Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Borgerlig b(j)ørnetjeneste

Eva Aaskov: Den lovede håndsrækning til den ophængte børnefamilie endte som et brag af et slag i ansigtet. Det skulle være så godt, og så endte det faktisk med at blive værre end nogensinde.

Tegning: Kamilla Wichmann Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nøj, hvor jeg glædede mig dengang under valgkampen i 2007. Jeg var nybagt mor, og der på TV stod mine partier og lovede at afskaffe lukkedage i institutionerne, indføre madordninger, så forældrene slap for at smøre madpakker og alle 0 til 6-årige samtidig blev sikret sund, afvekslende og spændende mad i institutionerne. Jeg labbede det i mig som en kat drikker fløde og tænk, det var ikke engang tomhændet valgflæsk fra S og SF, som sådan noget sukkersødt ellers plejede at være! Nej, denne gang kom det som noget lokkende for netop mig, lige på rette sted, rette tid og fra de rette partier, nemlig V og K, dem, jeg altid har stemt på. Fantastisk!

Nu, tre år efter, sidder jeg tilbage med en følelse af at de flotte karameller med »mere tid og overskud« i, som V og K ville dele ud til os ophængte forældre i det følgende frikvarter, aldrig kom rundt. Jeg repræsenterer en helt almindelig familie bestående af to voksne, begge privatansatte på kontor, (og lige for en god ordens skyld, Helle og Villy, derfor ofte med en arbejdstid på over 37,5 time/uge – det kaldes »interesse-tid« af arbejdsgiver, eller ulønnet overtid af medarbejderen).

Nå, vi har et gammelt hus, en firmabil (betalt via skatten, kan man sige) og en gammel bil (min) fra 1995. Vi har hverken samtalekøkken, orangeri eller sommerhus, vi har bare tre børn under fire år samt lang transporttid til arbejde pga. et langsomt S-togsnet og/eller en underdimensioneret motorvej. Og hvad har jeg så oplevet, siden de borgerlige vandt i 2007?

I stedet for fem lukkedage/år har vi nu fået ti (så mor eller far skal bede om ferie hos arbejdsgiver på helt fastlagte datoer).

I stedet for vellavet varm mad, nybagte boller og frisk frugt i vuggestuen, som igennem mange år har været finansieret af kommunen, fyres vores mad-dame nu, og nu står den på madpakker fremover, ikke bare som hidtil i børnehaven, men nu også i vuggestuen.

I stedet for hidtil, hvor der kom en vikar, hvis en pædagog blev syg, kommer der nu ingen, og de små må sidde med bleen fyldt eller en våd bluse lidt længere, før de resterende pædagoger når til dem. Der er derfor nu ofte situationer, hvor en voksen skal håndtere ti et-tre årige børn på en stue samtidig, mens kollegaen skifter et barn, henter madpakkerne, fylder opvaskemaskinen i køkkenet eller holder frokost. Det giver ikke ro i tankerne på jobbet for mor og far og det letter heller ikke afleveringen om morgenen, skulle jeg hilse og sige, og derved kommer mor eller far også for sent og stressede på job.

I stedet for at de førhen var 21 børn på mit barns børnehavestue, lukker de nu den stue og lægger den sammen med de øvrige to i institutionen, så vi kommer op på stuer med omkring 25-27 børn. Samtidig medfører det, at børnene i vuggestuen ikke kan rykke automatisk op i børnehaven ved tre-års alderen. Så nu må de blive sammen med vuggestuebørnene til de nærmer sig de fire (det bliver hårdt at være 11 måneders baby blandt understimulerede fire-årige). I stedet for gratis bleer i vuggestuen er der nu ingen bleer, (så dem skal mor og far også lige huske at købe flere af og tage med om morgenen).

I stedet for gratis mælk i institutionerne til måltiderne, er der nu vand (så kan mor og far prøve, om vi selv kan nå at give vores børn den anbefalede halv liter mælk/dag, i de ca. fire timer, vi har sammen med vores vågne børn pr. døgn på hverdage). I stedet for små udflugter/ture med institutionen, f.eks. en bustur ud i skoven eller til en bondegård, har institutionen nu mistet sit bus- og togkort, det var for dyrt? Så nu kan de få pædagoger, der er tilbage og på arbejde, se, om de kan berige ungerne med det man kan nå på små gå-ben i det nærmeste villakvarter nær børnehuset.

