Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Brug erfaringerne fra efterkrigsårenes Okbølslejr på Sjælsmark-centeret

Vi skal lære af historien, og vise, at vi er i stand til at behandle flygtninge menneskeligt.

Sjælsmark
Så længe vi har flygtninge i vores land, skal vi behandle dem menneskeligt. Vi har gjort det før, da vi tog mod flygtede tyskere efter Anden Verdenskrig. Vi kan gøre det igen. Foto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere

Da jeg i forrige uge læste og så videoen af den fem-årige Amin, der er interneret på udrejsecenteret Sjælsmark, blive nægtet broccoli og kogte kartofler kunne jeg ikke lade være med at tro, at grunden til, at vi som befolkning går med til, at mennesker skal leve under disse frygtelige vilkår er, at vi ikke ved bedre.

Maria Nygaard Madsen Fold sammen
Læs mere

Vi bliver nødt til at forstå, at det er mennesker, vi har med at gøre, og så er det ligegyldigt, hvor de mennesker kommer fra eller om vores system har dømt dem ude. Så længe de er i vores land er det mindste, vi kan gøre, at behandle dem menneskeligt. Vi har gjort det før, lad os gøre det igen.

I de sidste måneder af Anden Verdenskrig kom der ca. 250.000 tyske flygtninge til Danmark. De flygtede fra russerne. Det svarede på det tidspunkt til ca. fem pct. af den danske befolkning. Danmark var stadig besat af Tyskland, men efter befrielsen 5. maj fik de danske myndigheder ansvaret for de tyske flygtninge. Da man hverken kendte til antallet af de tyske flygtninge, eller til udsigterne for hjemsendelse af dem, internerede man dem i flygtningelejre. Den største lejr var Oksbøllejren, der med en belægning på ca. 35.000 mennesker var Danmarks sjette største by.

Lær af historien

Meningen med at sammenligne årene efter besættelsen og i dag er for mig meget simpel. Det handler både om at lære af historien, og om at kunne drage paralleller til, hvordan vi som land før har behandlet flygtninge, der sidder fast i vores system.

I de fire år, de tyske flygtninge var interneret i lejre i Danmark, var leveforholdene meget forskellige. Den essentielle forskel på dengang og i dag er, at de tyske flygtninge selv stod for alt i lejrene. I Oksbøllejren var der bl.a. politi, en domstol, et teater, en biograf, fælleskøkkener, skoler til alle aldre, mulighed for en uddannelse inden for håndværk, arbejde af forskellig slags, fritidsaktiviteter og mulighed for at lave mindst ét måltid om dagen til ens egen familie.

Som både Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp har understreget, er det essentielt, at forældre får lov at tage sig af deres egne børn, f.eks. ved at lave mad til dem. At lave mad til sine børn kan på den måde siges at være en menneskeret!

»Det faldt ikke i god jord hos alle, at Danmark fik ansvaret for de tyske flygtninge i årene efter krigen, men vi gjorde det uden at landet faldt fra hinanden.«


Ved at kende til vores egen historie, kan vi måske sætte tingene lidt i perspektiv. Som det fremgår i Flygtningeadministrationens Hvidbog, Flygtninge i Danmark 1945-1949, fra 1950 blev de tyske flygtninge først sendt hjem til Tyskland, når de danske myndigheder var sikre på, at der var bolig og arbejde til mindst en af forældrene – og de ville gerne hjem igen! I dag forventes og kræves det, at mennesker ligesom du og jeg forlader landet mod egen vilje.

Det faldt ikke i god jord hos alle, at Danmark fik ansvaret for de tyske flygtninge i årene efter krigen, men vi gjorde det uden at landet faldt fra hinanden, og de blev under helt anderledes vanskelige omstændigheder behandlet bedre end de stakkels mennesker, vi har lukket inde på Sjælsmark. Vi burde tage ved lære af historien.