»Vil du ikke nok lade mig sove?«

Han var en morderisk sociopat, og samtidig stod han i spidsen for hærens miltbrandforskning. Efter angrebet i 2001 oplevede Bruce Ivins kronede dage - indtil FBI opdagede den grumme sandhed.

Bruce E. Ivins begik selvmord i 2008. Han kunne se frem til dødsstraf for at have dræbt fem mennesker med miltbrandbakterien i 2001. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg savner de dage hvor jeg uden at blinke kunne sige at jeg ikke er sindssyg(...)

Jeg kan såre, dræbe og terrorisere men andre siger, at jeg er den laveste af de lave nu kan jeg ikke dræbe andre end mig selv.”

Bruce Ivins i digt emailet til eks-kollega 19. marts 2008.

Selvmords-sites er et af de mørkeste hjørner af internettet.

Det er web-adresser, hvor mennesker forsøger at finde ud af, hvordan de kan begå selvmord, og hvor andre mennesker forsøger at hjælpe dem med at begå selvmord. Når man befinder sig her - som søgende eller hjælpende - har man formentlig en grund, som psykiatere har et navn for. Bruce Ivins var langt ude, og han ledte efter en vej helt ud.

Hvorfor han valgte netop den vej er imidlertid et mysterium i sig selv.

At begå selvmord ved at tage en overdosis af acetaminophen - smertestillende piller, som kan købes i håndkøb - er en af de mest smertefulde former for selvmord, fremgår det. »Lad være,« skriver én. »Det tager tre dage for din lever at gå ned, og det gør ondt, ondt, ondt... og til sidst genopliver de dig sikkert,« advarer den pågældende.

Bruce Ivins var ph.d. i mikrobiologi, han vidste, hvad der var op og ned på piller og patologi, og han vidste utvivlsomt, at en overdosis af acetaminophen er en død, som ingen ved sine fulde fem kan ønske sig, og alligevel gjorde han det - nærmest som om, han i bogstavelig forstand ville plage livet af sig selv.

Ifølge politirapporten købte han 24. juli 2008 to glas »Tylenol PM« smertestillende piller, og tre dage senere slugte han indholdet og skyllede det ned med et stort glas vodka blandet op med druesaft.

Ved siden af sengen fandt politiet et kort, som Ivins’ kone havde skrevet til ham. Hun skrev til ham, at hun ikke kunne tage det mere. »Du siger til mig, at du elsker mig, og så er du ondskabsfuld og sarkastisk igen og igen, når du taler til mig. Du siger til mig, at du ikke vil købe flere skydevåben, og så ansøger du om endnu en våbentilladelse.«

På bagsiden skrev han tilbage til hende:

»Jeg har en forfærdelig hovedpine. Jeg tager nogle Tylenol og vil sove længe i morgen. Vil du ikke lade mig sove? Vil du ikke nok?«

Hans selvmord - og hans metode - er kun ét mysterium i en sag fyldt med mysterier, og det er langtfra det største, men det er symptomatisk for en sag, der mest minder om en film med en åben afslutning. Den slags film er besværlige film, for de kræver, at vi selv gør filmen færdig. Truffauts »Ung flugt« er sådan en film. »Zodiac« er sådan en film. Bruce Ivins er sådan en film.

Han var den excentriske forsker og miltbrandekspert, som brugte sin excentricitet og forskning til at skjule et andet jeg - »Crazy Bruce,« som han kaldte det andet jeg - og i september 2001 tog “Crazy Bruce” over, og han forårsagede det største bakteriologiske angreb i amerikansk historie, miltbrandangrebet, som dræbte fem, inficerede 31, sendte 10.000 på antibiotika og skræmte den halve verden fra vid og sans og førte ad den vej, der endte i Bagdad.

I august 2008 var FBI tæt på at have ham. Forbundspolitiet bad en storjury om at rejse sigtelse. Som Ivins selv forklarede en kollega: »Mine advokater har fortalt mig, at en sigtelse er lige om hjørnet, og at jeg skal være klar til at blive stillet over for et krav om dødsstraf.«

I de fugtige sensommerdage nærmede filmen sig en ordentlig og logisk afslutning, og så …så to glas Tylenol med vodka og druesaft og en afsked, der rejser flere spørgsmål end svar.

Truffaut kunne ikke have gjort det meget bedre - eller værre.

