Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvorfor sidder Akkari på Grønland?

»Vi er nogle stykker, der kun kan ryste på hovedet af offentlighedens og politikernes nuværende forvirring og rådvildhed. I er blevet advaret, kære politikere, som nu reagerer med de vanlige kulturradikale fraser om 'lighed' og 'tolerance' og 'demokrati'.«

»Hvorfor sidder Ahmed Akkari på Grønland? Han er en af dem, der søgte at løbe os over ende under Muhammed-krisen, men som er blevet afgørende klogere og har fortalt os, hvorfor og hvordan vi har taget fuldstændig fejl af islam og den islamiske indvandring,« skriver Søren Krarup. Foto: Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Jeg kan ikke lade være med at ryste på hovedet. I mere end en menneskealder har jeg søgt at advare den danske offentlighed og især de danske politikere imod indvandringen.

Det begyndte i 1975, da danskerne i Brøndby Strand protesterede imod at få deres opgange og ejendomme fyldt med tyrkere og jugoslaver, hvis sprog de ikke forstod, og hvis adfærd de følte sig forulempet af. Disse danskere blev naturligvis forfulgt af presse og politisk korrekthed som racister og dem, der »diskriminerede«, og i en kronik i Jyllands-Posten 26. september 1975 søgte jeg at komme dem til undsætning:

»For naturligvis var der tale om et folkeligt problem. Intet andet. Så lidt – men også så meget. Bag alle ideologiske fraser og massiv forargelse er det folkelige problem det mest påtrængende af alt for dem, der får det ind på livet, og til disse hører i øjeblikket danskerne ved Brøndby Strand. For akademikerne i Hellerups og Gentoftes villakvarterer er det nemt at folde lighedens banner ud og vise de protesterende til rette. Men for dem, der i deres opgange, i deres miljø og på deres børns skoler konfronteres med forskellen på to folks sprog, kultur og nationalitet, ligger det lidt tungere.

Affæren ved Brøndby Strand er da et memento til den danske offentlighed. Vi stikker hovedet i busken. Vi lukker øjnene for virkeligheden. Vi lever for så vidt på en løgn som vi fortrænger problemer, der er uafviselige og slet ikke til at komme udenom.

Lad det være sagt uden omsvøb: Der er forskel på en dansker og en tyrk eller jugoslav. De taler ikke samme sprog. De har ikke samme baggrund. De tilhører ikke samme kultur. De er forskellige og dermed fremmede for hinanden, og vil man i bevidstløs dyrkelse af sine ideologiske fraser ikke se dette i øjnene i tide, forbereder man sammenstød af anderledes voldsom og blodig art.«

Da folketinget otte år senere vedtog en lov, udlændingeloven, der forvandlede Danmark til et indvandrerland ved at udstede rettigheder til alverdens flygtninge, af hvilke der på dette tidspunkt var mere end 20 millioner, blev det folkelige problem forøget til et religiøst problem, fordi disse mange millioner for de flestes vedkommende var muslimer, der som sådanne var i dyb modsætning til det kristne Danmark.

Men forståelsen af dette problem havde det politiske og offentlige Danmark ikke den fjerneste sans for, for hvad ved Det Radikale Venstre og »Systemet Politiken« om forskellen på islam og luthersk kristendom? Jeg råbte højere. Jeg kaldte til modstand mod denne ødelæggelse af Danmark. I 1986 startede jeg en modstandsbevægelse mod den ødelæggelse af vores fædreland, som politikere og presse havde sat i gang og forsvarede med hetz og hysteri. Jeg og de, der var enige med mig, blev forfulgt og fordømt som »racister« og »fremmedhadere«, for hvad ved Det Radikale Venstre og Politiken om forskellen på islam og det evangelisk-lutherske Danmark? Skældsord, bagvaskelse, hadefuld propaganda – det var vores skæbne, der hævdede forskellen på kristendom og islam og forudsagde, at denne islamisering af Danmark var en kulturel og folkelig katastrofe, som ville ende med at gøre danskerne fremmede og forfulgte i deres eget land.

