Kronik: Hvorfor kan vi ikke behandle mennesker som mennesker?

Sjælsmark er det tætteste, man kan komme på et åbent fængsel. Beboerne må ikke selv lave mad, der må ikke være farver på væggene, og man må ikke lave arrangementer. Men ingen af beboerne er kriminelle.

sjælsmark
Værelserne på Sjælsmark Udrejsecenter, som dette arkivfoto viser, er trøstesløse, og for beboerne er der ikke plads til det mindste, der måtte være personligt. Arkivfoto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Danmark skal ikke løse verdens flygtningeproblem, hvor mere end 60 millioner mennesker lider under forfølgelse og hjemløshed. Danmark skal bidrage til at løse verdens flygtningeproblem, der med statsminister Lars Løkke Rasmussens ord kun kan løses ved internationalt samarbejde. Men ord alene kan ikke gøre det.

Derfor skal Danmark naturligvis hurtigst muligt igen modtage kvoteflygtninge fra UNHCR - mindst de 500 personer, som vi har gjort det i en længere årrække. For vores del gerne det dobbelte. Hvor mange andre, vi kan modtage, beror på mange faktorer.

Bent Melchior Fold sammen
Læs mere
Foto: Bent Melchior SH Bjarke Bo Olsen.

Özlem Cekic Fold sammen
Læs mere

Det er vigtigt, at vi ikke tager flere ind, end at vi kan give dem ordentlige forhold, så de hurtigt kan sluses ind i samfundet og bidrage til fællesskabet. Men 500 kvoteflygtninge svarer til fem personer pr. kommune. Vi er enige med mange borgmestre, der mener, at den opgave er overkommelig i et af verdens rigeste lande.

Nogle er kommet til Danmark og har søgt om asyl eller anden mulighed for permanent ophold, men er blevet afvist. De skal i princippet rejse tilbage til deres hjemland, hvis hjemlandet vil tage imod dem. En del af dem frygter imidlertid, at en hjemrejse kan betyde den visse død, måske »bare« tortur og andre former for umenneskelige vilkår.

Det kan til tider være vanskeligt at afgøre, om den frygt er berettiget eller ej, men frygten er i sig selv en del af virkeligheden. I dette tilfælde er den så stærk, at mennesker finder sig i at leve under rædsomme forhold i lejre som Sjælsmark Kaserne med deres børn, fremfor at medvirke til deres hjemsendelse. Pesten i de danske lejre er at foretrække for koleraen i hjemlandet.

Psykiske vrag

Vi har besøgt Sjælsmark Udrejsecenter. Vi kom der ikke for at gribe ind i de politiske beslutninger. Vi kom der, fordi vi havde læst om de forhold, der blev budt mennesker, hvis eneste »forbrydelse« var, at de opholdt sig her i landet. Nogle havde angivet, at de var på flugt, andre havde søgt at få en bedre tilværelse. Det første er en menneskeret, det er det andet for så vidt også, selv om der ikke er nogle konventioner, der behandler emnet.

Men der er heller ikke nogen lov, der forbyder mennesker at forsøge at forbedre deres situation og deres børns uddannelse. Så længe disse mennesker opholder sig inden for vore grænser, skal de have et minimum af menneskelige vilkår. Det har de efter vores mening ikke i Sjælsmark Udrejsecenter.

Det var vores hensigt at gøre opholdet i centret lidt mere tåleligt for beboerne. Det er der heldigvis allerede andre, der for længst har taget fat på. En gruppe billedkunstnere har besøgt stedet to gange hver måned i det seneste halve år og arbejdet med nogle af de unge. Nødhjælpsorkestret besøger børnene regelmæssigt med stor succes. Bedsteforældrene for Asyl og Sjælsmarks Venner har organiseret begivenheder, der fortæller beboerne, at der er danskere, som bekymrer sig om dem.

Det har ikke ændret på det forhold, at beboerne langsomt, men sikkert, bliver psykiske vrag, der i stadigt højere grad må henvises til behandling. Forældrenes desperation kan ikke undgå at smitte af på børnene. Forældrene er psykisk hårdt presset, og Røde Kors udarbejder med jævne mellemrum rapporter til kommunen, hvoraf det fremgår, hvordan situationen forværres.

Børnene har den fordel, at de helt små nogle timer om dagen er i børnehaven, der drives af Dansk Røde Kors, og hvor der råder en helt anden stemning. Her får noget så dansk som begrebet hygge lov til at snige sig ind. Stor ros til Røde Kors og til børnehavens leder. De ældre børn går i skole, nogle endda på kommunale skoler. Men når de kommer hjem, er det slut med hyggen.

