Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Med Dronningen i Kina

Jesper Beinov, redaktør kultur, debat & navne Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når Regentparret og fire ministre indleder statsbesøg i Kina senere på ugen, sker det på den baggrund, at samhandelen mellem Kina og Danmark nu udgør 107 mia. kr., og at Kina er på vej til at blive verdens største økonomi. Men Kina og Vestens vidt forskellige politiske systemer og uoverensstemmelser i synet på demokrati og menneskerettigheder, gør, at EU har brug for enighed i forhold til, hvordan relationen til Kina håndteres. Her halter det.

I mangel på enhed har kineserne hidtil ringet til Angela Merkel, når de skal have fat på EU. Men for et par uger siden besøgte den kinesiske præsident EU-hovedkvarteret i Bruxelles, så hvis EU kender sin besøgelsestid, kunne der være nye muligheder, og EU er trods alt sammen med USA og Kina de store globale økonomier. Når EU ikke har talt med én slagkraftig stemme, hænger det sammen med, at landene har forskellige interesser og flere af de store lande foretrækker klassisk bilateralt diplomati. Og det forstår Beijing at spille på.

Danmark er således langt fra eneste spiller. En række europæiske lande, anført af Tyskland som vigtigste handelspartner gør tilsvarende fremstød i Kina. I Beijing har de konstant udenlandske statsbesøg. De fornemme gæster modtages af præsidenten i Folkets Store Hal. Den kan man selv som turist bruge flere timer på at gå rundt i.

Med dets mere end 170.000 m2 er de imposante, højloftede møderum velegnede til at imponere gæster og få selv verdens mægtigste til at føle sig helt små.

Kina ser meget traditionelt på udenrigspolitik, og har et princip om ikke-indblanding i andres anliggender og territorielle enhed. I øjeblikket udfordres dette af situationen i Ukraine og på Krim, fordi Kina i udenrigspolitik ofte samarbejder med Rusland, mens Putin så åbenlyst her er aggressor. Pointen er en anden end den aktuelle - nemlig den, at Kina er følsom overfor udlandets kritik i egne anliggender - f.eks. menneskerettigheder - og dets territoriale enhed - f.eks. i spørgsmål om Tibet, Taiwans status og den vedvarende konflikt med Japan over en række småøer.

Kina har haft mange ubestridelige økonomiske fremskridt som øger dets anseelse i verden. Gennem økonomien vil Kina styrke dets globale stilling. Men det handler også om image. Og her bliver Beijing ofte slået tilbage til start, når der kommer sager op om menneskerettigheder og fængslede aktivister, aggressiv fremfærd som i sagen om småøerne, som forskrækker omverdenen. I den situation kritiserer nogle lande så Kina ganske kraftigt.

Reaktionen falder prompte: En række europæiske lande er over årene - herunder Danmark - blevet sat i skammekrogen, fordi Kina blev fornærmede over kritik. I de senere år har Norge og Storbritannien oplevet det. Det gør, at der er en veludviklet forsigtighed i forhold til at tale åbent om de problemer, der er.

Tingene ændrer sig i disse år. Kinas vækst har været imponerende og landet er ved at løfte sig ud af fattigdommen og med en velstand i byer som Shanghai og Beijing, der nærmer sig noget vi kender. Kinas købekraft er enorm og holder på mange måder hånden under de vestlige økonomier, og derfor er de politiske ledere tvunget til nøje at overveje, hvordan de adresserer uenigheder.

Tiden er derfor kommet til, at de europæiske lande går sammen og får Kina-politikken sat på skinner. Ved sammen at blive enige om at formulere, hvor vi er uenige med kineserne, hvordan vi adresserer det, og hvor vi har fælles interesser, vil vi nå længere. På den måde kan dialogen forløbe mere fredeligt, ingen europæiske ryger i skammekrogen. I mellemtiden vil det danske statsbesøg, der ledsages af den hidtil største danske erhvervsdelegation uden tvivl blive en kæmpe succes, for vores to lande har en stor, fælles interesse i styrket handel.