Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det Danmark, Margrethe drømmer om

Niels Skovgaard: Det samfund, Margrethe Vestager drømmer om, minder om Sverige. Et land, hvor man af frygt for at virke ekskluderende, ikke taler om indvandrerproblemerne, og dermed forringer mulighederne for at gøre noget.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er efter folketingsvalget faldet alle i øjnene, i hvor begrænset omfang Socialdemokraterne og SF har været i stand til at holde, hvad de lovede vælgerne i valgkampen på den økonomiske politiks område. Man ville gå vækstvejen. I stedet er man slået ind på sparevejen, som man før valget angreb VK-regeringen for at befinde sig på. Selv det at holde alle løfterne i det, der blev udråbt til at være et af danmarkshistoriens bedst gennemarbejdede regeringsgrundlag, har det vist sig, at man måtte opgive.

Det Radikale Venstres problem i regeringen har været at få gennemført sin politik på det indvandrerpolitiske område. Det har hele tiden stået klart, at partiet med Margrethe Vestagers ord i Politiken (4/9 2011) kræver, at »staten ikke skal blande sig i, hvem man gifter sig med gennem diskriminerende pointsystemer og test. Kærlighed kan aldrig sættes på formel og vurderes hos offentlige instanser.«

Altså en væsentligt friere adgang til familiesammenføring. Videre blev det krævet i partiets oplæg til en ny indvandrerpolitik, at »starthjælpen, 225 timersreglen og loftet over kontanthjælpen afskaffes, så ydelserne normaliseres.«

Hvad angår »normalisering« af offentlige ydelser, har partiet opfyldt alle løfter.

Hvordan denne »normalisering« vil påvirke interessen for at komme til Danmark fra den tredje verden, kan kun tiden vise. Kendsgerningen er jo, at man ikke behøver at tage længere væk end til Tyskland eller Frankrig, før folk spærrer øjnene op, når man fortæller dem om, hvor meget normale danske sociale ydelser udgør.

I forbindelse med kravet om, at kærlighed ikke skal »vurderes af offentlige instanser« har de Radikale i høj grad måttet give køb. Således behandler Folketinget i dag regeringens lovforslag (L 104) om fjernelse af pointsystemet ved familiesammen­føring, lempelse af tilknytningskravet i forbindelse med 24-årsreglen og af de økonomiske krav til den familiesammenførende ægtefælle. Men de andre regeringspartier har holdt fast i 24-årsreglen, selv om modstanden fra SF alene skyldes, at partiet har fået vredet armen om. De Radikale har derfor varslet, at man ved næste folketingsvalg vil stille krav om ophævelse af 24-årsreglen.

»Vi synes, at den her regel hører en helt anden tid til. Dengang Dansk Folkeparti bestemte dansk udlændingepolitik,« udtalte de Radikales indfødsretsordfører, Zenia Stampe, til Berlingske (26/12 2011). Baggrunden for kravet er, udover ønsket om at fjerne, hvad man opfatter som utidig statsindblanding, som partiet skrev i sit valgoplæg om indvandrerpolitikken, at de Radikale »betragter udlændinge som en ressource for Danmark«.

»Udlændinge skaber værdi for Danmark. Så enkelt kan det siges, og det er det, de Radikales udlændingepolitik afspejler,« som det hedder på partiets hjemmeside.

Hvordan er man nået frem til sådan en betragtning uden nogen form for forbehold? En kronik i Jyllands-Posten af Margrethe Vestager: »Det Danmark, jeg drømmer om« (10/2 2009) kan give et svar. Man kan ikke bebrejde Vestager for i kronikken at forsøge at tegne et rosenrødt billede af indvandrersituationen i Danmark. Hun skriver: »Gennem de sidste år er brændende biler og skyderier i gaderne blevet en del af vores hverdag. I dag gennemfører færre børn af indvandrere en ungdomsuddannelse. I dag ender flere børn af indvandrere i kriminalitet«. »Når jeg konstant læser om æreskriminalitet og tvangsægteskab i aviserne. Når jeg møder mennesker, der fortæller mig, at 65.000 kvinder med udenlandsk baggrund står uden for arbejdsmarkedet, kan jeg ikke genkende det Danmark, jeg elsker og holder af.«

