Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kommentar: Det Danmark, jeg ønsker

Som liberal, som menneske og som tidligere flygtning ser jeg hellere en mikroskopisk øget støtte til flygtninge end tvungen betaling af licens til DR, kunst med lort på dåse og hyggesnak på arbejde. Ønsker vi reelt at hjælpe, appellerer jeg til, at vi alle frivilligt griber i egne lommer og bidrager.

Immigranterne flygter til søs, til lands og i luften, og flygtningedebatten vælter de danske medier.

Paradokserne er mange: Mens flygtninge lider druknedøden på verdens have, står de europæiske asylcentre i flammer.

Mens flere i nyere tid er på flugt, ønsker vi færres tilstede­værelse i landet. Mens vi påråber os helgenstatus som den store hjælper­nation, narrer vi hinanden med »hjælp i nær­områderne«.

Vi er vidner til konsekvenserne af en fejl­slagen udlændingepolitik og bruger det som argument for at barrikadere os mod alle »udefra­kommende trusler«. Selvfølgelig skal vi ikke indsluse befolknings­grupper, som udgør en reel trussel mod det danske velfærd og det frie Danmark, vi ønsker.

For nogle kan det virke paradoksalt, at jeg som kurdisk flygtning stiller mig kritisk over for flygtninge­strømmene. Er jeg hyklerisk? Brænder jeg en bro af, som jeg selv er gået over?

Nej, jeg håber, at de, der kommer til Danmark, er reelle flygtninge og ikke udvandrere. Jeg anerkender, at når man forlader sine vante omgivelser, er det den absolut sidste udvej. Det ved jeg!

Nogle debattører iklæder sig en imaginær heltedragt gennemsyret af en falsk sympati på bekostning af samfundets samlede økonomi og fremtid. Jeg ved, at vi liberale bliver beskyldt for at være regnearks-masochister, men ikke desto mindre vil de selverklærede humanister indsluse udvandrere til livslang offentlig forsørgelse.

Ofte er det grupper, for hvem demokrati, kønnenes ligestilling og ytringsfrihed er fremmedord. Vi skal huske at beskytte vore egne frihedstraditioner. Selv et regneark vil advare dennes bruger med minus og røde tal.

JEG HAR IKKE en liste over, hvem der er reelle flygtninge. Jeg har ikke et tal på, hvor mange vi præcis skal åbne dørene for. Jeg har i årevis deltaget i kampen for, at mennesker skal få et bedre liv. Engageret mig i nødhjælp. Bidraget økonomisk.

På mine rejser opsøger jeg de fattigste områder, bor gerne med de lokale og betaler dem, hvad hotellet ville koste mig. Det knuser mit hjerte at se nød­lidende.

Jeg hader at læse overskrifter om, hvor mange der nu er døde. Jeg bliver trist og sørgmodig, når der florerer billeder af druknede børn i medierne. Vi kan ikke hjælpe alle og det er jeg også inderligt ked af.

Jeg finder det blot forkasteligt, at politikere opdeler os i »gode« og »dårlige«. »Gode« om dem, der åbner dørene, og »dårlige« om os, som advarer mod en uhæmmet folkevandring. Jeg bliver beskyldt for at have »et dårligt menneskesyn«.

Er det et dårligt menneskesyn at differentiere mellem flygtninge og udvandrere? Er jeg kynisk, når jeg opfordrer alle til at tage aktiv del i kampen for at hjælpe folk i nød, hvor de er? Bliver det dobbelt­moralsk eller ligefrem amoralsk, fordi jeg selv er flygtning? Måske har jeg en bedre føling og viden om flygtninge end fløjene i dansk politik?

DF på den ene side varsler ragnarok, og at muslimer skal yngle som rotter. Den anden fløj fortæller de sødeste anekdoter om, hvor prisværdige udlændinge er.

Begge fløje er utopiske i deres forestillinger og lige perverse i deres afbildning af situationen. En kamp mellem kynikere, der vil halalslagte muslimer, og søde halalhippier. Begge grupper tager udvandrere og flygtninge i deres varetægt og præsenterer deres ideer: »gratis kynisme« vs. »gratis humanisme«.

Den ene vil uden videre omtanke beskære ulandsbistanden og »hjælpe i nærområderne«. Den anden vil ødsle med penge ned i diktatorernes lommer. Begge grupper synes resistente over for modargumenter i deres hellige mål om fremstå mest mulig »human«. De er kyniske humanister i forklædning ved pleje af eget image.

DEN KOLDE KRIG er startet på ny. Jern­tæppet er faldet mellem »os« og »de nødlidende«. Marshall­hjælpen er indskrænket, kasserne varsles tomme, og der profeteres om vore landes forfald.

»Nær­områderne« er den nye darling i politikernes mund. »Ulandsbistanden skal sænkes,« synger de ved morgenbordet. »De andre lande i nær­områderne skal vi have aftaler med« er deres fælles­sang om formiddagen. »Luk de danske grænser« er aftenbønnen.

Jeg tør ikke gætte, hvad de mumler i søvne. Jeg ved dog, at vi ikke kan tale med flere tunger i munden.

Vi kan ikke lukke grænserne, folde vore hænder og bede til, at »nærområderne« belastes yderligere og på samme tid sænke ulandsbistanden. Det hænger simpelthen ikke sammen.

Vi må tage stilling: Vil vi hjælpe, eller vil vi ikke hjælpe? Spørgsmålet er ikke mere komplekst. Hvad vil du?

Kulturstøtten i Danmark er ca. 20 milliarder kroner. Det koster ca. otte milliarder kroner at holde pause og drikke kaffe i det offentlige system. Skat har ubemærket mistet 6,2 milliarder kroner. Uddannelsesministeren vil spare 8,7 milliarder kroner over fire år.

Som liberal, som menneske og som tidligere flygtning ser jeg hellere en mikro­skopisk øget støtte til flygtninge end tvungen betaling af licens til DR, kunst med lort på dåse og hyggesnak på arbejde. Ønsker vi reelt at hjælpe, appellerer jeg til, at vi alle frivilligt griber i egne lommer og bidrager.

Det er det Danmark, jeg ønsker.