Den attende mand

Bioterror. FBI-agenter ledte efter mistænkelige miltbrandforskere, og de håbede på en kort liste. For hvem har lyst til, at dubiøse skikkelser har med verdens farligste bakterier og vira at gøre? De fik et chok. 17 bioterrorforskere endte på listen, og sporet endte til sidst hos nummer 18. En af USAs førende eksperter i miltbrand.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Løgn i sig selv gør ikke en mand til skyldig. Løgn gør en mand til løgner. Og det var, hvad han var. Steven Hatfill havde løjet om stort set alt, hvad der var værd at lyve om i sit liv. Han sagde, at han havde været kaptajn i de amerikanske specialstyrker og medlem af Selous Scouts, det hvide elitekorps under borgerkrigen i Rhodesia, og han hævdede, at han tog en lægeeksamen i det sydlige Afrika og var læge for de sydafrikanske specialstyrker, researchleder på en ekspedition til Antarktis, forskningskonsulent for NASA og chef for blodforskningslaboratoriet på et kendt universitet. Han hævdede, at han var fellow hos Royal Society of Medicine i England og havde en lic.med.-grad fra Edinburgh og en ph.d. i medicin fra Rhodes University. Det alternative magasin Seed pillede i 2003 Steven Hatfills CV i stumper og stykker, og det var mere, end hvad den amerikanske hær havde gjort. For trods mandens fantasifulde CV – og trods hans ry for at være en ilter pralhals – blev han i 1997 ansat på Fort Detrick i Maryland – det forskningscenter hvor den amerikanske hær studerer bakteriologisk krigsfærd, og hvor de mest frygtindgydende vira og bakterier bliver studeret.

Laboratorierne er inddelt i fire klasser. I klasse-3 finder vi bl.a. miltbrand og pest, og i klasse-4, det farligste af det mest farlige, finder vi vira som marburg og ebola. Efter en måneds ansættelse havde Hatfill adgang til klasse-4. Da miltbrand i oktober 2001 angreb Washington – og sendte præsidenten på antibiotika og gjorde vicepræsidenten til paranoiker – angreb Washington til gengæld Saddam Hussein. Høgene i regeringen var ikke det mindste i tvivl om, at den irakiske diktator stod bag både 9/11 og miltbrandangrebet, sikkert i samarbejde med al-Qaeda, og da en enkelt forsker i periferien af sagen udtalte, at miltbrandpulveret tydeligvis var forarbejdet til militær brug, og da ABC News hævdede, at pulveret indeholdt et irakisk tilsætningsstof – så var sagen klar: Saddam.

om en Washington-insider, Jacob Weisberg, konkluderer i bogen »The Bush Tragedy«: »Hvis ikke det havde været for miltbrand, ville Bush givetvis ikke have invaderet Irak.« Desto mere ironisk er det, at FBI på det tidspunkt havde opgivet det irakiske spor. Miltbranden var en amerikansk bakteriestamme, Ames, som kun 15 amerikanske og tre udenlandske forskningscentre havde adgang til, bakterierne var ikke forarbejdede til militært brug, og der var ingen irakiske tilsætningsstoffer.

Mistænkelig adfærd

Derfor fokuserede FBI på de forskere, som havde haft adgang til Ames-stammen, og som havde udvist »mistænkelig adfærd«, fremgår det af FBIs senere opsummering af efterforskningen. Forbundspolitiet opstillede en række kriterier for »mistænkelig adfærd«, og listen burde være kort. Der var trods alt tale om forskere, som havde adgang til vira og bakterier, som kunne udrydde menneskeheden, og man kunne forvente, at de pågældende forskere var af en vis habitus. Men FBI blev overrasket. Efterforskningen afslørede ikke mindre end 17 forskere, som på en eller anden måde var »mistænkelige«, og som havde adgang til Ames:

  • En læge, som havde pralet af, at han kunne gennemføre et miltbrandangreb. n En forsker, som havde adgang til miltbrand, og som havde forbindelse til »fremmede magters biologiske våbenprogram«.
  • En forsker, som havde udvist en iøjnefaldende interesse for militær forarbejdning af miltbrand.
  • En forsker, som havde udvist en ditto iøjnefaldende interesse for at vokse miltbrandbakterier. n En forsker med et økonomisk motiv til et bioterror-angreb, og som befandt sig på det sted, brevene blev sendt fra.
  • En forsker, der som ekstern lektor underviste andre i militær forarbejdning af miltbrand. n En forsker, som var født i udlandet, og som angiveligt havde antiamerikanske synspunkter.
  • En forsker, som var født i udlandet, og som blev beskyldt for at have forbindelse til personer med forbindelse til al-Qaeda.
  • En mikrobiologistuderende, som angiveligt havde forbindelse til al-Qaeda. n En mikrobiolog, som havde skrevet bakteriologiske manualer, som blev fundet i al-Qaeda-lejre.
  • En mikrobiolog, som var født i udlandet, og som havde udtrykt antiamerikanske synspunkter, og som boede i nærheden af det sted, brevene var sendt fra.
  • En forsker, som havde muligheden for at forarbejde miltbrand til et terrorvåben, og som også havde en personligheden til det.
  • En forsker, som ifølge en anmeldelse »ville sælge sin viden, hvis prisen var høj nok«.
  • En forsker, som passede til den profil, som FBI havde offentliggjort, og som angiveligt havde udtrykt bitterhed over for USA.
  • En mikrobiolog, som begik selvmord umiddelbart efter angrebene.
  • En forsker, som havde viden om at forarbejde miltbrand militært, og som havde et økonomisk motiv til et angreb.
  • En bitter udenlandsk forsker, som havde sagt, at han ville hævne sig på sine tidligere kolleger.

