Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Far-vel og TAK

31DEBJohn-Wagner.jpg
Bylinefoto John Wagner Adm. direktør
Læs mere
Fold sammen

Når disse linjer skrives, er der ikke udskrevet valg. Men inden det er for sent, skal der her lyde et velment far-vel og en stor TAK til de folketingsmedlemmer, som ikke genopstiller eller ikke bliver genvalgt.

Foto: Keld Navntoft. Helle Thorning møder pressen efter Tirsdagsspørgetime. Fold sammen
Læs mere

Når politikere bliver forhenværende, skyldes det frivillig afgang eller vælgernes ubønhørlige dom, der kan være en særdeles barsk oplevelse, for mange fulgt af års kamp for at komme tilbage på det »rigtige« arbejdsmarked.

Frivillig afgang kan ske, fordi alderen tilsiger det, som tilfældet nu desværre er for koryfæer som Per Stig Møller og Birthe Rønn Hornbech.

Den kan også komme, fordi medlemmet – f.eks. Charlotte Dyremose og Pernille Vigsø Bagge - har mistet lysten til den politiske kamp, hvad enten det er med partifæller eller politiske modstandere. Så sjovt er politik nemlig heller ikke altid…

Endelig er der dem (fra Enhedslisten), Per Clausen og Frank Aaen, som ikke må genopstille på grund af et rotations-princip, der også – afhængig af tidspunktet for valget – kan ramme Johanne Schmidt-Nielsen.

FRIVILLIG AFGANG KAN ske i utide, som da Karen Hækkerup, Lene Espersen, Lykke Friis og Gitte Lillelund Bech foretrak civile jobs. Eller som da Margrethe Vestager, Christian Friis Back, Jeppe Kofod, Ulla Tørnæs, Sophie Hæstorp Andersen og Benedikte Kiær foretrak andre politiske hverv.

Yderligere en halv snes medlemmer går frivilligt, og vælgerne vil måske fordoble antallet af snart forhenværende.

Der er altså tale om en betydelig åreladning, hvor der siges farvel til politikere med kæmpe erfaring, netværk nationalt og internationalt, parlamentarisk snilde og mod til at forsvare den nødvendige politik. Andre vil tale om tiltrængt fornyelse, men hvem siger, at al fornyelse er til det bedre?

EFTER MIN MENING bliver ikke bare Det konservative Folkeparti, men dansk politik i det hele taget fattigere, når f.eks. Per Stig Møller bliver forhenværende.

Godt for dansk folkestyre er det så, at to af Per Stig Møllers jævnaldrende, også idépolitikere med meningers mod og stor Christiansborg-erfaring, nemlig Bertel Haarder og Mogens Lykketoft, tager endnu en omgang. Ellers ville Folketinget med disse tre fyrtårnes samtidige afsked vel også på én gang have sagt farvel til halvdelen af tingets intelligens.

Under alle omstændigheder er der grund til at sige tak til dem, der gør en indsats i folkestyrets tjeneste. Hvad enten de bliver genvalgt eller forlader Christiansborg!

En af vort lands fremmeste politikere sagde for år tilbage efter en barsk dag i en barsk uge i en barsk måned i en barsk tid, at »politik er noget opreklameret lort«. Ja, undskyld udtrykket i denne pæne avis. Men pågældende, som har levet for sit land og sit parti i en menneskealder, havde jo ret: Politikere må leve med interne stridigheder, kritik fra politiske modstandere, bagklogskab fra lederskribenter og uartigheder på de sociale medier fra morgen til aften.

Foto: Keld Navntoft. Helle Thorning møder pressen efter Tirsdagsspørgetime. Fold sammen
Læs mere

ELLER SOM K. K. STEINCKE udtrykte det: »Naturen er herlig, livet er dejligt – også det politiske – bare det ikke vrimlede med myg, myrer, klæger, hvepse og gedehamse.«

Også på den baggrund forstår man næsten bedre dem, der forlader Christiansborg, end dem, der håber på genvalg eller nyvalg, når statsministeren snart giver dem chancen.