Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Den multikulturelle ønsketænkning

Efter Brexit er kansler Angela Merkel Europas mest indflydelsesrige politiker. Men Merkels åbne-arme-politik kan – set i lyset af udviklingen i Tyskland og den seneste tids terrorhandlinger – vise sig at være en katastrofe.

Sven Hakon Rossel Fold sammen
Læs mere

Næppe var Storbritannien kommet sig over folkeafstemningen 23. juni, der bragte en overraskende sejr for de 17,5 millioner Brexit-tilhængere, som ønskede at forlade EU for at genvinde den nationale uafhængighed, førend kampen om den konservative premierminister David Camerons efterfølger brød ud.

Den var blodig og dramatisk med dolke i ærmerne og mord for åbent tæppe, der fik de politiske kommentatorer til at sammenligne slagets gang med Shakespeares kongedramaer. Parallelt hermed forløb – og forløber – en tilsvarende dramatisk magtkamp i et udadtil lammet Labour-parti for og imod partilederen, den inkompetente marxist Jeremy Corbyn, en kamp der muligvis fører til partiets splittelse.

Som bekendt kåredes overraskende hurtigt den tidligere indenrigsminister Theresa May til Storbritanniens nye premierminister, og selv om hun – noget underdrejet – hørte til pro-EU-fløjen, har hun forstået, hvilken vej vinden blæser og omgående slået fast, at for den nye regering »betyder Brexit netop Brexit«.

May er en dynamisk og vel nok også ganske hensynsløs politiker, hvilket har givet hende navnet »the second iron lady« – en tydelig henvisning til hendes store forgænger Margaret Thatcher.

Det er betegnende, at Mays første udlandsbesøg som premierminister 20. juli ikke gjaldt Washington, hvilket tidligere altid havde været tilfældet ved en britisk regeringsdannelse, men den tyske kansler Angela Merkel. Hermed slog hun to fluer med ét smæk.

Barack Obama blev gjort opmærksom på, at han på utilbørlig vis i forbindelse med folkeafstemningen havde blandet sig i britisk indenrigspolitik. Han havde truet med, at Storbritannien, hvis landet forlod EU, »måtte om bag i køen«, når der skulle forhandles nye handelsaftaler med USA. Dernæst markerede May, at det er Merkel, der ganske enkelt er Europas mest indflydelsesrige politiker, også når det gælder Brexit-forhandlingerne. Først dagen efter besøgte May den franske præsident, François Hollande.

Angela Merkels konkurrenter på den europæiske scene er nu ikke noget at råbe hurra for: EU-Kommissionens formand, den, ifølge flere seriøse internationale medier, ofte alkoholiserede Jean-Claude Juncker, og dennes sidekick, den ikke mindre usympatiske nikkedukke Martin Schulz, præsident for Europa-Parlamentet – ingen af dem kan skjule deres antibritiske holdning.

Hollande har i længere tid kørt sig selv ud på et sidespor med sin inkompetente økonomiske politik, og heller ikke han kan skjule sin antipati over for arvefjenden Storbritannien; han er Frankrigs mest upopulære præsident nogensinde.

Og så er der den storskrydende Matteo Renzi, der har kørt Italien ud i en økonomisk katastrofe. Det velansete britiske tidsskrift The Economist har netop peget på de italienske bankers eksplosive gæld på 350 milliarder euro og advaret om, at en italiensk bankerot vil have langt alvorligere følger for EUs fremtid end Brexit.

Således er det helt klart den magtfulde, men pragmatiske Angela Merkel, der står i Europas centrum, og det er tydeligvis hende, som Theresa May først og fremmest ønsker at føre Brexit-forhandlingerne med. Men heller ikke Merkel er fejlfri. Hvem husker ikke hendes berømt-berygtede sætning fra en pressekonference 31. august 2015 i forbindelse med flygtningekrisen: »Wir schaffen das!« (Vi klarer det!), der åbnede for en uoverskuelig flygtningestrøm op gennem Balkan helt frem til Danmark og Sverige, men tydeligvis med Tyskland som det forjættede land.

Merkels flygtningepolitik, som den kendte tyske debattør, socialdemokratiske politiker og tidligere finanssenator i Berlin, Thilo Sarrazin, har betegnet som den tyske efterkrigspolitiks største fejl, er genstand for en skånselsløs analyse i dennes sidste murstenstykke bog, »Wunschdenken« (Ønsketænkning). Den udkom her i foråret, røg omgående op på førstepladsen på bestsellerlisterne og udløste en voldsom debat i Tyskland.

Sarrazin er ikke hvem som helst i de tyske medier. For seks år siden forårsagede han en lignende skandale med bogen »Deutschland schafft sich ab« (Tyskland afskaffer sig selv) og i 2014 med »Der neue Tugendterror« (Den nye dydsterror) – begge omtalt i Berlingske henholdsvis 31. august 2010 og 6. april 2014.

