Det er en udbredt opfattelse, at et demokrati udvikler sig ved, at politiske ledere fremsætter visioner, dvs. langsigtede mål og planer for, hvordan demokratiet skal udvikles. Disse visioner debatteres så offentligt af politikere, lederskribenter, organisationers talsmænd og almindeligt interesserede borgere. Derefter vedtages det i det folkevalgte parlament, hvordan man vil virkeliggøre visionen.

Det anses for selvfølgeligt, at enhver diskussion af visionen bygger på foreliggende kendsgerninger. Og det anses også for selvfølgeligt, at enhver virkeliggjort vision skal styrke demokratiet.

Denne opfattelse står stærkt iblandt os. Det er den demokratiske barnetro, som vi tidligt lærer i skolen og bekræfter hinanden i årligt ved grundlovstalerne. Men denne opfattelse ligger langt fra virkeligheden. Det så vi tydeligt, da flygtninge pludselig i efteråret 2015 stod i Rødby og Sønderjylland. Det havde længe kunnet forudses, at flygtningestrømmen, som vi dagligt på TV så bevæge sig op gennem Balkan og ind i Tyskland, også en dag ville bevæge sig over vores grænser.

Men ingen politisk beslutning blev truffet om, hvordan man skulle håndtere en masse forudsigelige flygtninge sydfra, før de faktisk stod der. Først da flere og flere kunne se, at det ikke var særligt smart, at flygtningeoptog vandrede på danske motorveje under vejledning af gps-signaler på deres mobiltelefoner, begyndte man at træffe beslutninger om, hvordan de skulle håndteres.

Politik i demokratiet ledes yderst sjældent af politikeres visioner. Derimod ledes det stort set altid af, hvad der sker i TV. Først da dansk TV fortalte om flygtninge som ofre her i landet, begyndte vores politikere at redde dem. I første omgang ved at lette deres adgang videre til Sverige, men da svenskerne så omkring årsskiftet måtte indføre grænsekontrol, fordi Sverige var ved at segne, måtte vi også i rent selvforsvar begynde at se nærmere på, hvad der egentlig kom ind over vores grænser.

Der er ingen grund til at jamre over, at vores system fungerer således. Det kan nemlig ikke være anderledes. Men der er grund til at jamre over, at mange tror, at det fungerer ved at visionære politikere i god tid løser problemer på en måde, som styrker demokratiet. Denne barnetro blokerer nemlig for, at vi kan se realistisk på vores system. Og dermed også realistisk vurdere de alvorlige trusler, der er imod det i disse år. Og gøre noget.

At politiske beslutninger træffes ud fra de følelser, som TV-billeder sætter i gang efterfulgt af politiker-redning af ofre, betyder, at emner, som ikke egner sig til dette TV-format, ikke diskuteres og løses. Det er f.eks. sådanne emner, som Poul Christian Matthiessen og Gunnar Viby Mogensen skrev om i deres dobbeltkronik i Berlingske 4. og 5. juli. »Unævnelige fakta om indvandring«. Blandt andet fremlægger de hårde kendsgerninger om befolkningstilvæksten i Afrika, som forventes at vokse til 2,5 milliarder i 2050, og derved bliver fem gange større end befolkningen i EU. Omkring 1950 var der kun 230 millioner mennesker i Afrika. Også tilvæksten i Mellemøsten skønnes at blive betydelig.

Men dette varige, voksende problem med øget migrantpres på europæiske velfærdsdemokratier diskuteres meget lidt af vores politikere. Derimod kobledes TV-dækningen af Syrienkrigen straks med vandrende flygtninge på vores motorveje til en stærk, følelsesmættet historie om, at vi lige for tiden har et akut problem med nogle mennesker fra Syrien, som skal vende hjem, når krigen slutter.

Den detalje, som Syrien-tragedien udgør i den folkevandring fra Afrika og Mellemøsten, som lige er begyndt, forstørres op og skjuler helheden: folkevandringen. Ingen har planlagt det, men det sker, fordi politik drives på basis af TV-billeder, som viser »lig på bordet«. Og fordi både politikere og medier konkurrerer om at optræde som hjælpere, der løser problemer.

