En teskéfuld pulver førte til krig

For høgene i Bush-regeringen var miltbrandangrebet det endelige bevis for, at Saddam Hussein havde erklæret USA krig. Han stod bag 9/11 og nu også bioterror. “Hvis ikke det havde været for miltbrand, var Bush-regeringen ikke gået ind i Irak,” siger bog. Men miltbranden var ikke irakisk. Den kom fra USAs egen hær.

Kuverterne indeholdt ikke bare miltbrand, men også islamistiske slagord - “død over Israel, Allah er stor” - og for høgene i Bush-regeringen var ingen tvivl mulig, fremgår det af den prisvindende bog, “Hubris.” Her et brev til NBC nyhedsværten Tom Brokaw i Washington 23. oktober 2001. Fold sammen
Læs mere
Foto: HO
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selvfølgelig var ingen begejstrede for miltbrandangrebet på USA. Hvem ved sine fulde fem kunne være begejstret for et angreb, der på det tidspunkt havde lammet den halve verden med frygt?

Men en gruppe af insidere var begejstrede for, hvad angrebet tydeligvis var: Den rygende pistol, det endegyldige bevis for, at Saddam Hussein stod bag.

Han stod bag angrebet 9/11, sagde de pågældende, og nu var det tydeligt, at han angreb igen og med andre våben - bakteriologiske.

Brevene med de dødelige bakterier var sendt til et sladderblad i Florida, til mediehuse i New York og midt i oktober 2001 også til senatsleder Tom Daschle og en anden ledende demokratisk senator. Kuverterne indeholdt ikke bare miltbrand, men også islamistiske slagord - “død over Israel, Allah er stor” - og for høgene i Bush-regeringen var ingen tvivl mulig, fremgår det af den prisvindende bog, “Hubris.”

Beviset var en enkelt ekspert, som hævdede, at pulveret i brevene var forarbejdet til militært brug - de fleste andre eksperter afviste det eller sagde, at det krævede grundigere undersøgelser- men høgene greb fat i den ene ekspert, og militær forarbejdning kunne kun betyde, at Saddam stod bag, skriver bogen, som også fortæller, hvordan en rådgiver i Det Hvide Hus, Wayne Downing, gav nyheden til to viceforsvarsministre, Paul Wolfowitz og Douglas Feith.

“For Irak-høgene var nyheden elektrificerende. “Det er helt sikkert Saddam,” skreg Downing til flere medarbejdere i Det Hvide Hus. En af medarbejderne erindrer, hvordan Downing videregav nyheden til Wolfowitz og Feith. “Det virkede som om, de high-fivede over telefonen,” siger den pågældende medarbejder i Det Hvide Hus.”

Miltbrandangrebet i 2001 dræbte fem, inficerede 31, sendte 10.000 på forebyggende antibiotika og skræmte millioner fra vid og sans.

Det er det største bakteriologiske angreb i amerikansk historie.

Men det er også et angreb, som er overset i den store historieskrivning. I sin tale om nationens tilstand i 2008 sagde præsident Bush f.eks., at “vi er taknemmelige for, at der ikke har været et andet terrorangreb på amerikansk jord siden 9/11,” og som en honnør skrev Wall Street Journal ved hans afgang: “I det mindste sørgede han for, at vi (efter 9/11, red.) var trygge.”

Der var et andet terrorangreb på amerikansk jord efter 9/11, og det andet angreb var miltbrand, og det spillede en rolle, som er omvendt proportional med dets placering i historiebøgerne. Psykologisk førte det til en frygt, som på mange måde var større end 9/11, for truslen kom nu til alle postkasser og brevsprækker, og dermed til alle, og politisk førte det til drakoniske antiterrorlove - og til Bagdad. Eller sagt meget firkantet: Mens 9/11 førte til krigen i Afghanistan, førte miltbrand til krigen i Irak.

Brian Ross ligner dét, han også bliver markedsført som: En terrier. Spinkel af statur, en spids næse og et ansigt, som man i film putter på en lurvet, men ubestikkelig privatdetektiv.

På ABC News’ hjemmeside kan man finde et billede af ham med mobiltelefon for øret, geledder af TV-skærme i baggrunden og rubrikken: “Brian Ross og hans team af gravere.”

26. oktober 2001 havde Brian Ross og hans team for alvor gravet en historie frem:

“Tre uafhængige og velplacerede kilder” siger til ABC News, at miltbrandpulveret indeholder stoffet “bentonit … og det potente tilsætninsgsstof bliver kun brug af ét land i produktionen af biokemiske våben, og det land er Irak,” sagde han til omkring 12 mio. seere. Ifølge ABC News og de tre velplacerede kilder viste en stribe af tests på hærens biokemiske forskningscenter på Fort Detrick, at der var bentonit i miltbranden, og “bentonit er et varemærke for Saddam Husseins biokemiske våbenprogram,” sagde ABC..

