Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Bliver det en blød Brexit?

"I stedet for at lænke sig sammen bør de 27 EU-lande begynde at tænke ud af boksen og arbejde for fornuftige løsninger til gavn for deres befolkninger."

brexit blue european union EU flag on broken wall and half great britain flag
Briterne har sat Brexit i værk. Foto: Iris Fold sammen
Læs mere

EU er på mange måder tredelt: En Nordvest-, en Syd- og en Øst-gruppe, hvor altså Nordvest-gruppen nu mister et vigtigt medlem efter briternes udmeldelse. På tværs af disse grupper er EU også internt splittet over håndteringen af indvandringsspørgsmålet.

Det er min påstand her, at briterne næppe havde stemt sig ud af EU, og danskerne og mange andre befolkninger ikke havde stemt nej ved en eller flere folkeafstemninger vedrørende afgivelse af suverænitet til EU, hvis Unionen ikke havde været så stålsat insisterende på, at enhver form for både intern – og i realiteten også ekstern – grænsekontrol skulle afmonteres.

Den italienske kystvagt sejler eksempelvis afrikanere op til Europa, frem for tilbage til Afrika, når de forsøger at migrere over Middelhavet. Ungarn blev som et andet eksempel heftigt kritiseret af EU for at lukke Balkan-­ruten forrige år, mens EU-systemet fortvivlet forsøgte at drømme problemerne væk. Senere forhandlede Angela Merkel og EU-lederne en suspekt aftale igennem med Tyrkiets egenrådige præsident Erdogan om at lukke Balkanruten (altså de valgte at betale det ikke længere demokratiske Tyrkiet for at gøre det, som ungarerne var blevet svinet til at for at gøre året før), hvilket hverken var kønt eller langtidsholdbart.

EU-systemet har som forventet, men beklageligt nok fra dag ét efter Brexit konsekvent afvist at komme briterne i møde på indvandringsspørgsmålet, hvilket har bevirket, at den britiske premierminister, Theresa May, for ganske nylig annoncerede en hård Brexit.

Kommissionsformand Juncker og resten af EUs ledere efterlod ikke briterne med muligheden for at forhandle et kompromis, hvor de eksempelvis kunne forblive medlemmer af det indre marked, hvis blot de fik lov at bestemme over deres egen indvandringspolitik igen.

Bør lytte til borgerne

EUs logik er ofte lige så forsimplet, som den er forudsigelig. Enten deltager et land fuldt og helt i det hele, eller også må det henvises til en plads i skyggen.

Problemet ved denne ageren er blot, at det meget vel kan og vil lede til EUs endeligt – i alt fald i den form, vi i dag kender det. Franskmændene og italienerne er for manges vedkommende også trætte af det europæiske indvandringsregime og lider samtidig under, at de ikke længere kan devaluere deres valutaer på grund af deltagelse i den tysk-dominerede euro. Hvis begge – eller blot den ene af disse to centrale europæiske stater – melder sig ud af euro-samarbejdet eller hele EU-samarbejdet på linje med briterne, ser det sort ud for EUs overlevelse.

Men EU kunne øge sine overlevelseschancer gevaldigt, hvis EU-systemet ellers tog sig tid til at lytte til de mange bekymrede borgere, som stemmer på nationaltsindede partier, og derfor i stedet satsede på at hjælpe flygtninge og migranter lokalt, frem for de facto at invitere dem ad farefulde menneskesmuglerruter til det forjættede EU.

Jeg så helst, at EU fokuserede på at være det samhandelsfællesskab, som danskerne meldte sig ind i 1973.

Jeg mener på mange måder, at den politiske union er en kæmpe misforståelse, og den kan sagtens ende med at tage livet af EU, hvis ikke nogen snart afmonterer den. De sydeuropæiske euro-lande vil næppe kunne holde til at være medlem af en relativt stærk valutazone ret mange år fremover, hvis der ikke sker så drastiske ændringer af den, at Tyskland på den anden side ville melde sig ud i protest.

I DF tror vi heller ikke på, at EUs insisteren på, at EU fremover reelt skal være åbent for en regulær folkevandring fra Mellemøsten og Afrika, vil medføre andet end stigende kaos, terror og intern splittelse både på tværs af EU-samarbejdet og internt i EU-landene.

Konklusionen er derfor, at EU p.t. står ved en skillevej, hvor EU burde vælge at se Brexit som en sidste, yderst alvorlig, men oprigtig advarsel.

Lande som Italien, Frankrig og Portugal er jo ikke ligefrem godt kørende for tiden. Det er givet, at en hård Brexit meget nemt kan blive starten på en lavine af udmeldelser eller i alt fald fundamentale uoverensstemmelser mellem stadigt mere EU-kritiske regeringer i både Nordvest-, Øst- og Sydeuropa.

Derimod må en blød Brexit være at foretrække for Danmark og også Tyskland. Briterne udgør for Danmark og Tyskland en stor samhandelspartner, der modsat de sydeuropæiske lande har en økonomi, der er forholdsvis stor og godt kørende.

I stedet for at lænke sig sammen bør de 27 EU-lande begynde at tænke ud af boksen og arbejde for fornuftige løsninger til gavn for deres befolkninger. Det gælder også den danske regering.

Peter Skaarup er gruppeformand for DF.