Mange medier har skrevet om Bruce Ivins, og der har været to bølger i dækningen. I de første uger efter hans selvmord i 2008 var der en villet finalitet. Washington Post og New York Times dykkede f.eks. dybt ned i hans fortid og fandt alle tegn på en sociopat og miltbrandmorder.

Men åbne afslutninger er netop dét, og i det seneste år er tendensen gået den anden vej. Senest har magasinet Wired kørt en forbilledlig researchet artikel, hvor Ivins’ kolleger siger, at han nok var mærkelig, men ikke morder. Han stod ikke bag miltbrandangrebet, og hvad der er meget værre - den rigtige morder er stadig derude og kan slå til igen.

Andre skribenter, bl.a. den grundige blogger Glenn Greenwald, er nået til samme konklusion, og han ser tegn på en regeringssammensværgelse i begivenhederne.

FBI og det amerikanske justitsministerium er klar over, at forløbet er substral for konspirationsteorier og kontrær historieskrivning, og derfor har myndighederne udvist en uset åbenhed og lagt dokumenter ud på interettet, og i de seneste måneder er der kommet to nye kommissionsrapporter.

Den ene rapport er udfærdiget af nogle af de fremmeste mikrobiologer, som undersøger, om FBIs videnskabelige bevisspor holder vand, og den anden rapport er udfærdiget af ditto psykiatere og adfærdsforskere, og de undersøger, om Bruce Ivins gemte en miltbrand-gerningsmand i sig.

Berlingske har gennemlæst kommissionsrapporterne - og FBI-dokumenterne, politirapporter, kendelser og lægejournaler - for at finde den afslutning, som Bruce Ivins frarøvede os, og for at finde ud af, om konspirationsteoretikerne har noget at have deres konspirationer i.

Og svaret er?

Ikke så simpelt.

I foråret 2008 var Bruce Ivins’ liv i et Stuka-dyk.

»Jeg har mistet alt,« skrev han 18. marts til en tidligere kollega. »Hvad har jeg tilbage - andet end evigheden?«

Dagen efter forsøgte han første gang selvmord. Han tog en overdosis af valium og alkohol, men hans kone fandt ham bevidstløs, og lægerne på sygehuset i Frederick, en times kørsel nordvest for Washington, fik ham genoplivet. Evigheden kunne vente, og han blev henvist til gruppeterapi sammen med andre, der dagligt duellerede med dæmoner.

9. juli mødtes gruppemedlemmerne til en aften, hvor de skulle tænke tilbage på forholdet til deres far og fortælle om de associationer, som det gav - og aftenen førte til en absolut kernenedsmeltning hos Ivins.

Han var »vred, fjendtlig, opfarende,« forklarede terapeuten ifølge politirapporten. Han sagde, at han var mistænkt i miltbrandsagen, og han var »rasende på efterforskerne, på regeringen, på hele systemet,« og da han blev bedt om at gå i detaljer med sin vrede, begyndte han at udbrede sig om en nøje planlagt hævnplan. Han havde anskaffet sig en angrebsriffel og en halvautomatisk Glock og en skudsikker vest, og han ville dræbe sine kolleger og andre personer, som han navngav, og til sidst ville han dræbe sig selv. Han var somme tider så rasende, at han gik ud på gaden for at finde nogle at slås med, fortalte han, og »flere gange undervejs bad han om sovemedicin,« skrev terapeuten, som også noterede, at de andre i terapigruppen til sidst bad ham om at stoppe, fordi »de følte sig dårligt tilpas« over hans raseri.

Han sigtede rundt i lokalet »med en kuglepen og simulerede, at det skulle være en pistol,« hans ansigt var skiftevis sammenbidt af vrede og smilende, og han virkede »fattet og klar i sine ideer og tanker.«

Dagen efter blev han samlet op på sin arbejdsplads, hærens biokemiske forskningscenter Fort Detrick, og han blev tvangsindlagt og fik tilhold mod at nærme sig gruppeterapien.

