Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det handlende England er vores!

Den danske indflydelse i England er klart øget. De tider, hvor vi blev betragtet som tavse bønder med et overskud af lurmærket smør og bacon, hører fortiden til.

Problemet med vores højstatus som stiftere af den angloamerikanske højkultur, er, at den ligesom er glemt i sStorbritannien, skriver John de Summer-Brason. Det gælder dog ikke under Up Helly Aa Festival i Lerwick, Shetlandsøerne, hvor man fejrer vikingernes indflydelse i området. Ud på aftenen sætter op til 1.000 udklædte mænd ild til et drageskib. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andy Buchanan / AFP / Ritzau Scanpix

Da A.P. Møller og Johannes V. Jensen i 1904 foreslog Danmark optaget i Det Britiske Imperium, var det ud fra en usentimental erkendelse af, at Danmark efter 1864 manglede kritisk masse til at kunne fungere som en nation. I modsætning hertil var Storbritannien et storslået imperium som solen bogstaveligt talt aldrig gik ned over.

Johannes V. Jensen gjorde i »Den gotiske Renaissance« (1901) gældende, at englænderne – England betyder »anglernes land«, og Angel er historisk en del af Danmark – altovervejende er udvandrede jyder, danskere og nordtyskere: »I England endelig og Amerika genfandt jeg den Jydskhed, der baade var mit Udgangspunkt og Ligningens ubekendte Størrelse.«

Jensen mente kort sagt, at det er jyske udvandrere – angelsaksere i 400-tallet, vikinger i 800-tallet og normannere i 1000-tallet – som i England har sparket den fabelagtige angloamerikanske ekspansion i gang med engelsk som verdenssproget. Hvor vi tilbageblevne blev præget af tøven og tvivl, hylder Johannes V. den handlekraft som karakteriserede de engelske og amerikanske verdenserobrere. Sidstnævnte skildrer han som folk, der på engelsk vis »gør hastigt Ende paa Følelser eller Stemninger, som ikke har tilsvarende Objekt i det virkelige Liv.«

Engelsk som skandinavisk sprog

Johannes V. Jensen var vidtløftig, men hans standpunkt bakkes op af en sprogforsker som Oslo-professoren Jan Terje Faarlund, der ifølge Aftenposten 28. oktober 2012 hævder, at engelsk er så påvirket af den danske tunge, at det bør klassificeres som et skandinavisk sprog. Grundstrukturen i engelsk adskiller sig fra de vestgermanske sprog ved f.eks. at have objekt efter verbet og gruppegenitiv tilfælles med dansk.

A.P. Møller var måske det største danske erhvervsikon overhovedet. Forslaget om at tilslutte sig Det Britiske Imperium blev fulgt af hans ægteskab med Chastine Mc-Kinney og overflytningen af væsentlige dele af Mærsk-flåden til USA, da Anden Verdenskrig kom. Sproget i hjemmet var ofte engelsk.

Problemet med vores højstatus som stiftere af den angloamerikanske højkultur er, at den ligesom er glemt abroad. Sådan var det ikke i begyndelsen. I TV-serien »Vikings«, hvis forfattere har nærlæst vikingetidens kildemateriale, vises det meget klart, at der løbende skete udvekslinger mellem de nordiske og de engelske magtcentre. Danske konger var så meget vestpå, at f.eks. Knud den Store er bisat i Winchester Cathedral – og ikke i Roskilde.

Herefter vokser asymmetrien dramatisk. Adskillige danske konger har stået med håret i postkassen, da de ville købe Orkney- og Shetlandsøerne tilbage – efter at Christian 1. i 1469 havde pansat dem. Danmarks Befrielse 5. maj 1945 er utænkelig uden briternes formidable militære indsats.

Når interessen for de dansk-britiske relationer bør påkalde sig stor opmærksomhed, skyldes det ikke blot de tætte historiske og genetiske forbindelser, men også det forhold, at det politiske nedbrud i det britiske demokrati – som den hårrejsende håndtering af Brexit illustrerer – ikke er en ny historie, men snarere kulminationen af 70 års deroute fra verdensmagten.

