Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Vores kulturtab er enormt«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der findes sult. Det ved vi. Men der findes også kultursult, og kultursult er videnssult. Nej, vil nogen sige, kultursult er oplevelseshunger. Jo, men hvis oplevelse ikke kun er gentagelse, så er oplevelse erkendelse, og erkendelse er viden, af og til måske ligefrem indsigt, og indsigt er frugtbargjort viden.

Forleden skrev den tidligere konservative minister Brian Mikkelsen i Berlingske om kulturens betydning. Han beklagede, at statslige museer nu ser sig tvunget til at ophøre med den gratis adgang, han selv fik indført i sin tid som kulturminister. Det var et vigtigt indlæg. Og i betragtning af, at det kom fra en moderne politikers hånd, enestående.

Hvordan det er at sulte, ved de færreste. Selv har jeg engang fået en lille bitte forsmag på det. Nok til at jeg kan forestille mig, tror jeg, hvordan det er.

Som helt ung tilbragte jeg det meste af et år på at arbejde mig fra land til land i den del af Europa, der dengang var frit. Nåja, frit og frit, Spanien og Portugal var stadig diktaturer. I Frankrig vandrede jeg omkring i lang tid uden steder at sove og med kun en lille smule brød at spise.

Som dagene gik, blev jeg mere og mere besat af tanken om mad. Efterhånden kunne man ikke tænke på andet. Den, der husker Chaplins »Guldfeber« med scenen, hvor Big Jim i sin hallucinatoriske sulttilstand oplever kammeraten, Chaplin, som en lækker høne, ved, hvad jeg taler om. Til sidst overvandt jeg min stolthed og gik tiggergang ind på en gård. Jeg fik mit livs mest fantastiske måltid: Store skiver duftende brød med æblefedt og perlende hjemmeavlet hvidvin, kaffe og pærebrændevin.

Lige så voldsomme fysiske udslag har kultursulten måske ikke. Og dog: Hvis man i en periode har været tvunget til at høre konstant popmusik og overvære den type primitive samtaler, der kan sammenlignes med grynten og øf – samtaler, der i dag sendes i metermål på DRTV og TV2 i form af forskellige slags reality-programmer – får man en stærk, helt fysisk længsel efter at høre en klaversonate af Beethoven og læse en bog, der ved sin blotte eksistens minder om, at mennesket også kan være et intelligensvæsen.

Brian Mikkelsen gør ret i at advare de statslige museer mod at droppe den gratis adgang, selv om de kan føle sig nødt til at gøre det af økonomiske grunde. Han fortæller, hvad de har betydet for ham selv. Han var heldig. Han havde en far, der var historisk interesseret.

Det havde jeg også. Hver eneste vintersøndag brugte vi på de københavnske museer. Verden udvidede sig. Livet fik perspektiv. Min mor var forslugen på malerier. Der findes ikke den kunstudstilling eller det kunstmuseum i København, hvor jeg ikke har tilbragt timer som dreng.

Og hver eneste torsdag aften tog min far mig med på biblioteket på Jernbane Allé i Vanløse. De lange rækker af bøger var landskaber af eventyr og muligheder. I dag er der bibliotekarer, som hånligt kalder biblioteket for et boglager. Vores kulturtab er enormt. Skærmen kan ikke erstatte det. Læsningens rolige åndedrag, den indre verdens oplevelse, er blevet væk for mange. Dette er måske hovedårsagen til, at så mange yngre og unge er primitive sprogbrugere og ved så lidt om verden.

Regeringen har efter grønthøstermetoden dikteret samme besparelse i hele den offentlige sektor. Når det viser sig vanskeligt at styre det offentlige forbrugs himmelflugt, er grønthøstermetoden et fristende redskab at tage i brug. Til en vis grad også et rimeligt redskab. Ligesom når chaufføren beder folk rykke lidt sammen i bussen. Der vil som regel være plads til én til. Men bliver man ved med at bruge metoden, ender det med, at folk ikke kan få vejret.

I sit indlæg udpeger Brian Mikkelsen meget præcist årsagerne til, at det er nødvendigt at forsvare og styrke kulturinstitutionerne. Dansk kultur og tradition er udfordret af indvandringen, og i lige så høj grad af værdirelativismen, folkeskolens opløsningspædagogik samt »en kynisk materialisme, som ikke tager højde for værdien af de institutioner, der har opbygget vores samfund«.

Det er et vigtigt budskab. Og enestående. Langt de fleste politikere er uden første- håndsengagement i kulturen. Derfor taler de i floskler om den. Men Brian Mikkelsen taler af egen erfaring. Han har selv kendt den kultur-sult, der, når den bliver imødekommet, giver så stor fylde til livet. Det gjorde ham også til en enestående kulturminister. Hvor kulturministerposten for de fleste toppolitikere blot er en sinecure-post, valgte han den, selv om han kunne have valgt en, der rangerede højere i hierarkiet. Men han vidste, at alting begynder og ender i kulturen.

Som kulturminister havde Brian Mikkelsen en fin partner i daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, der var velbevandret i kulturelle spørgsmål og forstod deres betydning for fællesskabet. Det gør nuværende kulturminister Bertel Haarder også.

Derfor kan det undre, at Bertel Haarder har accepteret at anvende grønthøstermetoden på de kulturelle institutioner, der i forvejen havde åndenød. Han, der engang har skrevet om grænser for politik, ved da bedre end de fleste, hvad politik er: At styre og prioritere i forhold til værdier.