Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Asyl-dåb

sognepræst, ph.d., Kathrine Bang Lilleør. Fold sammen
Læs mere

Kirkeministeren har opfordret asylansøgere til at vente med at lade sig døbe, til deres sag er afgjort. »Jeg taler kun om tidspunktet,« forklarer Bertel Haarder med skosnuderne faretruende tæt på biskoppernes spinatbed. Alligevel fortsætter han: »En person, der ikke får asyl, kan få problemer, hvis han vender hjem efter at have været konverteret. Jeg tænker også på, at ingen er interesseret i, at et ønske om dåb fremsættes for at fremme en asylsag.«

Pyyy, der balanceres. Ministeren tilføjer afværgende: »Men jeg er fuldstændig med på, at det i sidste ende er personen selv og præsten som bestemmer.« Fusser trukket ind under ministertaburetten igen. Men gik han for langt? Balancerede han på grænsen mellem forkyndelsesfrihed og statens asylbehandling, eller traskede ministeren ind i kirkens forkyndelsesfrihed og dåbsret?

Enhver må spørge sig selv. Biskopperne er ikke i tvivl. De har reageret skarpt på ministerens udtalelser med henvisning til, at folkekirken har en intern vejledning, hvor man fastholder, at »en asylansøger har ret til at konvertere til kristendommen og lade sig døbe, mens han eller hun afventer udfaldet af asylsagen«. Så er spinatbedet kridtet op.

Hvorfor mon ministeren overhovedet nærmer sig et så farligt emne? Årsagen kunne være, at Folkekirkens Asylsamarbejde kan oplyse, at mindst 100 asylansøgere er blevet døbt de seneste måneder, og man vurderer, at mellem 250 og 300 er ved at forberede sig til dåb. Tallene taler for sig selv. Selvfølgelig kan det ikke udelukkes, at der er asylansøgere, der spekulerer i, at dåben kan gavne deres asylsag. Uanset asylkalkulationer er det et faktum, at det er dødbringende at være kristen konvertit i de muslimske lande, der flygtes fra. Selv i det danske indvandrermiljø kan det være omkostningsrigt.

I flere tilfælde har jeg oplevet, hvordan kirkegængere med asylbaggrund, kommende fra muslimske lande, er blevet chikaneret og truet af landsmænd. Undertiden har det været et stort ønske for dem at blive døbt og lade deres børn døbe, men vi lod ofte dage og år gå, før de turde lade sig døbe, og vi sammen vurderede, at det ikke længere ville få konsekvenser for dem.

Særligt husker jeg en kvinde, som ofte var blevet truet af skiftende tolke, der skulle hjælpe hende i samtaler med offentlige myndigheder. Når de opdagede, at hun var kristen, men udøbt, anvendte de en del af deres taletid til at true hende, hvis hun lod sig eller sine børn døbe. Da hun endelig blev døbt, var det, da hun havde fået danske venner og derfor var uafhængig af sine tidligere landsmænd.

Selvfølgelig må en præst ikke afvise et menneske, der søger den kristne dåb. Men det er også en præsts pligt at forkynde, at Guds uendelige kærlighed ikke står og falder med dåben. Derfor er det lidt underligt, at så mange asylansøgere vil udsætte sig for den risiko, som dåben vil indebære for dem. Lidt underligt er det også, at man i visse kirker ligefrem har sat asyl-dåbsforberedelsen i system.

Undre sig må man. Det er en borgerret. Ja måske ligefrem pligt. Også for en kirkeminister.