Det var en chokerende nyhed. Her var beviset for, at Saddam Hussein var manden bag, og hvis han stod bag miltbrandangrebet, så stod han sikkert også bag 9/11. Så havde høgene ret.

Den tillidsvækkende anchor, Peter Jennings, noterede i sit nedlæg rækkevidden af nyheden.

“Nyheden … er meget betydningsfuld. Bl.a. fordi der har været stort pres på Bush-regeringen både indefra og udefra for at gå efter Saddam Hussein,” sagde Jennings.

Han fortsatte:

“Nogle vil meget hurtigt samle denne rygende pistol op.”

“Nogle” havde for længst samlet pistolen op, rygende eller ej.

Allerede dagen efter 9/11 beordrede præsident Bush en af sine antiterror-toprådgivere, Richard Clarke, til at undersøge et link mellem World Trade Center og diktatoren i Bagdad. “... hele konversationen efterlod mig med det klare indtryk, at han ville have, at jeg kom tilbage med en rapport, der sagde, at Irak gjorde det,” skrev Clarke senere.

Clarke sagde til Bush, at forbindelsen allerede var blevet undersøgt - og der var ingen.

“Bush svarede på en pirlig og intimiderende måde: ‘Undersøg Irak. Saddam.”

På sit møde en uge senere anbefalede Defense Policy Board - et Pentagon-udvalg af rådgivere - en invasion af Irak, og New York Times beskrev, hvordan en magtfuld inderkreds omkring folk som viceforsvarsminister Wolfowitz allerede var i gang med planlægningen af en invasion og okkupation af Irak.

1. oktober skrev høgene et åbent brev til præsident Bush og krævede en invasion. Brevet kørte som forsidehistorie i det neokonservative magasin Weekly Standard, og på forsiden var billeder af Saddam Hussein og Osama bin Laden side om side og overskriften: “Wanted.”

Efter Kongressen blev ramt af miltbrand, gik senator John McCain på Lettermans talk-show, og her sagde han følgende:

“Der er indikationer … på, at noget af miltbranden måske kom fra Irak, og jeg understreger måske.”

“Hvis det er tilfældet, så skal vi tage nogle meget hårde beslutninger,” sagde han.

Mens politikerne og kommentatorerne talte, så bredte frygten sig. Alle ansatte i Det Hvide Hus og alle kongresmedlemmer begyndte at tage den særlige slags antibiotika, som delvist kunne modvirke miltbrand; det største postsorteringsanlæg i Washington blev lukket, efter sporer af miltbrand dukkede op over alt på maskineriet, og beboerne i hovedstaden påførte sig gummihandsker for at hente posten, og eksperter diskuterede, om det var en ide først at give posten et par minutter i en mikrobølgeovn.

To postarbejdere døde, håndfulde blev syge, og endnu flere kom på forebyggende antibiotika, og andre steder i verden, også i Danmark, bredte en snigende panik sig. Et københavnsk forsikringskontor, en nordjysk rutebil, pulver og mistænkelige breve var alle steder, og direktøren for Seruminstituttet advarede på én og samme tid mod “usædvanlige breve” og “selvsving.”

Det Hvide Hus var dybt påvirket af angrebet. Vicepræsident Cheney var i en sådan alarmtilstand, at hans gamle venner var bekymrede for hans sindstilstand - “den stakkels fyr har udviklet paranoia,” sagde et regeringsmedlem senere - og tidligere sikkerhedsrådgiver Brent Scowcroft, sagde, at han ikke længere kunne genkende ham.

Cheney mente blot, at han så klarere, hvad de andre kun skimtede. Som han 12. oktober sagde på amerikansk Tv:

“Det eneste ansvarlige at gøre er at gå ud fra, at (9/11 og miltbrandangrebet, red.) er kædet sammen,” og indadtil udtrykte han frygt for det næste-næste, og det var kopper, mente han, og derfor skulle alle vaccineres. Han kørte ingen steder uden en sportstaske med en gasmaske og en biokemisk overlevelsesdragt.

Præsident Bush var heller ikke upåvirket.

Pressetalsmand Scott McClellan skrev i sin erindringsbog, at “rækkevidden af miltbrandangrebene ikke må undervurderes ... præsident Bush var dybt påvirket af dem.”

For høgene var det en bekræftelse på, hvad de længe havde advaret mod.

Neokonservative tænkere og politikere havde i årevis hævdet, at Saddam Hussein planlagde et biokemisk angreb på USA; en af dem, Laurie Mylroie, beskrev i 2000 i bogen “Study of Revenge,” hvordan Saddam stod bag terrorangrebet i 1993 mod World Trade Center, og at han kun pønsede på at komme igen - og mod samme mål - og med biokemiske våben. Nogle af de mennesker, som ved bogudgivelsen året før havde rost den til skyerne, f.eks. Scooter Libby, Paul Wolfowitz og Richard Perle, var nu alle nøglespillere i Bush-regeringen, og bogen virkede profetisk.