I stedet for at vi vidste, at vores ældste om få år skulle i skolen nærmest vores bopæl, med en sikker skolevej og naboens børn som skolekammerater til følge, indføres nu flydende skoledistrikter, således at kommunen kan flytte børn uden for distrikterne, så også skolen i den anden ende af byen bliver fyldt helt op.

I stedet for skoleklasser, der nogle gange var 19, 20 eller måske 26 elever i, indføres nu, at alle klasser skal have 28 elever i hver, dog ’kun’ 26 i indskolingen (ih dog). Hvor de børn, der lider af f.eks. ADHD, asperger eller har forskellige sprogproblemer, før fik en ekstra hjælp eller et specialsted at være, skal de nu »inkluderes« (det gyldne ord i kommunen netop nu). Dvs. at i børnehaven, hvor en syg pædagog ikke giver en vikar, og i skolen, hvor de før måske var 21 i klassen, nu 26 eller 28, fremover yderligere skal kunne rumme disse børn i dagligdagen. Det føler mor og far, hverken kommer til at gavne de børn med behovene eller alle de andre, der nu må opleve at de voksnes tid oftere vil gå med at hjælpe de få end de mange.

Summen af det hele er endt med, at jeg, som borgerlig kernevælger, nu sidder med et tomt, desillusioneret blik, ludende skuldre og sammensunken ryg og stirrer vantro på et billede af Helle og Villy i min rystende hånd. Helle, som i årevis har givet mig eksem og krummede tæer ved tanken om at hun en dag skulle lede Danmark. Og Villy, der fik 3 i regning og stadig tror, at penge er noget, vi laver på en trykkerimaskine, men som ellers er meget hyggelig. Som skolebibliotekar, ikke som minister for noget som helst. Er det der, jeg er på vej hen? En gammel V og K kernevælger?

Jeg er ked af, at jeg valgte at bosætte mig i en af Danmarks såkaldte rige kommuner, der stadig betaler til ’de fattige kommuner’ – kommuner som, når det kommer til stykket, muligvis både har mælk, buskort og mad-dame i vuggestuen, svømmehal, specialundervisning og kun 16 elever i klassen?

Ked af at jeg som borger i kommunen ikke har kunnet have indflydelse nok på, at rådhuset ikke ’har kunnet magte’ at lægge budgetter, så budgetterne ’er skredet’ for dem med summer, man ikke fatter, og med ledere og direktører med lønninger og aftrædelsessummer, der ligner Onkel Joakims pengebunker, ked af at finanskrisen og tilflyttere til kommunen med specielle behov (muligvis, efter sigende) har drænet kommunekassen, i et omfang, så al service nu lægges hen på hylden for tabt og glemt.

Ked af at kommunen, på fallittens rand stadig (!) fastholder millionstøtte til byens teater, hvor en snæver, bedrestillet kreds kan spadsere hen, med en pose Toms Dronningemandler i Hermès-tasken, og se noget de også snildt kunne opleve i biografen eller læse en bog om. Ked af at høre, at indkøb i det offentlige regi bare sejler, så grossister og leverandører griner hånligt hele vejen hen i banken efter at have leveret varer, der endnu en gang er både dyre og dårlige.

Ked af at ingen rigtig tager ansvar. Ked af at det ikke er hardcore folk fra f.eks. Dansk Supermarked, A.P. Møller og lignende, der leverer folk til offentlige stillinger som indkøbere, HR-folk og ledere. Ked af mangel på tæft og handledygtighed i det offentlige, år efter år.

Derfor har jeg som vælger ikke noget lys for enden af tunnelen lige nu. De borgerlige har helt slukket deres lampe, tabt batterierne på en ferie eller glemt at lade dem op, og S og SF står og lyser med et usikkert og flakkende lys i mørket med en lille æske tændstikker, de har neglet på et værtshus. Uha.

Hvad skal jeg vælge? Pest eller kolera? Hvem kan trække en kanin op af den høje hat lige nu og vende skuden, for den er da på vej hen mod et stort destruktivt vandfald, hvor dårlig ledelse, manglende ansvarstagen og inkompetence danner de sugende hvirvler i floden. Hvem magter det overhovedet, og er kommunerne egentlig en omgang rigtig dårlig amatørteater, hvor vi alle med vort dagligdags liv, fjernt fra Borgen, er taget til fange i salen?