Når dit team giver dig dumpekarakter

Hvad gør man som chef, når medarbejderne giver én en rigtig dårlig trivselsundersøgelse? Deltag i ugens dilemma.

ARKIVFOTO.
Læs mere
Fold sammen

Mads er chefjurist og leder et team på seks medarbejdere i et pensionsselskab. Han har haft jobbet i halvandet år, og han har netop for første gang modtaget resultatet af en trivselsundersøgelse.

Mads har været spændt på at se, hvad hans team har svaret på spørgsmålene om tilfredsheden med nærmeste leder. Hans egen fornemmelse er, at han og teamet har et godt samarbejde og sammen opnår gode resultater. Derfor kommer det som en stor og ubehagelig overraskelse for ham, at hans team har givet ham en dårlig vurdering. Faktisk er Mads blandt de ledere i virksomheden, der er ratet dårligst i målingen.

Mads føler sig forrådt af sine medarbejdere – han mener, det ville have været rimeligt, at de havde givet udtryk for deres utilfredshed direkte til ham. Han er også bekymret for, om det får konsekvenser for hans position i ledergruppen. Men først og fremmest er han i vildrede om, hvorvidt han skal konfrontere sit team med deres udsagn, når han møder ind på jobbet efter weekenden.