Hvordan hører dette billede af kriminalitet, manglende selvforsørgelse, mennesker, der ikke vil det danske samfund, sammen med det entydige billede af »udlændinge som en ressource«? Vestagers svar er: »Det er en gammel sandhed, at tryk avler modtryk. Ligesom vold avler vold«. Til dem, der svarer, at det ikke er danskerne, der er skyld i indvandrerproblemerne, indvender hun: »Sig det næste gang, der er en, der sammenligner tørklæder med hagekors. Næste gang der er en, der undrer sig over, at vi internerer afviste asylansøgere i lejre. Næste gang der er en, der står frem og siger, at de ikke kan få deres kæreste eller udenlandske ægtefælle med hjem til Danmark«.

Altså: De skyldige i indvandrerproblemerne er VKO, der konsekvent har søgt at holde nogen »uden for festen«: nemlig folk, der har et andet »navn, socialklasse og hudfarve«, og som »ikke deler flertallets meninger og holdninger.«

Kronikken viser Margrethe Vestagers metode til at forstå sociale problemer: Hun mener, at opgaven består i at finde de bagvedliggende skyldige. Ikke noget med langhårede sociologiske teorier om kultursammenstød og kulturkonflikter og dannelsen af parallelsamfund. Ikke noget med indviklede problemer om, hvor meget plads vi skal give mennesker, der truer vores liberale sekulære grundstruktur med ønsker om at indrette vores samfund efter fortolkninger af hellige skrifter. Set med Vestagers briller er det »racisme«, der er årsag til alle problemerne.

Metoden med at finde de bagvedliggende skyldige i sociale problemer er en gammelkendt form for samfundsvidenskab, som vi kender fra talrige konspirationsteorier. Udover det had til »de skyldige«, som sådanne teorier er gode til at producere, baner de ikke vejen for nogen form for problemløsninger.

Håbet er altså lysegrønt. Tankegangen er, at hvis en ny regering kan få rullet hele VKOs indvandrerpolitik tilbage, forsvinder problemerne. Men måske er håbet mere end lysegrønt og solidt placeret i de mytologiske tåger. Ser vi nemlig tilbage på tiden før VKOs stramninger til dengang de Radikale som medlemmer af regeringen var medansvarlige for udviklingen, var problemerne større, end de er i dag: Nemlig problemerne med den konsekvente udnyttelse af unge mennesker gennem arrangerede ægteskaber til at foranstalte en kædeindvandring. Problemer med samfundets forsørgerbyrde over for indvandrere uden for arbejdsstyrken. Problemer med indvandrerkriminaliteten, der ikke mere er så udbredt, selv om indvandrere og efterkommere stadig er stærkt overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikken.

Problemer med oplevelsen hos minoriteter af at blive diskrimineret i det danske samfund. Det går også bedre for unge med etnisk minoritetsbaggrund i skolesystemet, selv om især de muslimske drenge halter bagefter (i et system som det danske, hvor man vurderes efter indsats og ikke ud fra, hvad man er, har muslimske piger alt at vinde. Muslimske drenge har alt at tabe).

At der i dag er flere og flere voldsramte indvandrerkvinder, der søger beskyttelse på krisecentrene, må vel også betegnes som et klart fremskridt. Kvinder med etnisk minoritetsbaggrund udgør nu omkring halvdelen af dem, der søger hjælp på krisecentrene. At problemerne er blevet mindre, kan også ses af, at det er blevet mindre interessant for medierne at skrive om islam og integration.

Og der er ikke tale om tilfældigheder. Der er sammenhæng i tingene. VKOs stramninger har gjort opgaven med at håndtere problemerne i forbindelse med indvandringen mere overkommelige. De positive konsekvenser af det oplever alle, danskere såvel som nydanskere.

Ingen er tjent med det Danmark, Margrethe Vestager drømmer om og som minder om tilstandene i Sverige. Et land, hvor man af frygt for at virke ekskluderende, ikke taler om indvandrerproblemerne, og hvor mulighederne for at gøre noget reelt ved problemerne derfor er langt ringere.

Det er derfor også uden nogen form for rimelighed og retfærdighed, at de Radikales indvandrerpolitik har fået betegnelsen humanistisk. Man overholder måske, hvad man kalder den pæne tone, men indholdet er ikke humant.