»Det blev sgu for grimt alt sammen«.
Sagde han sgu? Han sagde det endda om sin egen musik. Ordene faldt til Berlingske for nylig og kom fra en meget kendt komponist.
Vi lader manden forblive anonym. Især fordi han ikke har ret.
Bølgerne gik højt dengang i 1950erne. Det blev årtiet med de vildeste eksperimenter, verden endnu har hørt. Årtiet med musik baseret på tal og formler og kast med tilfældige terninger. Årtiet med musik i form af støj.
For alle de store komponister var enten døde eller flygtet fra krig og forfølgelser dengang. Verden tilhørte kunstnere med bare et par årtier på bagen. Og hvad unge mænd i fri dressur kan finde på, ved vi jo godt. Kald det kejserens nye klæder.
Eller hvad? Når man sidder i Diamantens mørke og hører time efter time med den tids toner, bliver man alligevel i tvivl.
Afspilningen af Karlheinz Stockhausens mesterlige »Gesang der Jünglinge« fra 1956 begynder før tid, begynder over højttalerne ude i Det Kongelige Biblioteks foyer. At opleve denne uhyggelige manipulation af en ung drengs stemme til akkompagnement af kaffekopper og smalltalk er rystende i dobbelt forstand.
Salen åbnes. Ud strømmer en af franske Pierre Schaeffers historiske »Fem studier i støj« fra 1948. Lyden af tøf og dampfløjt og klingre sveller kommer tæt på Morricones legendariske lydspor til »Den gode, den onde og den grusomme«.
Uden satsning på avantgarde, ingen popkultur. En vigtig påmindelse.
Og videre med Stockhausens sjældent hørte »Chöre für Doris«. En erotisk erklæring til komponistens første hustru. Han skulle senere forkaste alle ungdomsværker undtagen dét. Ville han vise verden, at han også kunne komponere ... rigtigt?
Vi vil altid det smukke
Mogens Dahls kammerkor synger det bevægende smukt. Ligesom tre musikere bagefter spiller Ib Nørholms tidlige trio for klaver, violin og den dybe cello bevægende smukt.
Begge dele sender en erkendelse rundt i salen den aften. Nemlig at klassisk skønhed ikke kan knægtes. At vi altid vil det smukke:
Det lykkedes måske nok mændene bag modernismen at slå alle de gamle former i stykker. Men selve de udøvende kunstnere synger og spiller, som de altid har gjort. Komponisterne fik aldrig gjort kål på den følsomme klang hér eller det smukke vibrato dér - hvilket selv den mest kompromisløse avantgarde så nyder godt af nu.
Tag bare Pelle Gudmundsen-Holmgreens fine »In terra pax« fra 1961 for lille orkester. Komponisten havde lige været sydpå og hørt avantgardens tsunami af toner for første gang. Hvorpå han stormede hjem og skabte sine egne livtag med stilen. Og sidder jo altså lyslevende i Diamanten endnu et halvt århundrede senere.
Også komponisten Else Marie Pade ånder endnu. Ikke mange har hørt hendes klassiske »Syv cirkler« fra 1959 live. Kollegerne over hele verden kalder hende elektronisk musiks »gudmoder« i dag. Værket den fredag hører ellers ikke til hendes stærkeste. Hele teksturen virker lidt tynd efterhånden. Salen får til gengæld fantastiske fotos af galakser som Sombrerotågen og den utrolige Messier 99. Sidstnævnte mødte for længe siden en usynlig søster af mørkt stof og blev trukket skæv.
»Konstellationer« fra midten af 1950erne af Per Nørgård er anderledes rigt. Igen storspillet af et dusin talenter i det ungdomsorkester, DR så skændigt sparede væk for nylig. Men som heldigvis har overlevet på støtte fra Statens Kunstråd og et par private fonde med hjerne.
»Konstellationer« var i øvrigt også det værk, Nørgård engang sendte til en berømt kollega - selveste Jean Sibelius. Tanken giver en aften som den fredag historisk sus.
Og det hele munder ud i periodens måske største genistreg: Stockhausens vanvittigt udfordrende »Kontrapunkte« for ti musikere. Men fordi alle har arbejdet så varmt for sagen, glider samtlige dissonanser lige ned.
Hvilket stort møde med det abstrakte! Hvilken uforglemmelig slutning!
Vi fortjente jo nok det grimme dengang og gør det måske endnu. Det grimme kan hurtigt blive smukt i en dybere forstand. Avantgarden lyver ikke. Tak til alle. Og øv. B
