Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Erstatningsnævn forringer forhold for voldsofre

Alle sager om vold mod personale skal anmeldes til politiet inden 72 timer, hvis ofret skal gøre sig forhåbning om erstatning. Det er for restriktivt, og nævnets afgørelser er i flere tilfælde blevet tilsidesat af domstolene.

De færreste ønsker at have brug for denne knap, men mange offentligt ansatte risikerer vold og arbejdsskader på deres arbejde. Socialrådgivere, psykiatriske plejere, SOSU-assistenter er blot eksempler. Foto: Iris Fold sammen
Læs mere

DR-programmet »På ubestemt tid« gav et indblik i vilkårene for ansatte i psykiatrien. Et arbejdsmiljø, der indebærer en risiko for at blive udsat for vold af de mennesker, som personalet er ansat til at tage vare på. I de ulykkelige tilfælde, hvor uheldet er ude, kommer Erstatningsnævnet ind i billedet. Nævnet har til opgave på statens vegne at yde erstatning til ofre for strafbar vold, i det omfang ofrene ikke får erstatningen fra anden side.

For at få erstatning skal hændelsen politianmeldes inden for 72 timer. Men gennem næsten 30 år har man dispenseret for kravet om politianmeldelse, når volden er begået over for plejepersonale, pædagoger og andre personalegrupper med særlige omsorgsfunktioner, af pædagogiske og behandlingsmæssige hensyn. Denne praksis har Erstatningsnævnet imidlertid nu ændret uden varsel og uden begrundelse. Nu skal alle sager politianmeldes, hvis offeret skal gøre sig håb om en erstatning.

Kravet om politianmeldelse er et problem, fordi langt de fleste ansatte, der som led i deres arbejde tager vare på udadreagerende borgere, elever, demensramte personer mv., lægger stor vægt på at indgå i et tillidsfuldt forhold. Det undermineres, når en ansat skal ty til politianmeldelse af borgeren. De pågældende borgere og deres pårørende bliver voldsomt belastet af politianmeldelser og efterforskning af deres gerninger, uden at nogen kan se noget dybere formål hermed. Desuden bliver politiet bebyrdet med en mængde anmeldelser, som ikke tjener noget reelt formål, idet de pågældende personer ofte overhovedet ikke er strafegnede.

Et eksempel: En socialpædagog ansat på en lukket psykiatrisk afdeling blev overfaldet af en patient, som tog kvælertag på pædagogen. Han pådrog sig både fysiske skader og navnlig psykiske gener, blev sygemeldt og siden afskediget efter lang tids sygemelding. Episoden blev anmeldt til politiet efter 14 dage.

Arbejdsskadestyrelsen vurderede socialpædagogens varige mén til at udgøre 28 procent, og han har et betydeligt økonomisk tab. Et tab han imidlertid ikke kan få kompenseret, da Erstatningsnævnet har afvist sagen med den begrundelse, at episoden ikke var rettidigt politianmeldt, og at pædagogen desuden selv kunne have anmeldt beboeren til politiet.

Efter vores opfattelse har Erstatningsnævnet været alt for restriktive i deres afgørelser i en række tilfælde, og deres afgørelser er i adskillige tilfælde de seneste par år blevet tilsidesat af domstolene.

Eksempelvis tabte nævnet en sag, hvor de afviste at udbetale erstatning til en socialrådgiver ved et misbrugscenter. Han blev udsat for trusler fra en personlighedsforstyrret mand, som han var støtteperson for. Manden var netop blevet dømt til en ny psykiatrisk behandling, da han indtalte følgende trussel på socialrådgiverens telefon: »Jeg kan love dig en ting, du har bare at … Ellers får jeg dig hængt op i nosserne … Hvis du stopper mig i … så kan jeg godt sige dig, så har du ikke nosser, når jeg er færdig med dig«.

Socialrådgiveren oplevede truslen som særdeles reel og blev umiddelbart herefter sygemeldt. Efter flere år er det lykkedes ham at komme tilbage til arbejdsmarkedet, men med alvorlige psykiske gener og et stort indkomsttab. Nævnet afslog imidlertid erstatning med den begrundelse, at den truende adfærd blot var, hvad socialrådgiveren kunne forvente, da den psykisk syge mands aggressive og truende adfærd var kendt i forvejen.

Dansk Socialrådgiverforening anlagde sag mod Erstatningsnævnet, der blev dømt til at anerkende tilfældet under loven. Socialrådgiveren har efterfølgende modtaget erstatning på flere hundrede tusinde kroner.

En lignende behandling fik en tilsvarende sag om en sygeplejerske ansat på et sygehus. Sygeplejersken kom til skade, da hun skulle hjælpe en udviklingshæmmet patient med at skifte tøj. Undervejs sparker patienten pludselig ud og rammer sygeplejersken i lysken, og sygeplejersken falder og slår venstre hofte og skulder. Erstatningsnævnet afviste imidlertid sagen med følgende begrundelse:

»Episoden blev ikke anmeldt til politiet på baggrund af, at patienten er udviklingshæmmet, og reagerer på den pågældende måde på baggrund af sit handicap. […] Vi vurderer derfor, at handlingen fra skadevolders side ikke er gjort med vilje og forsæt.«

I andre tilfælde har Erstatningsnævnet afvist erstatningssager med en begrundelse, at der ikke er tale om en voldelig episode, men om en »pædagogisk konflikt«, som i dette eksempel: En SOSU-assistent blev på sit arbejde udsat for vold fra en demensramt beboer, som havde kastet knive og tallerkener efter hende, grebet fat i hende og truet hende med en overskåret kaffekop. Assistenten blev voldsomt påvirket og blev sygemeldt, og skadens følger er af Arbejdsskadestyrelsen senere takseret til et varigt mén på ti procent.

FOA anlagde sag mod Erstatningsnævnet på SOSU-assistentens vegne og Erstatningsnævnet blev dømt. Retten udtalte: »Selv om forholdet ikke er politianmeldt, har Erstatningsnævnet ikke været berettiget til at afvise anmodning om erstatning … med henvisning til, at der ikke er sket en overtrædelse af Straffeloven«.

På baggrund af de nævnte domme mod Erstatningsnævnet og en række lignende sager, havde vi unægtelig en forventning om, at Erstatningsnævnet ville lempe kravene. Men tværtimod har Erstatningsnævnet, uden nærmere begrundelse og på trods af, at de er blevet dømt i flere andre sager, valgt at skærpe praksis.

Det betyder, at offentligt ansatte, der passer deres arbejde, er dårligere stillet, hvis de bliver udsat for vold, end alle andre borgere er, når de går på gaden. Er det denne restriktive praksis, Folketinget ønsker, skal være gældende for ofrene?

Vi har i årevis påpeget de store problemer, som voldsramte ansatte oplever i deres vanskelige vej til at opnå erstatning, og vi har netop sendt et brev til de ansvarlige ministre med en opfordring til, at der fra regeringens side findes løsningsmodeller, der sikrer, at voldsramte ansatte får erstatning.

Kommentaren er skrevet af: Benny Andersen,Socialpædagogerne, Majbrit Berlau, Dansk Socialrådgiverforening, Dennis Kristensen, Fag og Arbejde, Grete Christensen, Dansk Sygeplejeråd, Søren Kjær Jensen, Advokatfirmaet Elmer og Partnere.