Selv om det udadtil ser ud til at gå godt i Forbundsrepublikken med en stabil industrieksport og høj beskæftigelse, står landet dog over for en række økonomiske og sociale udfordringer, bl.a. det alt for lave renteniveau, den voksende statsgæld, lukningen af atomkraftværkerne, de økonomiske problemer i de sydeuropæiske lande, hvor Tyskland kan komme til at betale det meste af regningen, og endelig flygtningekrisen, altsammen problemer, der ifølge Sarrazin i overvejende grad skyldes de tyske politikeres, inkl. Angela Merkels, naivitet og/eller inkompetence.

Den tyske poltiker og forfatter Thilo Sarrazin har flere gange vakt opsigt med sine bøger om udviklingen i Tyskland. Senest »Wunschdenken« (Ønsketænkning). Foto: Bernd von Jutrczenka Fold sammen
Læs mere

Men først og fremmest handler hans bog om den tyske regerings indvandrings- og flygtningepolitik, den mislykkede integration og den heraf følgende forringelse af det overrendte tyske sundhedsvæsen og katastrofale sænkning af kvalitetsniveauet i skolerne.

Hvad Sarrazin især bebrejder Merkel, er hendes faste tro på utopien om det multikulturelle samfund og hendes stærkt moraliserende tilgang til problemerne med udgangspunkt i tanken om, at alle mennesker er lige. For ham gælder det derimod om at sætte statens interesser i centrum.

Følgende citat vakte allerede for flere år siden furore: »Jeg behøver ikke at acceptere mennesker, der udnytter staten og samtidig afviser den, ikke tager sig ordentligt af deres børns uddannelse, men derimod konstant producerer små piger med hovedtørklæder. Dette gælder for 70 procent af den tyrkiske og 90 procent af den arabiske befolkning i Berlin.«

Sarrazin påstår, at han ikke er racist, at han argumenterer ud fra videnskabelige kriterier, og at han har belæg for sine tal i de officielle statistikker, som han henviser til. Han anvender psykologen Heiner Rindermanns teorier om de såkaldte »kognitive kompetencer«, der lader sig måle ved hjælp af intelligensprøver eller OECDs Pisa-studier, for at bevise, at flygtninge fra det nære Østen eller Afrika ikke lader sig integrere og derfor ikke bør komme ind i Europa.

Han skriver, at de aktuelle flygtninges kulturelle og kognitive profil ligner profilen hos de muslimske indvandrere, der allerede befinder sig i Europa: »Derfor kan man gå ud fra, at de, hvad angår uddannelse, integration i arbejdsmarkedet, modtagelse af sociale ydelser, kriminalitet og modtagelighed for fundamentalistiske ideologier vil udvikle sig på samme måde.«

Sarrazin holder fast ved, at intelligens især nedarves og beklager, at netop mennesker fra Afrika føder flest børn. Han forudsiger, at en ung flygtning, der kommer til Tyskland, givetvis skal ganges med fem, fordi hans familie følger efter og netop føder mange børn.

Ifølge Sarrazin nægter Merkel at se dette og andre problemer i forbindelse med flygtningebølgen i øjnene: »Angela Merkel har ganske vist verdens ve og vel for øje, men næppe Europas interesser og i hvert fald ikke Tysklands, når det gælder landets fremtid. Hendes politik er netop intet andet end ’ønsketænkning’!«

Nogle vil nok ryste på hovedet over denne påstand, andre derimod nikke samstemmende, og ser man på det tyske forbundspolitis officielle statistik, fremgår det da også, at der i 2015 blev begået ca. 250.000 flere strafbare handlinger end året før. Samtidig skød antallet af mistænkte uden tysk statsborgerskab i vejret med næsten 50 procent.

Beviset finder vi vel ved at kaste et blik tilbage på de 1.276 ofre for lommetyveri, sexchikane og andre seksuelle overgreb i nytårsnatten 2015/16 i Köln. Blandt de i alt 183 arresterede var der 73 asylansøgere, 55 marokkanere, 53 algeriere, 22 irakere, 14 syrere og 14 tyskere.

Og så husker vi naturligvis de seneste dages terrorhandlinger: Den 17-årige afghanske flygtnings økseoverfald for nylig på passagererne i et tog i nærheden af Würzburg, mordet på en kvinde i Reutlingen begået af en ung syrer, og det var ligeledes en syrer, der sprængte sig i luften i Ansbach og sårede 12 forbipasserende.

Så har Thilo Sarrazin ret i sine anklager? Hans bog giver i hvert fald stof til eftertanke.