»I hope you understand me«. Sådan sang Simon Kvamm med overdreven britisk artikulation i showets sidste ekstranummer, et afdæmpet cover af Depeche Modes »Shake The Disease«. Og efter to timer og 40 minutter i selskab med silkeborgenseren og dennes aktuelle soloshow »Vandmand« følte man bestemt, at man forstod sig en hel del bedre på ham. På hans tanker, humor, musikalitet og ophav.
Med en skønsom blanding af lommefilosofi, musiceren, ungdomsanekdoter og dagligdagsscener fra hans liv som nytilflytter i Klitmøller er soloshowet (hvor han assisteres af guitaristen Felix Diarra og percusionisten Jakob Mayland) en legeplads, hvor Kvamm kan få afløb for de indfald, som ikke passer i Nephew-, De Eneste To- eller Angora-regi.
Showet er et frirum, hvor han ikke død og pine skal agere som enten seriøs rockmusiker eller goofy komiker. Her må og skal tingene gerne flyde sammen. Og det er sådan set i det krydsfelt, at Kvamm er bedst. Når attituden skrælles af, og der bliver plads til improvisation, småfejl, selvironi, pinagtigheder og lidt alvor. Ligesom det også er tilfældet med fx Niels Hausgaard, som det er oplagt at sammenligne Kvamms nye show med. Ingen kostumer eller andre billige tricks. Kun ord og musik.
Særligt anekdoterne fra ungdomstilværelsen i Silkeborg var skidesjove. Her dissekerede Kvamm med morsom kløgt sin teenage-tid med Yamaha 4-gear, dunvest, cowboystøvletter og butterflykniv. Han beskrev livligt nogle af de småabsurde og genkendelige scenarier, som ofte udspiller sig i en drengegruppe. De interne dynamikker og indforståetheden, dem hudflettede han glimrende.
Halbalminder og jyske surfere
Vi kom blandt andet med drengeslænget til halbal, hvor Kvamm den yngre fik så rigeligt med pæresnaps indenbords, at han fik placeret en af sine tynde klaverfingre i et helt forkert hul! Halbal-minderne resulterede i, at han og bandet kastede sig ud i et ømt cover af eurodance-klassikeren »Rhythm Is A Dancer«, hvor Mayland brillerede med chillet rap.
Ligeledes var hverdagsobservationerne fra det jyske surferparadis Cold Hawaii også noget der ruskede i lattermusklerne. Her lærte vi, at Kvamm føler sig småjaloux på de unge surferdudes, men samtidig hader han måden, hvorpå de altid skal svinge med deres lange hår. Den historie ledte over i Otto Brandenburg-omskrivningen »Alle Surfere Er Glade For Piger«, en sang som højst overraskende (og skidemorsomt) sluttede bestialsk.
Anderledes svingede Kvamms egne nye sange en del i kvalitet. Flere virkede en tand for fjollede og letbenede, mens andre havde mere på hjerte. Men de fungerede i den henseende, at de bandt showet sammen.
I showets anden halvdel blev det også til et kort gensyn med Angora-favoritterne Baune og Pim de Keysergracth. Figurer som stadig holder. Mod slutningen slog Kvamm sig sågar løs med noget moderne dans og fik publikum til at synge »gu-le-rod« i kor. I sig selv lidt af en bedrift. Det var dog som få andre af aftenens indslag i den lige vel platte ende.
Overvejende var Kvamms turdebut dog rigtig veloplagt og herligt blottet for selvhøjtidelighed.
Hvad: Simon Kvamm »Vandmand«, turnépremiere
Hvor: Skråen i Nordkraft, Aalborg, torsdag
