Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Intet fremskridt for transkønnede

»Problemet er den forskelsbehandling, som transkønnede oplever i sundhedssystemet.«

Laura Mølgaard Tams Fold sammen
Læs mere

En løfte om at fjerne begrebet transkønnet fra den psykiatriske sygdomsliste er positivt, men langt fra nok. Den omsiggribende diskrimination af transkønnede i sundhedsvæsenet kræver en langt større indsats at adressere end en symbolsk flytning af diagnoser.

På baggrund af et beslutningsforslag stillet af Enhedslisten og Alternativet har Folketingets Sundhedsudvalg tirsdag 31. maj vedtaget, at diagnosen »transsexualisme« skal fjernes fra listen over psykiske sygdomme.

I Danmark blev mange glade for, at transkønnede nu skulle fjernes fra sygdomslisten, ligesom homoseksuelle blev for 35 år siden. Her må jeg minde om, at vi blot står til at blive flyttet til et andet afsnit, så vi ikke figurerer under psykiske lidelser. Og lad mig yderligere minde om, at transkønnede fortsat udsættes for en hårdhændet og urimelig tvungen udredning i psykiatrien.

Derfor har jeg som transkønnet blandede følelser over denne gestus. For på den ene side er det jo rart med den anerkendelse. Det giver håb at se, at transaktivisters samarbejde med Amnesty International Danmark har båret frugt. På den anden side kan jeg ikke se fordelen ved blot at flytte diagnosen. Så står jeg jo som transkønnet fortsat på sygdomslisten.

Problemets kerne her er ikke placeringen eller navngivningen af en diagnosekode. Problemet er den forskelsbehandling, som transkønnede oplever i sundhedssystemet.

Derfor blev jeg og mine transkønnede medaktivister bestyrtet, da vi så beretningen, som blev offentliggjort 31. maj. For denne er faktisk betragtelig forskellig fra det udkast, der gik forud. Den del af teksten, hvor der stod, »at man ikke som transkønnet i Danmark skal gennemgå et nedværdigende psykiatrisk udredningsforløb« er taget ud. Det, vi har fået i stedet, er en beretning uden tilsagn om, at man vil afskaffe det sjæleknusende og absurde psykiatriske udredningsforløb, som transpersoner stadigvæk tvinges igennem uden hensyn til det princip, at man ellers kun igangsætter en psykiatrisk udredning, hvis man har mistanke om et psykiatrisk problem.

Diagnosen er et problem, men den er et symbolsk et af slagsen. Det problem, vi som transpersoner oplever i mødet med sundhedssystemet er, at vi skal igennem årelange psykiatriske udredninger, før vi, af såkaldte fagpersoner, »får lov« til at påbegynde en behandling, som mange af os allerede har opsøgt på egen hånd.

At det ikke er os, der har magten over, hvornår og hvordan en behandling skal foregå, bliver ikke ændret af, at en diagnose bliver flyttet fra ét symbolsk afsnit til et andet symbolsk afsnit. Vi har stadig ikke reel adgang til en behandling, der for os er livsnødvendig. Vi er ikke engang omfattet af behandlingsgarantien.

Skindet er solgt, før bjørnen er skudt. Transkønnede står stadigvæk på den liste indtil 2017, og jeg ved, at Sundhedsstyrelsen vil gøre alle de krumspring, den kan, for at beholde os i psykiatrien. Det er nu, at de politiske partier, som tager æren for dette »fremskridt« skal begynde at holde Sundhedsstyrelsen i ørerne for at tage transkønnede definitivt ud af psykiatrien.

For indtil »man ikke som transkønnet i Danmark skal gennemgå et nedværdigende psykiatrisk udredningsforløb«, er flytning af diagnoser intet andet end symbolpolitik.