende islam og dermed fastholder religionen lige der, hvor islamister og andre middelalderligt tænkende religiøse overhoveder vil have den.

Jens Rohde er ude i en politisk markering, og det er meget sympatisk, at han ønsker at tro det bedste om alle, hvis ikke det var så dødsensfarligt at være så naiv. Det her er meget mere end politik for mig – det er faktisk mit livs mission. Der er intet letkøbt over mit forslag om en reformation/revolution af en religion, som halvanden milliarder mennesker på kloden bekender sig til. Jeg er meget bevidst om, at opgaven er enorm, og det bliver næppe i min egen levetid, at jeg kommer til at se de store forandringer. Jeg gør det især for mine børns skyld, og det er rigelig motivation for mig. Jeg vil fordømme og skyde den islamistiske ideologi ned, hver gang den stikker sit hæslige ansigt frem. Men det er en kamp op ad bakke, når Jens Roh-de og hans naive ligesindede bliver ved med at spænde ben.