Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Minoriteternes sammenstød

»Hvilken minoritet skal man egentlig holde med, hvis man er den tolerante type?«

14debAnnaLibak.jpg
Anna Libak Fold sammen
Læs mere

Det kan godt være, at minoriteter definitorisk er i mindretal, men i debatten fylder de en hel del.

I månedsvis har man i USA diskuteret, om transseksuelle skal have lov til at benytte de toiletter og omklædningsrum, de har lyst til. Også hvis de ikke er kønsskifteopereret, men bare føler sig som det modsatte køn?

Umiddelbart lyder det måske ikke som et særligt væsentligt problem, eftersom de ifølge det nyeste nummer af Time skønnes kun at udgøre 0,3 pct. af den amerikanske befolkning.

Men det er sådan set heller ikke de transkønnede selv, der bekymrer kritikerne. De er mere bange for, at enhver mand nu får ret til at svinge banditten i teenagepigers omklædningsrum under påberåbelse af sin kontrabiologiske køns-identitet. Og mænd med den slags lyster skønnes der faktisk at være mere end 0,3 pct. af.

Af en eller anden grund synes det ikke at bekymre nogen, at enhver kvinde hermed også får ret til at gå ind og flashe brysterne og kokotten i mændenes omklædningsrum. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg synes egentlig, at det burde være krænkende for mænd, at det ikke problematiseres.

Bortset fra det kan jeg nu også se et andet problem. Herhjemme har vi de sidste måneder diskuteret, om man i inklusionens navn bør give muslimske piger og kvinder ret til at svømme i fred for mænd. Det er allerede praksis i adskillige svømmehaller landet over. Hvor mange muslimske kvinder tror man lige vil dukke op, hvis de kan risikere at få selskab i baderummet af Asgerine? Så hvilken minoritet skal man egentlig holde med, hvis man er den tolerante type?

Og just dét – minoriteternes sammenstød – forudser jeg bliver et problem i fremtiden. Hidtil har det for minoriteterne mest handlet om at vinde rettigheder i forholdet til majoriteten. Men i takt med, at majoriteten er blevet opløst, og vi fordeler os på minoriteter, undgår vi ikke at en krig om, hvem der er mest forfulgt. Det er allerede startet i det små, som da homoseksuelle fik ret til at blive viet i folkekirken: Det var sådan set i lodret modstrid med minoriteten Indre Missions læsning af skriften. Det blev bare ikke rigtig problematiseret, fordi ingen syntes det var synd for Indre Mission. Nej, det store slagsmål kommer først nu, hvor den hvide, heteroseksuelle mand har meldt sig på banen. Han har ifølge eksperterne fået ondt af sig selv og sit køn, og mere skal der ikke til for at blive en minoritet.

Hvad mon den hvide mand vil kræve?

I USA stemmer de kortuddannede eller ufaglærte, heteroseksuelle hvide mænd efter sigende på excentrikeren og milliardæren Trump, som de ellers ikke har det store til fælles med. Men det skal man ikke undre sig over. For ligesom det i Vesten er karrierekvinder, der har ført ligestillingskampen og defineret interesserne på alle kvinders vegne, så er det naturligvis privilegerede karrieremænd, der fører den på alle mænds vegne.

Så hvad er mandeminoritetens program? Den kræver fremfor alt respekt. Trump vil tilbage til den tid, hvor skibe var af træ, mænd var af stål og bøsser var noget, man skød med. Kort sagt: Han vil være i fred for andre minoriteter. Muslimer, transer, sorte og krævende kvinder. Det kan nu godt blive lidt svært. Jeg ville nok låse døren til omklædningsrummet, hvis jeg var ham.