Blødende hjerter i en blikdåse

De store soulstemmer Mary J. Blige og Maxwell havde svære betingelser ved ujævn dobbeltkoncert i Falconer Salen fredag.

Mary J. Blige på scenen i Falconer Salen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andreas Beck
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det kunne have været så godt. Dobbeltkoncert med Mary J. Blige og Maxwell. To store stemmer og musikalske personligheder, der på hver deres måde satte et markant aftryk på soulmusikken i 90erne.

Mary J. Blige fra The Bronx i New York, der fik sit kaldenavn, The Queen of Hip Hop Soul, fordi hun var en af de første til at bygge bro mellem soulmusikkens inderlighed og hiphoppens bounce, bling og attitude. Og dermed var med til at skabe en lyd, der kom til at dominere hitlisterne på godt og ondt langt op i 00erne.

Maxwell fra Brooklyn i New York, der sammen med kunstnere som Erykah Badu og D’Angelo var frontløber i neo-soul-bevægelsen. En bevægelse der samlede tråden op fra fortidens store mestre og insisterede på, at soul stadig kunne være håndspillet, varm, sexet, spirituel, funky og ja, kunst.

Som sådan kunne det godt se ud som om, vi her skulle møde to kunstnere fra hver deres side af hegnet. Så at sige. Og jo, forskellene i de to sangeres udtryk er helt klart til at tage og føle på. Men fælles for dem er dog inderligheden, blotlæggelsen af det blødende bankende hjerte. Sjælen.

Desværre gjorde lyden i Falconer Salen ingen af dem nogen tjenester.

Foto: Andreas Beck.

Værst gik det ud over 45-årige Mary J. Blige, der indtog scenen som den første med masser af rå nerve, attitude og budskaber om, at man skal elske sig selv som den (kvinde), man er. Kæft en sej dame. Hende fucker man altså ikke med.

Men det gjorde omstændighederne så alligevel. Øv hvor lød det ringe. Noget af det var helt klart Falconer Salens skyld, men hendes dødssejler af et band gjorde hende heller ingen tjenester. Her stod en af alle tiders største kvindelige soulstemmer og krængede sine flossede følelser ud foran os. Og så lød det mest af alt bare som en skinger jamren ude i salen. Decideret uværdigt.

Det blev dog lidt bedre i løbet af det fem kvarter lange sæt. »My Life« flød lækkert på sit tilbagelænede Roy Ayers-sample, mens hun på »Take Me As I Am«, »Not Gon’ Cry« og »No More Drama« sang sig så langt ud i følelsesregistret, at den dårlige lyd var helt underordnet. Det var umuligt ikke at blive rørt.

Efter en halv times pause blev det Maxwells tur. Den 43-årige sanger er i dag en classy soulman i tætsiddende jakkesæt, kort hår og med en nyfunden selvsikkerhed på scenen. Og det gav et tiltrængt gearskifte til aftenen. Der var ganske enkelt en bedre energi på scenen. Som da også blev hjulpet af, at Maxwell havde et både større og bedre band med end Mary J. Blige.

Foto: Andreas Beck.

Selvom lyden stadig ikke var optimal, fik Maxwell det til at fungere. Og så længe han holdt sig til de smægtende og funky up-tempo-numre fra debutten »Maxwell’s Urban Hang Suite« var der liv og glade dage.

Men det blev en noget ujævn seance. Det var meget musikalsk, der var en god og positiv energi på scenen, og Maxwell fik vist, at han er en dygtig sanger. Men koncerten gjorde det også klart, at sangskrivningen ikke er hans største force. Det er ret sigende, at nogle af koncertens mest mindeværdige øjeblikke var hans covers af Kate Bush- og Prince-sange.

Foto: Andreas Beck.

Spørgsmålet er, hvorfor Mary J. Blige og Maxwell overhovedet har valgt at turnere sammen. De delte ikke scenen på noget tidspunkt. Og dermed forspildte de også chancen for at skabe nye kunstneriske åbninger og fortællinger. Hvad er så pointen? Temmelig skuffende. Men dog tilgiveligt nok, hvis resten så bare havde siddet lige i skabet.

Hvad: Mary J. Blige & Maxwell
Hvor: Falconer Salen, fredag