Hellig krig (I)

Jens Rohde: Religion betyder noget, men det er primært, fordi krig og terror iklædes religiøs forklædning. Det kræver efterhånden en udpræget grad af eskapisme ikke at erkende, at vi har tabt freden. Dermed har vi også kompromitteret vores egen sikkerhed.

En amerikansk soldat dækker en statue af Saddam Hussein med Stars & Stripes i Bagdad 2003. ?Foto: Ramzi Haidar
Læs mere
Fold sammen

Folketingsmedlem Naser Khader (K) skriver i Berlingske 17. juli, at »moderate muslimer har et medansvar for terror«. Forhenværende ambassadør Niels Erik Andersen anfører i samme avis 20. juli, at »ingen religion kan som islam bryste sig af meningsløs voldsindustri og afstumpede mordere«. Jeg tror, at de to nævnte udsagn meget godt i fællesskab indrammer en bred holdning i Danmark. Jeg har såmænd selv abonneret på begge synspunkter, indtil jeg besluttede mig for at prøve at forstå, hvad der foregår. Det bragte mig frem til, at de anførte præmisser hverken holder som hypoteser eller påstande ved en nærmere religionshistorisk gennemgang. De står ikke prøven i hverken et kulturelt, terroristisk eller militært perspektiv.

Der findes religionshistorikere, som argumenterer for, at alle krige er hellige, hvad enten de er udkæmpet for nationen, friheden eller socialismen.

Læser man Marx’ og Engels’ kommunistiske manifest, slår man efter i Socialistisk håndbog fra 1975, læser Peter Øvig Knudsens udvidede udgave af bogen om Blekingegadebanden eller den helt igennem befriende selverkendelsesbog af Mikkel Plum med den sigende titel fra kulturrevolutionen »Bombardér Hovedkvarteret« med fyldig dokumentation af venstrefløjens argumenter og generelle gøren og laden, er man ikke i tvivl om, at historien er rig på belæg for at påstå, at alle krige på deres egen måde er hellige. De såkaldte socialistiske befrielsesbevægelsers krige fra Afrika til Asien endte da også i stort omfang i étpartisystemer og udryddelse af kontrarevolutionære.

Jeg har det privilegium at have opholdt mig flere gange i det daværende DDR. Jeg var aldrig i tvivl om, at alt hvilede på fundamentalismens hellige principper. Læser man voldsromantikkens bibel, »Texte und Materialien zur Geschicte der RAF – unerlässig«, er man heller ikke i tvivl om et nærmest religiøst element i forsvaret for vold, terror og samfundsomstyrtning.

Højrefløjen går heller ikke fri af selvudråbte religiøse krige. USAs præsident George W. Bush brugte selv betegnelsen »crusade« (korstog) om sine krige. Det skete kun en enkelt gang, og han beklagede senere, men noget tyder på, at krigen mod Irak skulle gennemføres uanset hvad, hvorfor også den fik et religiøst skær over sig. Såvel Første som Anden Verdenskrig havde klare religiøse elementer. Der kan således godt argumenteres for, at krige altid udkæmpes som hellige. Det være sig vores egne eller andres.

Set i en isoleret religiøs kontekst findes der imidlertid ikke nogen ren religiøs krig. Det er her, at kæden hopper af for såvel Niels Erik Andersen som for Naser Khader, ligesom påstanden om, at muslimer skulle være mere voldelige end alle os andre, synes at hvile på lykkelige forglemmelser.

Militærhistorikere er enige om, at mennesker aldrig går i krig på grund af én ting. Terrorforskere, religionshistorikere, retspsykologer og sociologer er stort set også enige om, at krig og terror uafviseligt har politiske motiver. Religion betyder noget, men det er primært, fordi krig og terror iklædes religiøs forklædning. Døden skal som bekendt have et højere formål.

I den sammenhæng står vi i vores kultur og verdensdel desværre ikke tilbage for islam som religion eller islamismen som ideologi, hverken i et samtids- eller et historisk perspektiv, det være sig katolikker, de sekulære samfund, den vestlige kultur eller forskellige politiske ideologier. At påstå det modsatte er desværre historieløst.

Formålet med denne dobbeltkronik, hvor fortsættelse følger i morgen, er ikke at pege fingre ad nogen. Den har heller ikke som mål at forsvare eller forklare nogens handlinger. Der foregår forfærdelige ting i denne tid, som ikke må eller kan forsvares. Jeg er heller ikke ude på at glorificere islam eller i misforstået tolerance at påtvinge os selv skylden for andres ugerninger, selv om jeg i det følgende overvejende vil forsøge at påpege nogle vestlige problematikker i forhold til vores historie og selvindsigt. Jeg skriver heller ikke i et partipolitisk ærinde, for jeg har ikke diskuteret mine synspunkter med mit parti.

Mit motiv er – helt for egen regning – at prøve at bidrage til, at vi frigør os fra konsekvent at lytte til den religiøse retorik. Hvis ikke vi formår det, er jeg bange for, at der er ikke noget stort håb om, at vi kommer nådigt ud af de meget farlige øjeblikke i historien, som vi står over for i denne tid.

Krig og terror har altid sine såkaldte causae belli: Politiske som kulturelle, økonomiske og ikke mindst territoriale. Hvad det angår, spiller Vesten en central rolle i Mellemøsten og har gjort det siden Pave Urban ll i 1095 indledte det første kristne korstog mod Jerusalem for at sikre sin egen pavelige overhøjhed i Europa og til det formål slog 30.000 muslimer ihjel i løbet af få dage.

De mange grunde og de mange ansigter, som ikke altid lige er, hvad de giver sig ud for i krig og terror, er vi nødt til – om ikke at forstå – så minde hinanden om. Ellers stiller vi de forkerte spørgsmål, og svarene bliver derefter.

Vi har i Vesten nu i 15 år ført konstant krig mod terror. Hver gang, vi oplever et terrorangreb på vestlig territorium, svarer vi tifold igen med øgede bombardementer på andres territorium. Således også efter de forfærdelige begivenheder denne sommer.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Det kan man vælge at se en slags folkelig politisk nødvendighed i. Vi har helt sikkert også vundet et slag og en krig her og der på den konto. For eksempel blev Saddam Hussein fjernet, og Osama bin Laden er død. Men det kræver efterhånden en udpræget grad af eskapisme ikke at erkende, at vi har tabt freden. Dermed har vi også kompromitteret vores egen sikkerhed.

Uanset hvor politisk ukorrekt det er at sige det, og hvor lidt vi ønsker at være ved det, så er der vel en form for logik i, at fører vi krig med vores bomber på det, andre opfatter som deres jord, så vil de altid forsøge at føre en del af krigen tilbage på det, vi opfatter som vores jord. IS har ikke F16-fly at sende ind over Europa. De benytter sig i stedet af de sociale medier til at rekruttere unge mennesker, for hvem tilværelsen ikke har noget perspektiv og derfor ikke byder dem nogen værdighed, hvorfor de falder i fælden.

Sådan fører de krigen ind på vort territorium. Det er selvsagt modbydeligt og skaber ødelæggelse og sorg hos os, ligesom det blotlægger vores sårbarhed, men det er en virkelighed, vi må forholde os til, og den har kun sjældent noget med religion at gøre.

Robert Pape fra Chicago Universitet har undersøgt hvert eneste selvmordsattentat fra 1994 til 2004. Der var stort set ikke forbindelse til religion overhovedet. Formålene har været at tvinge de liberale demokratier til at fjerne deres soldater, våben og fly ud af deres hjemstavn. Ikke engang fædrelandsforståelse, som vi kender den fra os selv, har betydning. Den findes stort set ikke, eftersom Mellemøstens regioner er tegnet af Storbritannien, Frankrig og USA med udgangspunkt i Atlanterhavspagten af 1941, hvis forvaltning – eller misforvaltning om man vil – er beskrevet af Robert F. Kennedy Jr. i et tankevækkende essay i Berlingske 19. marts.

Den britiske religionsforsker, Karen Armstrong, giver i sin bog, »In The Name Of God«, en interessant analyse af Osama bin Ladens mission. Hun argumenterer ganske overbevisende for, at missionen i vid udstrækning mere var en protest mod USAs tilstedeværelse på den arabiske halvø, end den var religiøs. Hun konstaterer også, at terroren forbrød sig imod sharia, som forbyder vold mod civile og ethvert angreb på et land, hvor muslimer har ret til at udøve deres religion.

Jeg arbejder i Bruxelles og er konfronteret med terrorens uvæsen hver eneste dag, fordi jeg konstant er omgivet af svært bevæbnet soldater. Jeg kan føle mig lige så fristet til had, intolerance og letkøbte forslag som alle andre. Men skal vi gøre os forhåbninger om at bidrage til løsninger på de trusler, som tiden udfordrer os med, må vi afvise den religiøse krig og enhver sammenkædning mellem vold, terror, krig og islam. Det er en fælde. Den gode nyhed er, at der er veldokumenteret belæg for, at det ikke er religionen, som skaber krigene. Religionen er desværre bare alt for ofte undskyldningen – nøjagtig som det skete med Muhammed-krisen tilbage i 00erne.

Accepterer vi den religiøse præmis, bliver opgaven med at skabe fredelig sameksistens uendeligt meget vanskeligere, end den er i forvejen, og vi risikerer at rette bager for smed samtidig med, at vi pådrager befolkningsgrupper kollektivt ansvar for enkeltindivider og deres uantagelige gerninger. Det vil være selvmord på vort eget vestlige liberale demokrati.

Anden del af Jens Rohdes kronik følger i morgen, søndag 3.juli.