En samtid kendes blandt andet på kvaliteten af sin tænkning og samtale og dermed også sin ateisme. Dette mindes vi om i disse dage, hvor Ateistisk Selskab driver en kampagne, der skal få danskerne til at melde sig ud af folkekirken. Den består af slogans på bybusser og anvisning i kunsten at udmelde sig, og nogen har faktisk forladt folkekirken, ligesom en del – lyder det fra visse kirkekontorer – har bedt om en udmeldelsesblanket, som dog ikke efter nærmere omtanke er blevet udfyldt.

Men tilbage står, at kampagnen har haft en vis effekt, og den har afsløret to ting. For det første at stort set alle kirkelige stemmer, heriblandt de fleste biskopper, forholder sig passive, hvilket er en taktik, der hviler dybt i folkekirkens tradition. Men som nok snart bør revurderes lidt. Og for det andet at det ateistiske bidrag til samtalen i dag befinder sig på et så lavt niveau, at man må se det som et krisetegn for tiden og samfundet som helhed.

Ateistisk tænkning kan nemlig som udgangspunkt være interessant. Mennesket kan tro på noget guddommeligt, det kan tvivle, og det kan ønske helt at gøre op med Gud, hvilket mange store ånder i historien har beskæftiget sig med. Men det ateistiske niveau er styrtdykket i nyere tid, hvilket i 2009 fik teolog Lars Sandbeck og historiker Lars Christiansen til at skrive bogen »Gudløse hjerner«. Heri anklages ny-ateismen for at dyrke en »underlødig religionskritik«, der opildner til uforsonlighed og latterliggørelse af modstanderen, og ateisten Fernando Savater fremhæves som en lødig stemme, der netop forstår, at den dybe foragt for det religiøse, der præger ny-ateismen, vidner om »mangel på kultur«. Idet man jo bør vide, at de religiøse traditioner hører til tolkningen af den menneskelige eksistens og ikke til beskrivelsen af, hvordan verden fungerer. Tror man det, sammenblander man religion og videnskab, og Sandbeck og Christiansen påviser, at uden dannelse og religiøs indsigt udarter ateismen til ren primitiv tale. Som det netop åbenbares for tiden, hvor tro i den omtalte kampagne opfattes som en fast størrelse, man enten har eller ikke har. Alt imens man helt ignorerer forskellen mellem religioner og sammenligner folkekirken med en sportsklub fyldt med medlemmer, der ikke kan gribe en bold. Vi møder her præcis det, Savater påpeger. Foragt og mangel på kultur.

Således står vi i dag med den ateisme, vi fortjener. Den repræsenteres af børn af en skole og en opdragelse, der ikke har klædt dem på til seriøs omgang med hverken det religiøse eller det historiske. I stedet formes de af simpel logik og popsange (Ateistisk Selskabs talsmand blev efter eget udsagn »vakt« af John Lennons »Imagine«, hvilket siger en del), og det er interessant i disse år at konstatere, at den religiøse analfabetisme bevæger sig sideløbende med den ateistiske. De udgør to sider af samme sag, for begge trosforhold – det religiøse og det ateistiske – degenererer i et samfund præget af så lille respekt for indsigt og tænkning, og hvor den enkelte blot henvises til sit eget golde rum. Det store svigt angående religiøs og historisk oplysning medfører ikke blot, at tilgangen til kristendom er i krise. Det samme gælder tilgangen til ateisme, for de to følges ad og afspejler for tiden hinandens elendighed.