»Hvem kan sige nej til en engel?«. Sådan hedder et album med nationalskjalden Kim Larsen fra 1994. Nu skal denne anmeldelse godt nok ikke handle om »Lune« Larsen, men med netop den titel har den gamle gavflab altså fat i den lange ende. I hvert fald hvis man med lidt rask fantasi forestiller sig, at titlens engel er den amerikanske singer/songwriter Angel Olsen.
For den 29-årige indiefolk-sangskriverske fra St. Louis i midtvest-staten Missouri er et både hjerteskærende og smilfremkaldende musikalsk bekendtskab, som det er svært at afvise endsige takke nej til. Navnlig når hun lukker op for vadsækken og deler ud af sine vingeskudte, ufiltrerede og sjaskcharmerende kærlighedssange, der både kan til at få det til at svide og ætse dybt inde i sjælen, men undertiden også er i stand til at fremkalde et smil eller to. Og ved torsdagens koncert i Studie 2 delte den underfundige amerikaner rundhåndet ud fra hele følelsespaletten af sange.
Angel Olsens popularitet er stødt opadgående. Første gang hun besøgte landet i foråret 2014 spillede hun på Ideal Bar, dernæst tog hun et skridt opad og indtoget fyldt Lille Vega samme efterår, som nu altså atter var opgraderet til et udsolgt Studie 2. Man kunne måske frygte, at en sådan opgradering ville ske på bekostning af intimiteten, men Olsens indtagende væsen og afvæbnende humor fremstod dybt nærværende i DR Koncerthusets næststørste sal.
Koncerten startede dog småkikset grundet en lidt for kreativ lysmand, som åbenbart mente, at der lige skulle skrues lidt på nogle knapper under det ellers indtagende åbningsnummer, den forelskelsesunderkastende klagesang »Never Be Mine« fra Olsens aktuelle udspil »My Woman«. Det virkede mildt sagt underligt at stå der i salen med lyset helt tændt, mens Angel stod deroppe på scenen og sang sit hjerte ud.
Men der kom heldigvis styr på scenelyset allerede i aftenens andet nummer, den sejt gyngende »Hi-Five« hvor Olsen og hendes 5 m/k store backingorkester rullede smukt afsted med drevne trommer og herligt lodden vintagelyd på guitarerne. En vibe, som det velsammenspillede hold fortsatte i den efterfølgende rockhidsigprop »Shut Up, Kiss Me«, der med sit brusende kommandorefræn »shut up, kiss me, hold me tight« gik rent ind.
Udtryksfuld og varieret stemme
Cool-quirky Olsen hyggesludrede indtagende med publikum om løst og fast. Om ex-Fugeeén Lauren Hill, bandets Christiania-besøg tidligere på dagen, om hvordan DR Byens særegne konstruktion mindede hende om science fiction-filmen »Ex-Machica« og hvem der mon kunne låne hende en cykel, når hun skulle i byen efter koncerten. Gad vide om det lykkes hende at score en jernhest?
Olsens stemme er utrolig udtryksfuld og varieret. Den drev i længselsfuld slowmotion ud over den dvælende og minimalistiske »Heart Shaped Face«, mens den fik et hypnotisk slør af Stevie Nicks-mystik over sig på »Sister«, hvor det jakkesæts- og Texas-slips-klædte orkester spillede en vis legemsdel ud af bukserne i den Fleetwood Mac-klingende outro, der fik musikalsk for- og nutid til at smelte flot sammen.
Den 90 minutter lange seance blev rundet smukt af med de to messende og adstadigt voksende ekstranumre »Intern« og »Woman« som langsomt lettede for at svæve op under loftsbjælkerne. Deroppe, hvor engle cirkulerer for at holde øje med os.
Hvem: Angel Olsen
Hvor: DR Koncerthuset Studie 2, torsdag
Hør Angel Olsens seneste album »My Woman« her:
