Islam-kritikken har fået tag i USA

Islam-kritikken tager til i USA, og muslimerne må mange steder opgive at bygge moskeer. I Michigan byggede det muslimske samfund en moské. Det betaler de prisen for nu.

USAs største moské pryder den arabiske del af byen Dearborn. En bydel, som skiller sig noget ud i forhold til resten af byen, som i høj grad er præget af industrilegenden Henry Fords fortid og nutid. Og en bydel, som i dag både er et eksempel på succesfuld arabisk integration og et symbol på amerikanernes kritiske syn på islam efter 9/11. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

DEARBORN: Intet er vel ret meget mere »amerikansk« end byen Dearborn i staten Michigan. Eller mindre »amerikansk«. Afhængig af hvilken del af byen, man besøger.

I den ene ende er byen domineret af den legendariske Henry Fords nutid og fortid med bilfabrikker, museer, hospitaler, universiteter og meget andet, der bærer grundlæggeren af Fords Motor Companys navn. I den anden ende finder man USAs største moské, halalslagtere, libanesiske restauranter og kvinder med tørklæder – og enkelte med niqab – i gadebilledet.

De to bydele har meget tilfælles og bærer på den samme historie og en gensidig afhængighed. Dearborn var indtil for få år siden et eksempel på den smeltedigel af forskellige kulturer og forskellige religioner, som USA er så rigt på. I dag bliver byen hevet frem af kritikerne af islam som et arnested for udklækningen af ekstremisme.

Terrorangrebet 11. september 2001 ændrede nemlig alt for muslimerne i USA. Denne dag forandrede også Dearborn, hvis man spørger nogle af byens 45.000 indbyggere af arabisk oprindelse. For denne dag vågnede byen op til en ny realitet. Indbyggerne opdagede islam. Ikke fordi religionen havde været glemt.

Men fordi ingen tidligere gik op i religiøse spørgsmål. 11. september gjorde islam foruroligende nærværende for en stor del af byens indbyggere, for det var muslimer, der angreb USA.

»Nogle fandt pludseligt ud af, at det at være muslim var fjendtligt i en kristen verden. Inden 11. september havde de fleste ikke skænket hverken islam eller det at være muslim større tanker,« siger redaktøren af den lokale ugeavis The Arab-American News, Osama Siblani, til Berlingske.

Flertallet af araberne i Dearborn var indtil da amerikanere. De talte amerikansk og ikke arabisk. Men fra den ene dag til den anden blev de opfattet som »muslimer« – og dermed et fremmedelement i et samfund, der pludselig satte nye normer for det at være amerikaner. Et indre og et ydre pres på denne skelsættende dag gjorde, at den arabiske identitet blev en del af den nye virkelighed.

Dearborn blev for nogle amerikanere et symbol på islams vækkelse i USA. For Dearborn havde op igennem 1970erne og 1980erne fået en række »nye« arabiske flygtninge, som havde taget religionen med sig fra Mellemøsten. De sidstankomne fik stigende indflydelse over byens gamle arabiske befolkning og begyndte at vise deres islamiske tilhørsforhold.

Og med den nye fattigdom som følge af bilfabrikkernes krise i 2007 tiltog religionens betydning. Dermed kom Dearborn endnu mere i amerikanernes søgelys efter 11. september. For amerikanerne var begyndt at holde øje med deres muslimske naboer. Især når de byggede en stor moské og oven i købet begyndte at vise tegn på religiøsitet i det offentlige rum.

Det var på det tidspunkt, at Dearborns »hvide« befolkning også begyndte at blive urolig, og det gik ikke stille for sig. Den kristne fraflytning fra byen begyndte at tage fart, fordi islam blev mere og mere synlig i gadebilledet. Og ved den årlige byfest mødte masser af ikke-arabiske personer op med grisehoveder på spyd for at vise deres foragt for islam.