En tvivlsom karakter

En løgn gør ikke en mand til skyldig, men jo mere agenterne efterforskede Steven Hatfill, desto mere mistænkelig forekom hans adfærd. Det var i sig selv problematisk, at store dele af hans karriereblad var digt, men han havde også i månederne op til miltbrandangrebet fået udskrevet flere recepter på ciprofloxacin, det eneste antibiotika, som var godkendt til bekæmpelse af miltbrand. Han var aldrig blevet undersøgt af sin læge, men han havde blot ringet og sagt, at han var syg, og at han skulle have antibiotika, og han havde specifikt bedt om ciprofloxacin.

Der var en mystisk pakke, som efterforskerne havde fundet i en sø i nærheden af Hatfills bopæl, og pakken kunne have forbindelse til angrebet; ved en ransagning af bopælen fandt de dokumenter om miltbrand og bioterror; han havde i sin studietid flere gange været i fysisk klammeri med medstuderende og var taget for spirituskørsel, og der var også Hatfills bitterhed. Han havde i 2001 fået et nyt job hos et CIA-forskningscenter, og han havde søgt den højeste sikkerhedsadgang, men var dumpet med et brag til en løgndetektortest og måtte forlade CIA. I stedet endte han i et andet regeringsprogram hos University of Louisiana. Mens FBI udelukkede de andre forskere på den lange liste over mistænkelige personer en efter en, blev Steven Hatfill hængende, og i efteråret 2002 kaldte justitsminister John Ashcroft ham officielt for »en person af efterforskningsmæssig interesse«. Hatfill nægtede sig skyldig, og denne gang talte han faktisk sandt.

m, eksisterede ikke i 2002. På det tidspunkt havde forskere noteret en række mutationer i den miltbrand, som blev brugt ved angrebet – genetiske forandringer i forhold til den oprindelige Ames, som stammede fra en død ko i Texas. Mutationerne var miltbrandens fingeraftryk, men der var ingen teknologi, som nærmere kunne sted- eller tidsfæste aftrykket. FBI begyndte nu på et mammutprojekt. Agenterne indsamlede prøver fra de 18 forskningscentre, som havde brugt Ames-stammen, og de indsamlede prøver af alle forskernes varianter af miltbrand – i alt 1.070 prøver, fremgår det af FBIs opsummering – og FBI gik til det samme private firma, som havde kortlagt menneskets DNA.

Ordren var klar: Opfind en teknologi, som kan matche pulveret og de 1.070 prøver. Det var – som en skeptiker udtrykte det – »stjernekrigsteknologi«, men i 2007 leverede forskerne varen, og de nåede gennem prøverne, og svaret var et gennembrud. Miltbrandbakterierne i terrorbrevene stammede fra én bestemt prøve, én bestemt flaske, og den flaske udelukkede Steven Hatfill – og førte til en anden mand. Flasken stod således i laboratorium B-313 i forskningscenteret på Fort Detrick, i et kølerum, og efterforskerne kaldte flasken for RM-1029. Det var den potente moderbakterie, som var renfremstillet fra 164 liter flydende miltbrand til én liter, og én mand havde gjort det, og én mand havde adgang til flasken: Bruce Edward Ivins.

En chokerende krølle

Hvis efterforskningen var en film, ville filmen på det tidspunkt slå en chokerende krølle. For indtil da havde Bruce Ivins assisteret efterforskerne. Han havde bl.a. peget på kolleger, som han mistænkte for at stå bag angrebet, og få mennesker i USA vidste så meget om miltbrand som han; han havde viet sit liv til at studere miltbrand, og på Fort Detrick var han anerkendt som ekspert i at kultivere og renfremstille bakteriesporer, og han havde skrevet 50 videnskabelige artikler om emnet. Hvis USA ville genoptage forskningen i et bakteriologisk angrebsprogram, så var han manden, der kunne gøre det, og da Fort Detrick modtog et af miltbrandbrevene til analyse, landede det med en selvfølgelighed hos ham. Magasinet Wired har talt med kolleger, som nærmest åndeløst fulgte ham, mens han håndterede mordvåbenet i sit laboratorium. Med dobbelthandsker håndterede han brevet inde i glasskab, og de hørte ham forklare, at der var tale om pulver af en enestående renhed; normalt ville pulveriseret miltbrand falde til jorden, men dette pulver var så fint, at det blev til luft og kunne bæres rundt som luft, og dermed var det dødsensfarligt. »Jeg har aldrig set noget lignende,« sagde Ivins ifølge Wired.

Han skrev senere i en rapport, som blev sendt til FBI, og som findes i FBIs opsummering: »Der er tale om sporer med en ekstremt ren forarbejdning og en ekstremt høj koncentration. Det er ikke garage-sporer … det indikerer en højprofessionel fremgangsmåde.« Og ifølge FBI – så burde netop han vide det, og nu er det så, filmen vender 180 grader. Måske kan man forestille sig en højspændt scene, hvor FBI-agenterne er på et kontor sammen med den forvirrede forsker, som har hjulpet dem filmen igennem. En af agenterne har en stak dokumenter foran sig, han holder ét af dem og fremlægger en række kendsgerninger og siger: »Det peger alt sammen på den samme mand.« Han lægger dokumentet ned og kigger på forskeren. »Dig.«