Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»De eneste rationelle i klima-cirkusset er erhvervsfolkene«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man kan nogle gange få den skrækkelige tanke, at vi ikke er nået længere end til at danse tilbedende om totempælen. Hvis De sammenligner den reelle betydning af de sidste to ugers klimakonference i Paris, COP21, med den betydning, den er blevet tillagt af den uhellige treenighed politikere, journalister og miljøaktivister, forstår De, hvad jeg mener.

Almindelig kritisk fornuft er en mangelvare i de kredse. FNs miljøprogram tages kritikløst for gode varer. Her hævdes det, at hvis alle lande realiserer de mål for reduktion af drivhusgasser, de til almindelig jubel har meddelt forud for Paris-mødet, vil den globale temperaturstigning blive begrænset til to grader.

Men af en videnskabeligt anerkendt artikel, Bjørn Lomborg har skrevet i Global Policy Journal, fremgår, at temperaturstigningen i 2100 blot være formindsket med 0,17 grader celsius, hvis vel at mærke alle landene realiserer, hvad de har lovet, og oven i købet fortsætter med at gøre det helt frem til år 2100.

Reduktionen i den globale opvarmning vil ikke kunne måles på et almindeligt termometer. Men den vil kunne mærkes på pengepungen. Den vil koste mindst 1.000 mia. kr. om året. De eneste rationelle i klimacirkusset er erhvervsfolkene, der øjner en chance for at få fat i nogle af disse 1.000 milliarder. De danser ikke om totempælen. De satser på gud Mammon.

Og Martin Ågerup, direktør for tænketanken CEPOS, havde ret, da han i onsdags skrev i en kommentar i Jyllands-Posten, at »det kan til tider være ganske svært at skelne klimajournalister fra klimaaktivister«. Hvis man lytter til DRs »Orientering« på P1, er det ikke kun ganske svært, det er umuligt.

Otto Leisner, der gennem en menneskealder i DRs monopoltid var en fremtrædende personlighed i TV-underholdningen, sagde engang om sin metier: »Når vi nu som det eneste pattedyr kan le, så var det jo ulykkeligt, om den evne blev sat ud af funktion«.

Om han havde ret i, at mennesket er det eneste pattedyr, der kan le, er jeg ikke helt sikker på. Jeg havde engang en schæferhund – den var opdraget af min kone, så den var meget velopdragen – og jeg bildte mig ind, at den af og til lo ad mig.

Jeg har nok heller ikke ret, når jeg siger, at mennesket er det eneste pattedyr, der kan tænke. På den anden side skriver hvaler, delfiner og danske baconsvin hverken bøger eller deltager i diskussioner på DR2s Deadline. Desværre. Det er et savn, for i længden bliver man lidt træt af at høre på de samme fire kommentatorer og de samme otte universitetsfolk.

Men det ville være dejligt, hvis en del af den tanke-energi, der er blevet brugt på at forklare og navnlig bortforklare nej’et ved folkeafstemningen, blev anvendt på at analysere og vurdere klimapolitikken.

Man kan selvfølgelig tvivle på, om lige netop denne tænkning ville føre os nogen vegne. For den er hovedsagelig blevet brugt på at bekræfte de standpunkter, man i forvejen havde, nemlig at de, der stemte nej, var uvidende, bange og selvtilstrækkelige, mens de, der stemte ja, havde forstand, vidsyn og ansvarlighed.

Selv stemte jeg som tidligere tilstået ja og kan således for en gangs skyld regne mig for at tilhøre de begavede, de dannede og de formuendes kreds. Men jeg vil alligevel ønske, at selvsamme kreds snart begynder at opføre sig lidt mere demokratisk og respektere et flertals nej for, hvad det er, nemlig et nej til EUs indblanding i alt muligt, i stedet for at nedgøre det som uvidenhed og egoisme.

Hovenheden blandt visse medlemmer af denne kreds kom til udtryk i dagbladet Politikens leder i onsdags. Den blev kun overgået af udenrigsminister Kristian Jensen, der, som Berlingskes Thomas Larsen konstaterede samme dag, opfører sig som en politisk tonedøv, fordi han står fast på, at EU-politikken skal fortsætte uændret.

Politikens lederskribent latterliggør dem, der bilder sig ind, at der i 2015 findes noget så gammeldags som national suverænitet; ved man ikke, at problemerne er grænseoverskridende og skal løses i fællesskab, så har man intet forstået.

Men det tror jeg nu nok, de fleste nej-sigere har forstået. De savner snarere løsninger. Og at der skelnes mellem problemer, der kræver fælles løsninger, og forhold, der bør høre under den enkelte stat.

Vi bliver nok også nødt til at droppe klicheen om, at det er de uoplyste, der stemmer nej. Jeg ved, at blandt nej-sigerne er også nogle af landets førende juridiske hoveder. De siger helt konkret nej til den aktivistiske EU-domstol, hvis rolle det jo er at fortolke retsakterne, og som har afsagt domme, bl.a. på rettigheds- og diskriminationsområdet, der trodser almindelig sund fornuft. Den politiserende EU-domstol, der tidligt blev kritiseret af EU-specialisten, nu afdøde professor Hjalte Rasmussen, blev i september 2014 diskuteret i Advokatsamfundets magasin »Advokaten« (nr. 7, side 32-34), og Gerard Conway har i »The Legal Reasoning of the Court of Justice of the EU« påvist, at EU-domstolen med sine domme driver processen mod Europas Forenede Stater fremad.

Så måske er nej-sigernes reaktion slet ikke så selvmodsigende, som den er blevet gjort til. Måske er ja-sigerne autoritetstro, lydige voksne. Og nej-sigerne selvstændige, frit tænkende børn.

De eneste rationelle i klima- cirkusset er erhvervsfolkene