»De radikale amerikanske grupper kom ganske vist udenbys fra. Men det var en enorm provokation, som byens arabiske indbyggere i begyndelsen tog roligt. Også når kristne vækkelsesprædikanter kom ind i byen. Blandt andet den omstridte koran-brænder Terry Jones. Der er helt sikkert blevet en skeptisk stemning over for muslimer ikke alene i Dearborn, men generelt i USA efter 11. september.

Dearborn blev desværre symbolet på det islam, amerikanerne ellers kun kender gennem deres nyheder. Og det var et negativt syn på islam,« siger den amerikanske lektor i arabisk-amerikansk immigration Sally Howel fra University of Michigan i Dearborn til Berlingske.

For muslimerne i USA bliver mødt med en stigende mistænksomhed omkring deres egentlige hensigter med at være i USA gennem en debat, der minder om den, man har i Europa. I Dearborn er der så mange, at det ikke er helt så svært at være muslim i det daglige, selv om amerikanerne betragter byen med stor skepsis. Men i andre byer, hvor muslimerne er færre, er det blevet meget svært.

»Vi bliver som muslimer mistænkeliggjort. Er vi i virkeligheden amerikanere, eller støtter vi terror. Hvis muslimer et eller andet sted i Kansas ønsker at opføre en moské i lokalsamfundet, så vil man i dag opleve, at det kan de godt glemme alt om. Lokalsamfundets reaktion er så fjendtlig, at det ikke kan lade sig gøre,« siger Dawoud Walid, direktør for den muslimske interesseorganisation CAIR, til Berlingske.

»Sådan var det ikke før 11. september«, tilføjer han.

Retfærdigt eller ej. Opfattelsen af Dearborn er i dag helt anderledes end for 20 år siden.

Byen opfattes som et skjult kalifat med radikale imamer og er ground zero for den amerikanske højrefløjs raseri mod muslimer. Sandheden ligger som altid midt imellem. For Dearborn har hverken sharia-lovgivning eller et kalifat, selv om mange bloggere hævder, at byen har overgivet sig til radikal islam.

Det er en amerikansk by med arabiske immigranter, der kæmper for at beholde deres amerikanske identitet. I hvert fald hvis man spørger de gamle i byen. Og selv de unge taler mere amerikansk end arabisk. Samtidig er imamerne så gennemkontrollerede, at der tilsyneladende ikke er ballade med dem.

»Men 11. september blev den skelsættende begivenhed. Jeg måtte for første gang have politibeskyttelse hjemme og på avisen. Mit fornavn – Osama – gjorde, at anonyme amerikanere ringede til mig og truede mig på livet. De truede med at sprænge avisredaktionen i luften. Siden har det bare været en kamp at forklare, hvorfor jeg ikke er den samme som Osama bin Laden, og at jeg overhovedet ikke har de samme synspunkter, bare fordi vi deler religion og fornavn,« siger den sunni-muslimske avisredaktør Osama Siblani.

Han sidder på sit kontor i en »amerikansk« del af Dearborn med købmænd, forsamlingshuse og oven i købet et par kirker lige rundt om hjørnet.

»Men jeg oplevede også noget meget smukt dagen efter 11. september. Den del af byen, der ikke er muslimsk, har en veteranforening for gamle soldater fra Marinekorpset. Medlemmer derfra kom i deres uniformer og med deres medaljer og sagde: Osama, vi står vagt om dig og din avis. Du skal ikke bekymre dig. Det gjorde mig rørt og gav mig troen på USA tilbage. Jeg er amerikaner. De er amerikanere. Og vi stod sammen,« siger han.

Indvandringen fra Mellemøsten begyndte i 1870erne, da arabere fra Libanon og Syrien myldrede til Michigan. I 1920erne arbejdede de som en solid arbejdskraft i Henry Fords bilfabrikker og blev en del af det amerikanske mirakel mellem de to verdenskrige. De var amerikanere og havde for længst glemt, hvor de kom fra.

