Hellig krig (II)

Jens Rohde: Vort eget billede af religion som noget, der er adskilt fra politik og livet i almindelighed, er så forankret, at alt andet betragtes som middelalderligt og idiotisk. Der er bare det problem, at ingen andre kulturer ser det sådan.

Udenrigsminister Kristian Jensen på besøg på Incirlik-basen i Tyrkiet, hvorfra danske F16-fly angriber mål i Syrien. Foto: Heine Pedersen Fold sammen
Læs mere

Da den republikanske præsidentkandidat Donald Trump for nogen tid siden forlangte stop for indvandring af muslimer, rystede resten af verden på hovedet. Der var bred enighed om, at denne »hjemmedyrkede demagog«, som præsident Obama har døbt ham med henvisning til begrebet »hjemmedyrkede terrorister«, er farlig for verden.

Nu har formanden for Folketingets prestigefulde og vigtige Udenrigspolitiske Nævn så toppet den hjemmedyrkede demagogi ved ikke alene at kopiere Donald Trumps forslag om muslimstop. Der skal også gendarmerikorps ved grænsen og gennemføres særlove for »muslimske samfund«.

Læs også: Efter terror: Søren Espersen vil indføre muslimstop i Danmark

Søren Espersen (DF) dikterer undtagelsestilstand som den hollandske politiker Geert Wilders nyligt gjorde det i et interview i det tyske magasin Der Spiegel, hvor han sagde, at »han ikke standser sin kamp mod islam, før Holland har fået sin frihed tilbage«.

Med andre ord: Vi er besat, og vi er besat af en religion!

Den diskurs er farlig, for den er ikke alene en krigserklæring mod en hel religion. Den bygger på en sekulær fundamentalisme, som historisk set har budt på vold, terror og krig i et omfang, som ingen religioner kan hamle op med.

Den danske journalist og forfatter, Peter Wivel, skriver i sin bog, »Baader Meinhof«, om 30 år med tysk terror, at man ikke kan sammenligne al-Qaeda og det daværende Rote Armee Fraktion, men at »forskellen i grundtanken alligevel er minimal«. Hans følgekonklusion er: »al-Qaedas terror kan heller ikke, trods talløse ihærdige forsøg af såvel al-Qaeda selv som af dens fjender, forklares som en naturlig følge af islam«.

Peter Wivel vil kunne finde berettigelse for sin analyse gennem den amerikanske retspsykolog, Marc Sagemann, som har forsket i bevæggrundene for terroraktionen 11. september 2001. Han har haft adgang til 500 mennesker, som på den ene eller anden måde var involveret i 11. september. Kun en fjerdedel af disse var vokset op i en islamisk tradition, og to tredjedele af dem havde aldrig praktiseret islam. De øvrige havde et meget begrænset kendskab til islam. Sagemanns konklusion er, at det snarere er manglende kendskab til islam, som er problemet, end det er islam som religion.

Journalisten Didier Fancois, som blev holdt fanget i ti måneder af Islamisk Stat, har til flere franske medier fortalt, at IS aldrig nævnte hverken koran eller religion under hans fangenskab. David Kenner fra tidsskriftet Foreign Policy, som har haft indgående samtaler med IS, konstaterer det samme og tilføjer i bladet: De ber’ ikke engang bøn!

Efterforskningen af baggrunden hos de mordere, som gjorde sig skyldige i attentater i såvel Frankrig, Belgien som Tyskland, bekræfter ganske godt Marc Sagemanns forskning.

Vi tror, at selvmordsattentater skyldes en middelalderreligion, men 1983 var første gang, vi så Hizbollah anvende selvmord. Det skete som svar på den multinationale styrkes tilstedeværelse i Libanon efter Israels invasion i 1982. Herudover var det primært de sekulære kræfter, som var ansvarlige for selvmordsattentater i 1980erne: Hizbollah stod for syv, mens det sekulære syriske nationalistparti og Baath-partiet stod for henholdsvis 22 og ti selvmordsattentater.

I sunni-islam var selvmordsattentater fuldstændig ukendt frem til det 20. århundrede.

Alligevel er nationalisme og islamisme smeltet sammen i videobudskaberne fra de såkaldte martyrer. Men sammensmeltningen er ikke unik for islam. Hvad islamismen angår, bygger den på en fanatisme, som dybest set blev eksporteret til Mellemøsten dels af de kristne korstog, dels af sekulære kræfter gennem Atatürks folkemord på armenierne og udrensningen af græske kristne 1915-1918, 30 års-krigen i Europa frem til den Westfalske fred i 1648, Holocaust og andre af det 20. århundredes krige og folkemord.