Det var stemningen, og det var tankegangen på gangene i Det Hvide Hus og i Pentagon, og det var den stemning og tankegang, som nu med Peter Jennings’ ord fandt “en rygende pistol.”

Det er uvist, hvor meget frygt, der skal til, før end frygten bliver til en patologisk frygt for, at himlen falder ned, men vicepræsident Cheney var der allerede med sin sportstaske og overlevelsesdragt, og “hvor han end færdedes, fulgte en følelse af farer med,” som det hedder i bogen “The Dark Side”. Et medlem af inderkredsen, vicejustitsminister James Comey, siger i samme bog, at det hele udviklede sig til “en besættelse.”

Det er nemt nok i dag - bekvemt på afstand i tid og sted - at pege fingre, og det er også nemt at glemme, hvor ideel en frygtmager, miltbrand var. Det var ikke som efter 9/11, hvor de fire fly brændte op i ildkupler - og med dem de 19 kaprere og terrorister. Gerningsmændene var fundet og fanget i helvede, og der var en afsender.

Miltbrandbrevene havde ingen afsender, og sporet endte blindt ved en postkasse i Trenton i New Jersey. Hvis der ingen afsender er, kan alle være afsendere, og hvis sporet ender blindt, kan den én-øjede være den mest seende.

22. oktober 2001 fandt efterforskere sporer af miltbrand i det center, hvor Secret Service sorterer breve til Det Hvide Hus. Nu var selve præsidentembedet også et mål, og USAs præsident, verdens førstemand, begyndte at tage forebyggende antibiotika, skriver Jacob Weisberg i bogen “The Bush Tragedy.”

En af præsidentens nærmeste siger i bogen: “Miltbrandangrebet blev den formative begivenhed for Bush-regeringen. Det ændrede alt. Det var den lange stirren ned i afgrunden.”

Som Weisberg konkluderer:

“Hvis ikke det havde været for miltbrand, ville Bush givetvis ikke have invaderet Irak.”

Så vigtig var miltbrand som casus belli - og så forkert var miltbrand som casus belli.

Fotoredaktør Robert Stevens var patient zero, den første patient, og mens han lå døende på JFK Memorial Center i Palm Center, udelukkede lægerne én for én deres sygdomsformodninger, og til sidst - i skæret fra 9/11 og efter udelukkelsesmetoden - konkluderede en specialist i infektionssygdomme, at det måtte være miltbrand. FBI blev straks tilkaldt, og forbundspolitiet sendte umærkede privatfly med bakterierprøver fra patient zero til forskere.

Ti timer efter han havde modtaget prøven meldte en af forskerne, professor Paul Keim, tilbage, at der var tale om miltbrand, og at der var tale om en bakteriestamme ved navn Ames.

Det var 3. oktober 2001.

Med andre ord: 3. oktober 2001 vidste myndighederne, at der var tale om Ames, og ud over at være en særlig dødbringende bakteriestamme er Ames også en kerneamerikansk stamme, som ikke til dato er fundet andre steder i verden; den stammer fra 1981, fra en ko i Texas, og den er, hvad den amerikanske miltbrandforskning bygger på. Prøver af stammen er distribueret til 15 universiteter i USA og tre udenlandske universiteter - i henholdsvis Canada, Storbritannien og Sverige.

De første undersøgelser viste ingen tegn på bentonit, og de bekræftede heller ikke, at miltbranden var af militær grad. Sandia National Lab i New Mexico foretog efterfølgende undersøgelser med mere sensitiv teknologi, og forskerne fastslog, at miltbranden ikke var af militær karakter - det vil sige, at den ikke stammede fra et andet lands bakteriologiske våbenarsenal. Den enlige ekspert, som havde ment, at der var tale om militær miltbrand, sagde ifølge FBIs opsummering af sagen: “Jeg begik en ærlig fejl.”

Det fremgår også af opsummeringe, at konklusionen fra Sandia forelå i begyndelsen af 2002 - eller ét år før invasionen af Irak.

5. februar 2003 talte den amerikanske udenrigsminister Colin Powell til FNs sikkerhedsråd, og han fremlagde USAs motiver for en krig. Han holdt dramatisk et reagensglas med et pulver op foran forsamlingen, og han sagde: “Mindre end en teskefuld tørret miltbrand i en kuvert lukkede det amerikanske Senat … Saddam Hussein kan have nok til at fylde ti-tusinder og atter ti-tusinder af teskeer.”

Seks uger senere begyndte krigen, men på det tidspunkt var efterforskerne hos FBI for længst gået væk fra det irakiske spor.

De vidste, hvor miltbrandbakterierne kom fra - fra den amerikanske hærs forskningscenter på Fort Detrick - og de vidste også hvilken forsker, som havde sendt brevene.

Troede de.