Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Puds McKinsey eller nogle andre smarte konsulenter på folkekirken

Skal kirken rumme idioterne? Det umiddelbare svar er ja. Folkekirken er for alle – både de sympatiske og usympatiske. Heldigvis. Skal kirken drives af idioterne? Nej, det skal den ikke! Den bør derimod drives af professionelle mennesker, som udover at skabe de bedste vilkår for evangeliets forkyndelse også har dannelse, ordentlighed samt forstand på økonomi og det at have ansatte i en virksomhed.

Tegning: Jens Hage Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den danske folkekirke er en landsdækkende virksomhed, som bliver finansieret af skatteyderne, og hvor de lokale menighedsråd er arbejdsgiveren.

Rådet har derfor et stort ansvar for at kunne drive virksomheden. Der er blandt andet store administrative beføjelser, hvor rådet har det økonomiske ansvar for kirkens bygninger samt for de ansatte. Det er således menighedsrådet, der vælger en ny præst, ansætter organisterne, kordegne, kirkesangere, kirketjenere og gravere. Alle kirkefunktionærer.

Menighedsrådet forvalter samtidig en stor kulturarv med renovering af alt fra kirkegårde, bygninger, kalkmalerier, varmeanlæg, skimmelsvamp, orgler, kirkekunst, arkitektur, altertavler, døbefonte og andet interiør. Nogle steder bestemmer rådet endda højden på juletræer og liturgien (dog i samråd med præsten), ligesom følsomme personalespørgsmål skal behandles og drøftes på rådets møder.

Hvorfor kan det nu være et problem?

Det kan det, fordi det er frivillige borgere, som bliver valgt ind i menighedsrådene, og der er derfor ingen kvalifikationskrav for at være valgbar. Der er heller ingen obligatorisk efteruddannelse. Alle, der er medlemmer af folkekirken og er fyldt 18 år, kan blive medlem af et menighedsråd, hvis man har en ren straffeattest.

Det kræver blot, at man bliver valgt ind. Om man er egnet eller ved noget om kirken og dens forhold eller om økonomi, arbejdsmiljø og personaleansvar, det er fuldkommen ligegyldigt.

Folk, der ikke rækker til et byråd

Derfor kan man opleve magtfuldkomne personer, som ikke rækker til et byråd, komme ind i et menighedsråd og sætte sig for bordenden med førsteret til at bestemme.

Hvorfor accepterer resten af et menighedsråd det? Det gør de, fordi mange kun sidder i menighedsrådet, fordi »man ikke kunne finde andre, der ville«. Men hvem holder så øje med, om menighedsrådene opfylder de krav, som stilles til dem? Der er en provst og en biskop og et kirkeministerium i sidste ende.

Men inden da kan en magtfuldkommen menighedsrådsformand jo sagtens nå at splitte hele virksomheden ad, og kunderne er for længst rendt væk.

Der tales om provster – som jo er en slags mellemledere – der oplever, at menighedsrådene er dysfunktionelle. At man ikke har styr på ansættelser, kontrakter og arbejdsbeskrivelser. Der findes ingen rammer for drift, ingen vækstkrav og intet ledelsesværktøj i virksomheden, som derfor hurtig kan blive til en vikingekampplads, hvor man halshugger hinanden med nogle rustne løvsave.

Hvor er folkekirkens hr-afdeling?

Tænk hvis en sådan opførelse skete i en dansk erhvervsvirksomhed, hvor man – ligesom i den danske folkekirke – årligt jonglerer med milliarder af kroner?

Man har hørt om konsulentvirksomheder, der ved bedre og mener, at de kan fikse alle mulige andres problemer. Jeg har selv som journalist arbejdet på et ugeblad, hvor en McKinsey-konsulent – som ikke var journalist – og som med skemaer op og ned ad stolper nok vidste, hvordan man kunne gøre en journalists arbejde mere effektivt. Tja …

Men lige her kunne det være den rigtige model.

Der er jo heller ikke meget at ødelægge i driften af kirken, som det åbenbart er nu. Man ved jo ikke engang, hvem der er chefen i ens egen lokale kirke. Om det er præsten eller menighedsrådsformanden. Hvis præsten ikke bestemmer noget, så er det måske staten, der bestemmer? Er staten så menighedsrådet eller …? Så held og lykke med dét til den konsulent, der skal løse den opgave.

Pressen skriver om dårligt arbejdsmiljø, voksenmobning, bugtaleri, truende e-mail og fuckfingre i folkekirken, som var man medlem af det britiske parlament. Over 200 præster i Danmark har indtil nu underskrevet en erklæring om dårligt arbejdsmiljø i folkekirken, og hvem tager så ansvar for det?

Hvor er folkekirkens hr-afdeling? Det handler trods alt om nogle vigtige medarbejdere, der skal tage vare på andre mennesker, som har brug for et kompas, når alt snurrer rundt. Herunder medarbejdere i vores danske virksomheder.

Det kan godt være, at de fleste af os kun går i kirke til jul og i forbindelse med familiære begivenheder. Men der kommer måske nok en dag for os alle, hvor en samtale med præsten kan blive afgørende for ens liv fremover. Og så skal der altså helst være en egnet præst at tale med.

Folkekirken skal rumme idioterne, ikke dyrke dem

Frivillighed forpligter ikke, og man kan endda melde afbud når som helst som menighedsrådsmedlem. Politikerne er selvfølgelig også frivillige til at begynde med. Men de får på et tidspunkt løn for deres arbejde, og så kan man i det mindste afskedige dem.

Det kan man ikke med medlemmerne af et menighedsråd. De kan trække sig, men det er så også den eneste måde, hvorpå man kan komme af med dem i den periode, hvor de er valgt til posten.

Magtfordelingen i den danske folkekirke gør, at man for eksempel kan komme ud for et menighedsråds mærkværdigheder, som vi senest har prøvet i min familie; nemlig da vi fik forbud mod at benytte et elklaver fra en anden kirke, fordi der er skimmelsvamp i vores egen kirkes orgel. Den lader vi lige stå lidt …

Folkekirken skal rumme alle – også idioterne, men den behøver ikke dyrke dem. Lad os derfor indføre en slags corporate governance – altså principper for god selskabsledelse – i folkekirken, hvor der anbefales en vis form for fornyelse af egnede medlemmer i menighedsrådene – og hvor der ydermere redegøres for medlemmernes kvalifikationer, så disse er transparente for omverdenen.

Derved kan man forhåbentlig bekæmpe den uværdige magtfordeling, som desværre synes at være drivkraften i rigtig mange menighedsråd.

Anna von Lowzow er instruktør i Nordisk Film Production