Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En fair betalingsring

Katrine Lester: Trafik flytter sig, men det gør en stationær betalingsring ikke. En betalingsring baseret på bompenge kan dermed hurtigt være forældet, mens der er rige udviklingsmuligheder inden for roadpricing - herunder en fair GPS-model.

Det er ikke trængselsproblemet, som er til diskussion, men måden regeringen vil løse det på. I stedet for holde krampagtigt fast i bompengeløsningen, burde man undersøge mulighederne for en GPS- og kilometerbaseret betalingszonemodel, som både er fremtidssikret og mere fair. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Betalingsringen er voldsom upopulær. Den er uretfærdig og rammer de forkerte. Helle Thorning-Schmidt (S) har medgivet, at ringen ikke er perfekt, men kalder den en løsning. Hun har også opfordret til, at man kommer med forslag til andre løsninger på trængslen og luftforureningen. Her et forslag til en fair løsning.

Det urimelige ved betalingsringen er i mine øjne ikke, at man skal betale for at køre i bil i København, hvor der er problemer med trængsel og luftforurening. Det urimelige er, at man skal betale for at krydse en helt tilfældig linje - uanset om linjen følger ring 2 eller kommunegrænsen.

Borgere, der bor i Herlev og arbejder på Frederiksberg, skal betale dyrt for at tage bilen på arbejde. Det skal borgere på Frederiksberg, der arbejder i et industrikvarter på vestegnen også. Derimod koster det ingenting for Østerbro-borgeren at tage bilen hele vejen til Valby af nogle ad de allermest trafikerede og forurenede veje i hovedstaden. Det er ikke fair.

Men hvad nu, hvis man ikke betalte for at krydse betalingsringen, men i stedet betalte for at køre inden for ringen?

En fair betalingsring er baseret på en gps-løsning, hvor man kun betaler for at køre inden for ringen. Jo mere man kører, desto dyrere bliver det. Krydser man kun kortvarigt ind i betalingsringen, koster det kun en lille smule. Insisterer man på at køre rundt inden for ringen, betaler man for alle kørte kilometer. Ringen bliver altså grænsen for en betalingszone i stedet for en bompengering.

En tur fra Frederiksberg til Herlev kommer kun til at koste småpenge, fordi hovedparten af turen foregår uden for ringen - hvorimod en tur til indre by bliver dyrere, fordi hele turen foregår inden for ringen. Pendlere bliver stadig motiveret til at stille bilen uden for byen, mens beboerne inden for ringen også bliver motiveret til at lade bilen stå og i stedet kaste sig på cyklen eller tage den kollektive trafik.

En fair betalingsring er en simpel form for roadpricing. Det kræver, at alle biler, der kører jævnligt inden for betalingsringen, får en installeret On-Board Unit (OBU), præcis som man kender det med en BroBizz, som automatisk afregner, hvor meget bilen skal betale. Betalingen foregår automatisk via betalingsservice, præcis ligesom brobizzen på Storebælt eller Øresund.

Gæster, der kun sjældent kommer inden for ringen, kan nøjes med at købe en tidsbegrænset billet, ligesom mange danskere fra deres ferie kender det i bl.a. Frankrig, Italien og Schweiz. Og bliver man opdaget inden for ringen uden enten sin OBU eller billet, så får man en bøde.

Fordelen ved en roadpricing-model for betalingsringen er mange: Man beskatter den kørsel, man gerne vil til livs: Nemlig kørsel inden for ringen. Man undgår omvejskørsel, hvor bilister kører uden om ringen og belaster miljøet mere, end hvis de snittede ringen, fordi bilisten kun skal betale ganske lidt for at krydse ringen og dermed - med benzinprisen in mente - ikke har noget incitament til at tage en længere rute for at undgå bompengene.

Både SF, Socialdemokraterne og endog flere af de borgerlige partier har tilkendegivet, at de støtter road­pricing på længere sigt. Men længere sigt behøver ikke være mere end et par år ud i fremtiden.

Hvad med overvågning? Risikerer vi ikke, at indføre et overvågningssamfund ad bagvejen, hvor politi, presse eller hackere på et tidspunkt får adgang til data om, hvor vi har befundet os hvornår? Når en statsministerkandidats personlige papirer kan havne på forsiden af en tabloidavis, og når mordofre i England kan få hacket deres mobiltelefon, er der god grund til at sikre, at hverken myndigheder, presse eller almindelige borgere kan få adgang til vores kørselsdata.

Det kan vi faktisk sikre os imod. OBUerne i vores biler skal ikke fortælle, præcis hvor vi har kørt. De skal kun fortælle, hvilken takstzone, vi har kørt i. Det er korrekt, at så længe der kun er én zone - inden for betalingsringen - vil OBUen kun sige, om en bil har været inden for zonen. Om man har kørt på Adelgade eller Allegade, er myndighederne uvedkomment.

Roadpricing er fremtiden. Trafik flytter sig, men det gør en stationær betalingsring ikke, og dermed risikerer en betalingsring baseret på bompenge hurtigt være forældet. Derimod er der mange udviklingsmuligheder for roadpricing.

Når betalingsringen med roadpricing er i drift, kan man trække på erfaringerne herfra til at gennemføre roadpricing i hele landet. En sådan øvelse er mere politisk end praktisk.

Landsdækkende roadpricing kræver, at politikerne sætter sig sammen, smider registreringsafgift, grøn ejerafgift, vægtafgift, benzinskatter, transportfradrag og alle andre udgifter og indtægter fra bilismen på bordet og drøfter, hvad det skal koste at køre hvorhenne.

Helle Thorning-Schmidt kalder betalingsringen en løsning. Roadpricing er ikke bare en løsning, men den rigtige løsning. I stedet for holde stædigt fast i bompenge, bør man i det mindste undersøge, om ikke en betalingsring baseret på roadpricing vil være mere fair og mere fremtidssikret.