Tæt på åbent fængsel

Sjælsmark er det tætteste, man kan komme på et åbent fængsel. Det er Kriminalforsorgen, der har fået tildelt opgaven at administrere den ordning, som politikerne har besluttet skal være gældende. Det er ikke, fordi der er tale om, at beboerne er kriminelle.

Omgivelserne fremstår grå og rå og slidte. Udgangspunktet er, at man skal gøre vilkårene så utålelige, at det skal motivere beboerne til at rejse hjem til de utålelige forhold, der råder dér. At metoden har vist sig at være uden virkning, gør ingen forskel. Mens vi har lejre, der har huset flygtninge, men heldigvis står tomme, hvor der er trygge forhold, hvor børn har kunnet trives, henviser man altså disse mennesker til en trøstesløs lejr med en række barakker af cement, hvor enhver udsmykning dømmes forbudt af hensyn til fredningsbestemmelser. Beboerne må end ikke lave deres egen mad. Det forklares med brandfare. I så fald er enhver bolig farlig at bebo.

Men nej, hvis beboerne i Sjælsmark måtte koge, ville det jo give dem noget at beskæftige sig med, og det kan vi ikke have! Det er bare om at indtage din mad i rette tid. Der er én portion til hver, og der tages tilsyneladende heller ikke hensyn til, at nogle af beboerne er vegetarer.

Forfatterne Kirsten Thorup og Kristina Stoltz har flere gange besøgt Sjælsmark Udrejsecenter og har kontakt med nogle af de familier, der bor der. De beskrev i en artikel i Politiken, hvordan en mor havde poppet nogle popcorn til sine børn i deres lejlighed. Det kunne ikke undgås, at duften spredte sig ud på gangen med det resultat, at personalet umiddelbart trængte ind i lejligheden og fjernede det hele.

Ingen mad, ingen farver, ingen musik

Vi var gæster i lejren et par timer. Oplevelsen kan ikke beskrives i detaljer, men lad os nævne et eksempel. Man må ikke medbringe egne møbler måske foræret af familie eller venner. I lejlighederne er der seks senge, et bord, nogle stole og et smalt skab af metal til hver beboer, hvor der måske er plads til et sæt tøj og to-tre skjorter eller nogle få kjoler og nederdele. Vi vovede at spørge efter nogle hylder. Hvad skulle de dog med dem? Ja, måske de havde nogle bluser, noget undertøj og strømper? Måske nogle bøger og papirer? Måske nogle tallerkener og kopper og glas? Måske en vase og nogle pyntegenstande? Hvor skal de gøre af alle deres ting? Glem det!

Her bor mennesker, der medbringer samtlige deres jordiske ejendele. De kommer ikke hjem på weekend, som soldaterne gjorde, da de boede der. De nye beboere har ingenting at lave hele dagen. Hver dag. Måned efter måned, år efter år. Der bor omkring 90 børn sammen med deres forældre. Flere af dem har allerede boet der i næsten to år.

Vi kom faktisk, fordi vi ville hjælpe med at bryde kedsomheden. Vi blev fulgt af billedkunstneren Camilla Blachmann, som ville arbejde med børnene og de unge for at få deres kunstneriske talenter frem. Det kunne eventuelt gøres inden for børnehavens rammer, men det ville være et problem at vise produkterne, for man måtte jo ikke få kulør på de triste mure og vægge.

Vi ville arrangere debatmøder for de voksne. Uha! Det ville bare skabe uro. Vi ville opføre koncerter. Hvad skulle man dog med dem? Man kunne jo lave koncerter i byen. Hvis nogen af beboerne havde lyst, kunne de tage ind til byen. Hvis de ikke havde penge til bussen, kunne de bare gå. Men musik på lejrens grund ville bare bryde kedsomheden. Nå, ja, det var jo det, vi ville. Men det må man ikke!

Vi har ikke opgivet aktiviteter i Sjælsmark Udrejsecenter, men vi vil langt foretrække at flytte beboerne til et af de tomme asylcentre, der er meget mere menneskeværdige. Vi vil anbefale, at familierne får lov til at lave deres egen mad, og at børnene kommer på danske skoler. Flere af dem er savnet af deres gamle kammerater. Intet af det vil koste staten en krone mere. Det vil til gengæld i omgivelsernes forsvare den status, som Danmark gjorde sig værdig til for 75 år siden. At behandle mennesker som mennesker.