Ganske vist ser det svært ud i Syrien, men historien om, at Danmark og EU hjælper nogle syriske flygtninge i en svær tid, inden de igen kan rejse hjem til bedre forhold, rummer mulighed for en tilfredsstillende slutning.

Derimod er det svært for medier og politikere at indtage optimistiske hjælperroller i den historie, der ligger i de hårde kendsgerninger, som Matthiessen og Viby Mogensen lægger kyndigt frem i deres kronikker. Deres mange tal om befolkningseksplosion i Afrika kan være nok så rigtige, men de kan politisk set ikke opveje nogle få TV-billeder af dejlige, men sultne småbørn i Afrika, som vises i forbindelse med kampagner for indsamling af penge til børnemælkspulver og lignende. Derfor indsamles der mad til Afrika, selv om man ifølge Matthiessens og Viby Mogensens hårde fakta snarere burde sende kondomer, p-piller og instruktionsvideoer.

De akutte TV-ofres førsteprioritet har ikke kun medført, at historien om de økonomiske migranter skjules bag en dækhistorie om syriske flygtninge. Det har også betydet, at vi har prioriteret at hjælpe de flygtninge, som ved egen kraft og med betydelige personlige udgifter målrettet er rejst til vores land. TVs daglige historier om disse ofre har fuldstændig opvejet den absurditet, at det begrebslogisk er umuligt at være flygtning ved den danske grænse, når man kommer fra Tyskland eller Sverige og har rejst gennem adskillige andre demokratier med menneskerettigheder og det hele. I konsekvens af denne TV-bårne absurditet bruger vi nu flere milliarder på nogle titusinder ret ressourcestærke, såkaldte flygtninge på bekostning af millioner af langt svagere flygtninge i lejre i nærområderne.

Historien om syriske flygtninge, som vi er ved at hjælpe hjem, skygger også for det faktum, at vi ifølge Danmarks Statistik i 2060 vil være oppe på 900.000 ikke-vestlige og dermed muslimske indvandrere i Danmark, som vil udgøre 13 pct. af befolkningen. Matthiessen og Viby Mogensen refererer den nyeste undersøgelse af muslimske indvandrere og efterkommere: 41 pct. af danske muslimer mener, at fundamentet for al lovgivning i Danmark helt eller delvis burde være Koranen. 59 pct. afviser, at der er behov for en reformation eller modernisering af islam. Det kan tilføjes, at folketingsmedlem Naser Khader (K) i forbindelse med debatten om muslimers holdning til terror for nylig har påpeget, at højst fem af de 150 virksomme imamer her i landet har taget offentligt afstand fra Islamisk Stat og terror begået i islams navn.

Disse tal og de seneste årtiers dårlige erfaringer med integration og sejlivede parallelsamfund råber jo på, at politikere fremlægger visioner for, hvordan vores demokrati samtidig skal styrkes. Men de har travlt med at håndtere syriske flygtninge.

Det tjener som sagt intet formål at jamre over de mekanismer, som bestemmer den øjeblikkelige, politiske håndtering af den økonomiske migration. Men man har selvfølgelig lov til at drømme om, at Matthiessens og Viby Mogensens kronikker med de unævnelige fakta kunne sæt fut i medier og politikere. Men demokratiet bygger nu engang på frit konkurrerende medier, frit konkurrerende politikere og vælgere, som er gode nok, som de er, og det bør vi være glade for. Alle andre systemer er som bekendt langt værre.

Men man er nødt til at konkludere, at politikken inden for dette område hverken styres af politikeres visioner, bygger udpræget på foreliggende kendsgerninger eller tjener klart til at styrke demokratiet. Derimod styres politikken klart af TVs aktuelle fremvisning af ofre. Derfor bør vi lære af denne sag, hvordan vores demokrati i virkeligheden fungerer. Og undervise i skolerne i vores faktiske demokrati og ikke i en drøm om et demokrati, som ikke eksisterer. Vi må hurtigst muligt blive bedre i stand til at forsvare dette eksisterende demokrati mod de diktaturer og præstestyrer, som altid lurer i nærheden og efterhånden også mere og mere i vor midte. Bedre til at forsvare os, før det pludselig er for sent, uden at vi rigtigt forstod, hvordan det gik galt.