Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En dobbelt Langballe der er blevet glemt

Tom Jensen: Megen ståhej har i de seneste dage - fortjent - omgærdet Jesper Langballes debatindlæg her i avisen om muslimske fædres drab på deres døtre.

Tom Jensen, chefredaktør Fold sammen
Læs mere

Sagen har medført uro på de indre DF-linjer, og forleden måtte Langballe beklage. Forståeligt nok, da sagen potentielt kunne medvirke til, at VKO-aksen kom til at knirke yderligere på det, der ellers har været dens store styrke fra begyndelsen: den fælles kurs i værdipolitikken, herunder udlændingespørgsmålet. Men udgangspunktet var jo Langballes forsvar for Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, der før jul gerådede ud i en gevaldig offentlig polemik, da han gav udtryk for, at det er almindeligt med voldtægt af døtrene i muslimske familier. Hedegaard måtte senere trække i land - og der blev taget afstand, også fra Pia Kjærsgaards side, om end noget forsinket.

Hele balladen er imidlertid kommet til at skygge for en anden udtalelse fra Lars Hedegaards side, som ikke handler om generalisering i forhold til muslimer, men i virkeligheden er mindst lige så alvorlig - om ikke alvorligere - end den omstridte bemærkning, som blev afsættet til balladen om Jesper Langballe. Udtalelsen har været beskrevet hist og her, men har ikke givet anledning til nær så voldsom polemik som den med voldtægterne, selv om den burde gøre det. Den faldt i en tale, Lars Hedegaard holdt i Bruxelles tilbage i oktober 2007. Her argumenterede denne ytringsfrihedens angivelige beskytter for, at det kan blive nødvendigt at etablere parallelle samfundsinstitutioner i kampen mod islam. Med andre ord: sætte lov og ret ud af kraft. Helt konkret sagde Hedegaard, at »vi er nødt til at udvikle en strategi, der gør det muligt for os at nå vores mål. Dette betyder, at vi må udvikle en grundlæggende og dyb strategi, der matcher islams. Denne strategi må tage højde for, at nogle af vore offentlige og private institutioner måske vil vælge side til fordel for vore fjender, medmindre vi tvinger dem til at støtte os. En succesfuld defensiv strategi kan derfor gøre det nødvendigt at skabe parallelle institutioner under vores kontrol, kombineret med civil ulydighed«.

Sammenholder man denne kommentar med det, DF­eren Søren Krarup er citeret for i bladet Grænsen fra august 2009, nemlig at det på et tidspunkt vil »stå klart, at vi er sat fra styret, og det ikke længere er os, der bestemmer her i landet. Derfor kan det ende med en form for modstandskamp, hvor man kræver retten til at bestemme i sit eget land«, så har vi en situation, der for mig at se er endnu alvorligere end den nok så alvorlige generalisering i forhold til en hel befolkningsgruppe. Vi står med en politisk fløj med tråde langt ind i regeringens støtteparti, der åbenbart er villig til at suspendere vores demokratiske frihedsrettigheder i kampen mod islam. For mig at se er det en logik, der mest af alt minder om 70ernes ekstreme venstrefløj og dens udbredte villighed til at skrotte demokratiet og ty til væbnet revolution. Måske giver det alt sammen mening, eftersom Lars Hedegaard jo er gammel trotskist. Men det gør ikke hans Bruxelles-tale mindre uhyrlig, og at Søren Krarup åbenbart mener noget lignende burde give anledning til endnu større postyr i DF og i forhold til VK-partierne end fætter Langballes nok så generaliserende sprogbrug.