Afkoloniseringen

»Imperialism was a crime!« hed det fra min egen engelske onkel Donald (der nok hælder mest til Labour), da vi på et tidspunkt drøftede briternes forbløffende hurtige afvikling af de mange kolonier. Rigtigt er det, at briternes verdensherredømme var præget af en utilstrækkelig legitimitet. Med bagklogskaben i behold og de mange ikkevestlige, der i dag søger at immigrere til Europa og UK, står det dog også klart, at de koloniserede folk har taget briternes organisation, teknologi og retssamfund til sig i en sådan grad, at man i dag finder britiske forskere som Birmingham-professoren Nic Cheeseman, der mener, at afkoloniseringen skulle have strakt sig op til 80 år og ikke 5-15 år, som tilfældet har været for en række afrikanske lande, hvor massive investeringer nogle gange er endt hos kleptokrater, bl.a. fordi Storbritannien har frasagt sig direkte politisk indflydelse.

Fordi Danmark i modsætning til Storbritannien – der bl.a. har brændt sig på at støtte Robert Mugabes næsten racistiske styre i Zimbabwe – har forstået, at der med store minoriteter og store investeringer følger et  ansvar og behov for rammelovgivning, har vi i dag større indflydelse i Grønland, end briterne har det nogetsteds i Afrika.

Fra at indtage en arrogant storebrorrolle, er der i Storbritannien opstået ny lydhørhed over for det gamle land. Allerede i 1985 modtog dronning Margrethe under sit besøg på Shetland en anmodning om at komme hjem til Danmark – eller Norge!

Hvor de britiske storbyer i dag til en vis grad bebos af mennesker fra kolonierne, er der blandt de etniske englændere, altså dem med en nordisk baggrund, hvis country lifestyle kendes fra utallige krimier, opstået stor interesse for dansk design, mode og kultur. Danske TV-krimier har ligefrem fået betegnelsen »Nordic Noir«. Folk har efterlignet Sofie Gråbøls sweatermode fra »Forbrydelsen«. Til jul gav jeg min onkel bestselleren med den sigende titel »The Little Book on Hygge. The Danish Way to Live Well.«

Langt fra smør og bacon

Den danske indflydelse er klart øget. De tider, hvor vi blev betragtet som tavse bønder med et overskud af lurmærket smør og bacon hører fortiden til. Og det politiske system er som i USA, med skikkelser som Nigel Farrage og Donald Trump, i reel krise. Hverken Storbritannien eller USA tør tage opgøret med forældede topartisystemer med mærkelige valgmandsstemmer, hvor den med de færreste stemmer, for USAs vedkommende, kan ende som vinder.

Dronningen har ret i, at det er en uskik, når f.eks. norske unge i stigende grad møder danske unge med engelsk som fællessprog. Det er tilmed latterligt, da norsk er 95 pct. identisk med dansk.  Sprogvidenskabeligt taler vi om et dialektalt kontinuum, hvor norsk og dansk er dialekter af samme sprog.

Fordelene ved at de nordiske sprog går i glemmebogen, er imidlertid, at det styrker vore unges motivation for at gøre sig gældende i den angloamerikanske verden. Tilbage i 1900-tallet bidrog ikoner som A.P. Møller og Mærsk Mc-Kinney Møller til Danmarks heldige erhvervsmæssige integration med Angloamerika. I dag har deres arvtager som Danmarks førende erhvervsmand, Anders Holch Poulsen, med 89.000 hektar manifesteret sig så markant som Storbritanniens største jordbesidder, at navnlig Labour ønsker en opsplitning af danskerens landskaber – hvilket vel igen appellerer til at andre danske også tager land.

I udlandet undrer man sig højlydt over, at Vesteuropas højeste bygning – det 320 meter høje Bestseller Tower & Village – skal opføres i netop Brande. Med de lave grundpriser uden for hedebyen giver det dårligt mening at bygge i højden. Omvendt er symbolværdien for en af verdens førende detailkæder enorm. Og hvis vi knytter an til de maniske udviklingssyner, som Nobel-prismodtageren Johannes V. Jensen så gavmildt meddelte den danske offentlighed for godt hundrede år siden, rækker symbolværdien uendeligt meget længere. Johannes V. ville se tårnet i Brande som udtryk for, at Danmark nu er tilbage i vores oprindelige skabende rolle som iværksættere og organisatorer.