Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kan man dø for sent?

Sundhedsvæsenet behandler som aldrig før, og der er skabt en kultur, hvor det er blevet meget lettere at behandle i stedet for at tage den vanskelige dialog med patienten om det udsigtsløse i at gøre det. Derfor er det i visse tilfælde ikke livet, vi forlænger, men snarere dødsprocessen.

Jacob Birkler, lektor, ph.d. og formand for  Det Etiske Råd Fold sammen
Læs mere

Hun døde alt for tidligt. Sådan kan det lyde, når en person er død. Men vil det modsatte udtryk også give mening: Hun døde alt for sent? Svaret er ja. Udtrykket giver mening som aldrig før. Men det handler ikke om aktiv dødshjælp, men derimod om udsigtsløs behandling. Det er min klare erfaring blandt ansatte på sygehuse rundt i landet, at spørgsmålet om udsigtsløs behandling er det mest dominerende etiske spørgsmål i det danske sundhedsvæsen i dag.

I sundhedsvæsenet behandles patienter som aldrig før, hvilket er de fleste patienter til gavn. Men fordi vi kan behandle, er det ikke givet, at vi altid bør behandle. Mulighederne for behandling er nærmest eksploderet gennem de senere år, og der gribes ofte til behandling, før der tales om det meningsfulde i at lade være. Førhen kunne lægen sige, at behandlingsmulighederne var udtømt. Det er vanskeligt i dag, hvor vi kan blive ved til det sidste. Ofte mangler der muligheder for at fravælge behandling eller stoppe en igangværende behandling.

Der er skabt en kultur, hvor det er blevet meget lettere at behandle i stedet for at tage den vanskelige dialog med patienten om det udsigtsløse i at gøre det. Desuden kan lægen lettere blive anklaget for at undlade at behandle end for at behandle. Endvidere er læger primært uddannet til at gøre noget i stedet for at være noget i samtalen med patienten. Men i stadigt flere tilfælde handler det ikke alene om at behandle, men også om at finde rum til at lade være. Endelig handler prioritering i sundhedsvæsenet i reglen om, hvem der har ret til behandling – og sjældent om retten til og rammerne for at sige fra. Et billede på denne udvikling er den politiske iver efter at hænge hjertestartere op alle vegne. Der udarbejdes hurtigt en vejledning i at bruge dem. Men vejledningen i ikke at bruge dem savner vi stadig at se. Hvis den alderssvækkede borger falder om på plejehjemmet med et hjertestop, kommer vi hurtigt løbende med en hjertestarter. Men ligger samme borger med en fyldt ble, går det ofte langsomt. Et ironisk billede på nutidens sundhedsvæsen, hvor vi er blevet gode til at forlænge livet, men mindre gode til at hjælpe i det liv, som er.

Den udsigtsløse behandling bør aldrig blive en kalkule over det, der kan betale sig. Derimod bør vi begynde med spørgsmålet: Hvordan ser det ud for dig? Udtrykket, Hun fik tre gode måneder, er eksempelvis et udtryk, der måske giver mening for nogle, men ikke altid for patienten, hvis livslængde ikke står mål med livsindholdet. Desuden handler det ikke alene om udsigten, men også om vigtigheden i at afstemme mening og håb i samvær med patienten. En samtale, som i mange tilfælde kan være nyttig flere steder i behandlingsforløbet, og ideelt før man overhovedet er blevet syg, hvor borgeren sammen med de nærmeste kan gøre sig tanker om den sidste tid.

Vi er gode til at redde livet, men dårlige til at redde døden, når den kommer. Det handler om vores forhold til døden og vores kamp for at udskyde det uafvendelige. Men i kampen for at forlænge livet, kan det tabes undervejs. Derfor er det i visse tilfælde ikke livet, vi forlænger, men snarere dødsprocessen.

Jeg vil pege på to forslag til en ændret praksis. For det første skal kulturen ændres i sundhedsvæsenet, så fravalg af behandling og behandlingsstop bliver mere legitim. Samtidig skal der gives langt bedre plads til samtaler med patienter om den udsigtsløse behandling og den mening og det håb, der for patienten er bundet til behandlingen. Ofte tales der om, at patienten bør være et udgangspunkt, men patienten ender let som et tilgangspunkt, som personalet tilgår med information og behandling. Skal patienten være et udgangspunkt, må patienten være det sted, behandleren går fra med forståelse.

For det andet skal borgeren gives langt bedre muligheder for at fravælge behandling set i forhold til dagens praksis. Der eksisterer allerede et livstestamente, som kun anvendes i meget begrænset omfang af læger og patienter. Dette hænger bl.a. sammen med, at patientens svarmuligheder er begrænsede, og at lægerne sjældent tilser registret. Vi bør derfor udvikle et langt bedre grundlag for, at patienterne kan ytre sig om ønsker i den sidste tid. En udvikling, som allerede har taget fart i udlandet, men som er groet fast i Danmark.

Lad os glædes over de mange nye behandlingsmuligheder. Men lad os skabe et sundhedsvæsen, der ikke kun behandler, men også finder mening i at lade være. Det handler ikke om at beregne, hvad der er udsigtsløst, men om at spørge til patientens udsigt. Der er altid en udsigt og noget at håbe på.

Livet bliver ikke udsigtsløst ved, at behandlingen er det. Udsigten, meningen og håbet forbindes for ofte med den livsforlængende behandling, hvor der i stedet var meget andet, der kunne give mening for patienten i den sidste tid.