Ifølge professor i praktisk teologi på Humboldt-universitetet i Berlin, Rolf Scheider, udgør IS »den værste udgave af nedværdigende religion og sekularisme«. Han henviser til, at deres kultur er sekulær, og at ledende kræfter i IS består af folk fra Saddams gamle sekulære Bath-regime. Men som han siger i et interview i den tyske avis die Zeit: »Enhver terrorist må retfærdiggøre sig selv (med religion, red.) Ellers er han blot en morder«.

Med den terroristiske selvretfærdiggørelse, forsvinder den vigtige fortælling, at muslimernes reaktion på det første korstog faktisk var 50 års fredelig sameksistens. Kristne og muslimer giftede sig med hinanden og fik de børn, som pudsigt nok i erkendelsesrelativisternes øjne er skabt med en helt særligt fængslende muslimsk kultur, som de ikke kan komme ud af.

Denne form for kulturessentialisme – kultur i stereotyper, som individet er fanget i – som skaber en stereotyp beskrivelse af både »de andre« og »os selv« er selvforstærkende. Det beskriver professor Per Mouritsen rammende i sin fremragende bog, »En Plads I Verden«, ligesom den østrigske krigskorrespondent gennem 20 år, Livia Klingl, i sin bog, »Wir Können Doch Nicht Alle Nehmen«, diskuterer dette forhold og retter en harsk kritik af både multikulturalismens tilhængere og fjender for at skabe kulturelle vrangforestillinger.

Man kan da også historisk konstatere, at efterfølgeren til den tyrkiske emir, Saladin, som i 1185 formåede at samle Egypten og Syrien og to år senere generobrede Jerusalem, ikke hævnede sig på de kristnes korstog fra tidligere. For det gjorde Vesten ham til æres-kristen.

Det er meget vanskeligt at skabe noget entydigt billede såvel kulturelt som religiøst. Alligevel kan de fleste af os ikke sige os fri for at forsøge. Svaret kan måske findes hos os selv.

Vort eget billede af religion som noget, der er adskilt fra politik og livet i almindelighed, er så forankret, at alt andet betragtes som middelalderligt og idiotisk. Der er bare det problem, at ingen andre kulturer ser det sådan. Danskerne gjorde det i øvrigt heller ikke selv før længe efter Reformationen og vores egne europæiske religionskrige.

Det er sandt, at adskillelsen af politik og religion sidenhen bidrog til de liberale demokratier, som vi kender i dag. Man skal bare huske, at for befolkningerne i Mellemøsten er sekularismen forbundet med grusomheder, barbari og blodsudgydelser påført udefra eller af sekulære herskere som den iranske Reza Kahn 1921 til 1944, som bl.a. lod soldater skyde mod en menneskemængde, der fredeligt demonstrerede mod at blive påtvunget vestlig påklædning.

I dag kan vi konstatere, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, erklærer, at Krim har lige så stor betydning for Rusland, som Tempelbjerget har det for jøder og muslimer. I alle sine nationale kampagnefilm gør han kampen om Krim til en hellig krig på lige fod med Zar Nikolaus’ erklærede hellige krig om Kaukasus i 1853. På den måde ophøjes økonomiske, territoriale og magtinteresser til noget større. Nøjagtigt som det er sket med de arabiske krige.

Historiker og journalist, Jens Nauntofte, skriver i sin bog, »Verden og Den Arabiske Udfordring«: »Religionen er blevet en del af krigens absurde logik«.

Heri har han så evigt ret. Det er en stor del af problemet. Ikke mindst i Syrien, hvor oprørsstyrkerne mod Assad-styret er blevet svækket af IS’ indblanding. Assad er Europas egentlige sikkerheds- og flygtningeproblem. Læg dertil Putins selvudråbte hellige krig på Krim, hans støtte til Syriens Assad samt den tyrkiske præsident Erdogans udnyttelse af kupforsøget i Tyrkiet, som på bekymrende vis minder om Hitlers udnyttelse af rigsdagsbranden i Berlin 1933.

Religiøse og kulturessentielle fortællinger skygger for de kolde magtinteressers menneskelige og åndelige fordærv.

Når først vi accepterer religionen som krigens præmis og terrorens absurde logik, bliver vort eget svar uafvendeligt det, vi påstår at ville undgå.

Naturligvis kan man tilvælge religion og kultur i raseri eller ud fra indenrigspolitiske motiver. I hellig krig er det altid lettere at mobilisere folkemasserne. Det virker, og man kan med tilstrækkelig militær styrke altid vinde et slag eller to. Måske endda en krig hist og her. Men man kan ikke vinde sikkerhed eller tryghed – for i hellig krig taber man altid freden.

Ignorerer vi dette, pådrager vi os selv et tungt ansvar.

Den første kronik af Jens Rohde blev bragt lørdag 30. juli.