De var kristne og muslimer og arbejdede side om side ved samlebåndene og hævede en timeløn, der var lidt højere end andre ufaglærte grupper i Fords virksomheder. De var arbejdere, der levede sammen med deres »hvide« amerikanske naboer i fred uden at skænke storpolitik eller Mellemøsten mange tanker.

Borgerkrigen i Libanon i 1970erne og 1980erne sendte en ny bølge af sted til Michigan, og endnu flere kom under Irak-krigene. Det var med til at ændre billedet. For med mange i denne flygtningestrøm kom også religionen. Moskeerne blev langsomt en vigtig del af livet i Dearborn og i Detroit.

I hele området var der efterhånden 300.000 indvandrere af arabisk herkomst, og problemerne begyndte at tage fart. Snart cirkulerede der rygter om, at muslimerne i området havde grundlagt et regulært kalifat, og der herskede en skjult sharia-lov i Dearborn.

Hvis man spørger Osama Siblani, om rygtet taler sandt, kommer der et anstrengt smil.

»Nej! Så kort kan jeg sige det. Vi er amerikanere, vi har en amerikansk forfatning. Sharia-lov kommer aldrig til USA, hverken lokalt, regionalt eller føderalt. Vi lever i USA og har valgt at leve her. Vi lever ikke i et kalifat,« siger han.

Heller ikke imamerne siger, at sharia-lovgivningen er noget, man ønsker.

»Vi er amerikanere med islam som religion. Vi har to naboer til moskeen – armenierne, som også er amerikanere og de græsk-katolske, som også er amerikanere. Så hvorfor skulle vi ikke også være det,« siger en af imamerne og peger over mod moskeens to kristne nabokirker.

Men moskeens to bedetårne rager godt op i landskabet og har skabt bekymring i Dearborn og andre steder i USA. Det er de kristne, der er bekymrede. De føler, at islam er en truende relgion. Dearborns kristne amerikanere er derfor ikke begejstrede over, at muslimerne er der i så stort et antal. Og ovenikøbet har opført USAs største moské i byen.

»Jeg kan bare ikke acceptere, at de lader kvinderne gå rundt med tørklæde og er tildækkede. Det er uamerikansk,« siger Alice Hemming fra Dearborn, selv om hun i samme åndedrag siger, at alle i USA selvfølgelig er frie til at dyrke den religion, man nu engang tror på.

»De siger, at de ikke vil gennemføre sharia. Men hvem tror på det?« spørger hun.

Det er denne tilgang til tingene, der betyder, at der stadig er spændinger i samfundet. Selv om der kun er knap syv mio. muslimer i hele USA, så bor mange af dem i Michigan og Minnesota. Og det er de steder, amerikanerne konfronteres med deres egen tro på det grundlæggende ved den amerikanske forfatning – at alle har ret til at leve i fred og i frihed og med den religion, man ønsker. Også hvis man er muslim.

Modstanden mod moskeerne er i dag stor, og radikalismen blandt enkelte muslimer bliver til store overskrifter også i amerikanske aviser, siger forskerne i Michigan. Sally Howell fra det lokale universitet understeger, at det pudsige er, at de unge i byen faktisk er blevet mere sekulære de seneste par år modsat muslimerne i Minnesota. Det er derfra, at nogle af USAs Syrien-krigere kommer fra.

»De kommer faktisk ikke fra Dearborn. Her er der en anden historie, som er anderledes end den, amerikanerne tror. F.eks. er de ældre imamer bekymrede for, at de er ved at miste deres børnebørn til den amerikanske »kultur«. De ser dem blive mere og mere vestlige.

Mange af børnebørnene har fået succes i USA, og det er imamerne både stolte af og bekymrede over. Hvad denne udvikling betyder på langt sigt, ved vi ikke. Men Dearborn er på godt og ondt både et eksempel på arabisk integration, der lykkes, men er også blevet et symbol på amerikanernes kritiske syn på islam,« siger hun.