Læs også: »Tonen«

Dette var den offentlige virkelighed 1986-2014. Politikernes uvidenhed og overfladiskhed. Pressens massive hetz og villede blindhed vedrørende realiteten af islam og dermed islams fjendskab mod det eksisterende Danmark og det danske folks kultur og virkelighed.

Sådan har det været i mere end en menneskealder. Og nu skriver vi 2015 og oplever den islamiske indvandrings realitet.

Nej, jeg må tilstå, at vi er nogle stykker, der kun kan ryste på hovedet af offentlighedens og politikernes nuværende forvirring og rådvildhed. I er blevet advaret, kære politikere, som nu reagerer med de vanlige kulturradikale fraser om »lighed« og »tolerance« og »demokrati«.

Begynd med islam! Fortæl dem, I har inviteret ind i Danmark i hundredtusindvis, at her er vi alle lige for loven, fordi kristendommen har sat en dagsorden, der hedder det almindelige præstedømme, hvorfor islam ikke kan gøre krav på en højere retfærdighed. Prøv på, midt i alle jeres fraser, at fatte virkeligheden, som er, at kun med udgangspunkt i den danske kultur, der har kristendommen som sin forudsætning, kan det danske folk leve sit danske liv og forsvare sig imod en religiøs besættelse, der vil trampe os under fode – som det nu er sket i Frankrig.

Ak, vi, der i mere end en menneskealder har søgt at vække den danske offentlighed og fortælle politikerne, hvad Danmark er, og »Systemet Politiken«, hvorfor det danske folk af presse og offentlighed er sporet ind på en bane, der har Danmarks sammenbrud og det danske folks undergang som sin konsekvens – vi er fulde af foragt for de toneangivende undermålere og har ingen grund til at tro, at de har fattet en virkelighed, der er mere end dyster, fordi den er under angreb af en indvandring, der har islam som sin sandhed og forudsætning.

Læs også: Udlændingedebat får indvandrere til at overveje at udvandre

Hvem kan fatte tillid til dem, der bruger deres fine ord og fraser til at skjule en virkelighed, vi har så overvældende behov for at forstå?

Et eksempel: Hvorfor sidder Ahmed Akkari på Grønland? Han er en af dem, der søgte at løbe os over ende under Muhammed-krisen, men som er blevet afgørende klogere og har fortalt os, hvorfor og hvordan vi har taget fuldstændig fejl af islam og den islamiske indvandring. Han udgav sidste år en bog, »Min afsked med islamismen. Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark«, i hvilken han fortæller om det spil, islamismen driver med Danmark og det danske folk, og hvor han ærligt beretter om, hvorledes han under Muhammedkrisen var med til at bedrage offentligheden.

En opsigtsvækkende bog. En bog, der afslører islamismens virkelighed og taktik og fortæller Danmark, hvorledes vi kan værne os imod bedrageriet.

Læs også: Akkari: »Der hviler en tung byrde på de muslimske minoriteters skuldre«

Ahmed Akkari er lærer, men skulle naturligvis være en afgørende og betydningsfuld røst i den danske debat. Men Ahmed Akkari sidder som lærer på Grønland, for han kunne ikke få plads og stilling i Danmark, og omgivet af sne og isfjelde kan han nu sidde og være obskur og fjern fra den danske offentligheds forsøg på at fatte en ny og uhyggelig virkelighed.

Hvorfor sidder Akkari på Grønland? Hvorfor er der ikke en offentlig interesse i at få ham og hans stemme til at lyde i Danmark i dag? Hvorfor fortsætter en dansk offentlighed med at vende det døve øre til sandheden og skubbe dem, der siger den, ud i mørket og forargeligheden og isfjeldene?

Jeg spørger på baggrund af 40 års erfaringer med den danske debat.