Det er blot ét eksempel på den anden side af Bruce Ivins, men det er et eksempel på, at han til syvende og sidst ikke længere kunne holde den anden side nede, vurderer adfærdsforskerne i deres nylige rapport, »Report of the Expert Behavioral Analysis Panel«, og de har gennemgået hele hans psykiatriske papirspor og undrer sig tydeligvis over dualiteten:

At han på den ene side kunne være indlagt på psykiatriske sygehuse, tage beroligende medicin og andre former for psykofarmaka og blive diagnosticeret som »sociopat med tydelige morderiske tilbøjeligheder.« Og så samtidigt - og på den anden side - være en af den amerikanske hærs førende miltbrandeksperter og have adgang til vira og bakterier, som kan udrydde hele menneskeheden.

At han på den ene side kunne tale med psykiater efter psykiater, og han forklarede dem, at han var besat af tanken om hævn over for dem, som var ham imod, og hans planer var så konkrete, at en af psykiaterne fyrede ham som patient og gik til sin advokat for at høre, om han kunne blive draget til ansvar, hvis eller når Ivins gav sin sociopati kød og blod. Og så samtidig - på den anden side - kunne han på Fort Detrick rendyrke miltbrandbakterier og have litervis af dem stående i sit kølerum i sit laboratorium.

Det var som at gøre en diagnosticeret pyroman til brandmand; det måtte ende galt, og det gjorde det.

I sommeren 2001 var Bruce Ivins under pres.

Ikke nødvendigvis mere pres end så mange andre mennesker er under hver dag, men de andre mennesker har heller ikke en psyke som en afsikret revolver.

Adfærdsforskernes rapport hæfter sig ved alt det, som i sommeren 2001 tårnede sig op i Ivins’ baghoved.

Hans livsværk var at udvikle en effektiv miltbrandvaccine, og sundhedsmyndighederne FDA var skeptiske over for den vaccine, han havde udviklet, og havde midlertidigt stoppet den. I juni og september 2001 kaldte han situationen for »frygtelig«, fordi FDA ikke forstod nødvendigheden af en hurtig godkendelse, og han kom nedslået tilbage fra møder med Pentagon, hvor cheferne talte om helt at stoppe miltbrandprogrammet.

Efter mere end 20 års arbejde med miltbrand ville det hele være forgæves, vurderede han.

I juni 1999 begyndte journalisten Gary Matsumoto at fokusere på den miltbrandvaccine, som især Bruce Ivins stod bag, og som ifølge kritikerne var årsag til golfkrigssyndromet hos veteraner fra den første golfkrig. Ud over Matsumoto var også forskere og advokater i haserne på Ivins. I en email i august 2001 skrev han, at »de kan alle sammen kysse min bare røv.« Han var såret og rasende.

Bruce Ivins levede et næsten-venneløst liv. Han følte ingen kærlighed over for sin kone og sine børn, og i hele sin tilværelse havde han kun to fortrolige - to kvindelige kolleger på Fort Detrick, som han var sygeligt optagede af. Op til sommeren 2001 forlod de begge to Fort Detrick, og hans mentale helbred var i laser. I marts 2001 skrev han til en af dem: »Min terapeut mener, at jeg hører hjemme i et fængsel, og det er ikke videre opbyggeligt...«

I juni 2001 fik han fordoblet sin daglige dosis af Celexa, et anti-depressiva.

Det var hans situation i sommeren 2001. Hans livsværk var truet, hans professionelle renommé var under offentlige angreb, og hans eneste to venner var væk. Han var forladt af alle, følte han.

Og det var formentlig, hvad der skubbede ham ud over afgrunden og fik ham til at gøre, hvad han gjorde, vurderer adfærdsforskerne.

For miltbrandangrebet var i det mindste i første omgang en gave til Bruce Ivins. Med selve magtapparatet under angreb gen-godkendte FDA i lynhast miltbrandvaccinen, Pentagon ikke bare fornyede mitlbrandforskningen, men intensiverede den, og Ivins blev manden i centrum. FBI gik til ham for at få svar, det samme gjorde Pentagon og Kongressen, vicepræsident Dick Cheney besøgte Fort Detrick og gav miltbrandprogrammet høj prioritet.

Da miltbrandpulveret fra Kongressen skulle undersøges, gik buddet til Bruce Ivins. Han iførte sig dobbelthandsker og stak hænderne ind i en glasboks og undersøgte det og kommenterede undersøgelsen over en mikrofon, mens kolleger og efterforskere fulgte ham og lyttede med fra den anden side en glasvæg.

Fem mennesker var døde, men for Bruce Ivins var livet værd at leve. I det mindste lidt endnu.