Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Jeg har elsket dem, så længe jeg...

Det er en dårlig ide at droppe gratis entre til Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst. Tiden ikke til at nedprioritere den nationale kultur på grund af småpenge, men derimod til at opprioritere kulturarven i relation til den europæiske integration og globaliseringsprocessen.

Brian Mikkelsen. Fold sammen
Læs mere

Jeg har elsket dem, så længe jeg kan mindes. Museerne. Hvis jeg ikke skulle spille fodbold, var det bedste, jeg vidste, som barn at komme med mine forældre på museum.

Nationalmuseet og Frihedsmuseet var favoritterne, dem besøgte jeg som barn mange gange om året med min historie-interesserede far.

Jeg husker stadig fornemmelsen af at kunne fordybe mig i en tid, der ikke var længere, men betød så meget for Danmark, danskerne og vores udvikling.

Den type fascinerende museumsoplevelser er enhver forundt. Derfor er jeg også meget glad for, at jeg som kulturminister fik indført gratis adgang på en række museer.

Gratis entré til museer var en del af Det konservative Folkepartis opgør med den værdirelativistiske kultur- og integrationspolitik i 1990’erne. Forud for valget i 2005 opfordrede vi til opprioritering og fornyelse af kulturpolitikken, bl.a. ved at tilbyde gratis adgang til museer.

Der var nok nogle af de mere liberale elementer i regeringen, der dengang surmulede, men jeg fik hurtigt Anders Fogh Rasmussens opbakning til forslaget formentlig i erkendelse af, at man skal kende sin kulturarv for at kunne agere i såvel nutid som fremtid. Han var heldigvis meget konservativ, når vi talte nationale værdier, og vi var enige om det meste.

Kompromiset blev gratis adgang for alle til de permanente samlinger på Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst. Regeringen indførte endvidere gratis adgang for børn og unge under 18 år på alle landets museer. Vi fik åbnet museumsverdenen for alle danskere.

Det er snart ti år siden, og Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst risikerer nu at save den gren over, de selv sidder på, hvis de afskaffer den gratis entre til de permanente udstillinger. Måske håber de, at de har fået oplært nogle årgange af museumsbrugere, men for alle dem, der først og fremmest er kommet, fordi det er gratis, vil betalingen betyde en nedgang i besøgstallet. Beslutningen er efter min mening op til dem, men de skal tænke sig grundigt om.

Det er dog ikke kun det nye publikum, der fik adgang til den danske kulturarv via den gratis adgang, der svigtes ved at indføre betaling igen. Hvis ikke vi værner om konkrete danske institutioner som sprog, tro, folkestyre, monarki, familien og den nationale kernekultur, som man netop har adgang til på Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst, svigter vi kulturarven i relation til den europæiske integration og hele globaliseringsprocessen.

Har museerne, der vil afskaffe den gratis entre, allerede glemt afstemningen 3. december, hvor et flertal afviste yderligere europæisk integration i frygt for at miste det nationale, det nære og det konkrete?

Museum stammer af det græske museion, der betyder et sted eller et tempel dedikeret til muserne. En muse betyder »Den der husker«, og der findes som bekendt ni muser i den græske mytologi, som hver har en videnskab, de beskytter. I deres oprindelse er museer altså institutioner, der ikke blot skal beskytte, men også minde os om vores arv og historie. Erindringen er vigtig, men museer har også et pædagogisk ærinde: At bidrage til folkeoplysningen for at understøtte kulturarven.

Sidstnævnte var den væsentligste årsag til, at vi indførte gratis entre på Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst.

De seneste ti år har ikke været nænsomme ved danske institutioner som sprog, tro, folkestyre, monarki, familien og den nationale kernekultur. Det er ikke alene indvandringen, der udfordrer vores kultur og traditioner, men en kombination af ånden fra 1968, velfærdsstatens omsiggribende udvikling, værdirelativismen, der prædikes både af socialister og liberalister, kombineret med en kynisk materialisme, som ikke tager højde for værdien af de institutioner, der har opbygget vores samfund. Samtidig er den danske kultur undergravet af den opløsningspædagogik, der fortsat præger folkeskolen, og som nu bliver styrket yderligere på grund af heldagsskolen.

Lad dette være en opfordring til vores gamle venner: Tiden er ikke til at nedprioritere den nationale kultur på grund af småpenge, men derimod til at opprioritere kulturarven i relation til den europæiske integration og globaliseringsprocessen. Ellers tør vi ikke den europæiske integration og globaliseringsprocessen, og ender med at lukke os om os selv.

Den danske kulturarv er fundamentet for en succesrig og åben tilgang til den hastige, skiftende globale verden, vi er en del af.

Jeg forstår godt, at regeringens grønthøstermetode med krav om besparelser på to pct. om året kan være frustrerende for museer, men her bør man huske på, at vi siden begyndelsen af 00’erne har udformet lovgivning, der i højere grad end i en menneskealder giver mulighed for at donere penge til kulturen via skattefritagelse for firmaer, fonde osv. Det betyder, at andelen af private finansieringer af kulturlivet er blevet øget væsentligt.

Private mæcener, der uddeler penge, bør naturligvis supplere, men ikke erstatte, den basale offentlige støtte. Måske burde Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst kigge i den retning i stedet for at ødelægge et initiativ, der indtil for nylig var en stor succes for museerne, men i høj grad også for samfundsudviklingen?