Vil du i verden frem – så vent

Efter ti måneders regeringskrise er Mariano Rajoy mod alle odds klar til en ny periode i spidsen for Spanien. Hverken korruptionsanklager, latterliggørelse eller foragt for hans person bider på den konservative leder. Hvordan hænger det sammen?

Mariano Rajoy. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANDREA COMAS
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mariano Rajoy har været i højt humør under debatterne forud for lørdagens afstemning om hans kandidatur til endnu en periode som premierminister, og det er ikke noget at sige til det. Ved jordskredsvalget kort før jul sidste år mistede hans konservative parti, Partido Popular, en tredjedel af tilslutningen, mens rivaler til både højre og venstre stormede ind i parlamentet med krav om fornyelse. Det lignede begyndelsen til enden for den politiske »kaste«, som Rajoy repræsenterer bedre – eller, om man vil, værre – end nogen anden.

I stedet kan han godt ti måneder senere igen danne regering med opbakning fra såvel de liberale opkomlinge i Ciudadanos som hovedparten af et socialistparti i åben borgerkrig. Oven i købet med slet skjulte trusler om et nyvalg, hvis støttepartierne ikke makker ret, og med vittige bemærkninger om korruptionen i egne rækker.

»Jeg er blevet bedre til Twitter og har også lært af mine fejl med SMS,« gnækkede Rajoy eksempelvis under torsdagens debat med henvisning til sin polemiske besked til tidligere partikasserer Luis Bárcenas.

I beskeden bad han sin nære medarbejder om at »være stærk« og holde ud, efter at denne i 2013 var blevet sigtet for at gemme et større millionbeløb i Schweiz. Senere valgte Bárcenas imidlertid at offentliggøre både SMSen og et B-regnskab, der angiveligt beviser ulovlig finansiering af de konservative, og hvordan sorte penge blev fordelt blandt partiets ledere i konvolutter.

Retsforhandlingerne i en sag, der er nært beslægtet med Bárcenas’ afsløringer, blev indledt forleden. Det samme gælder opgøret med ufatteligt frås i den nu nationaliserede storbank Bankia, hvor en tidligere konservativ finansminister er blandt de tiltalte. At Rajoy i den situation vælger at joke med en SMS, som i de fleste andre vesteuropæiske lande ville udgøre en politisk dødsdom, fortæller alt om omfanget af hans paradoksale triumf.

Taktik og svineheld

Spanierne har før »frikendt« et regeringsparti sølet til i korruption ved valgurnerne. Men det var under socialisten Felipe González, der i 1990erne tryllebandt store dele af befolkningen med sin enorme karisma.

Rajoy personlige udstråling er ikke-eksisterende. Ifølge meningsmålinger har han i årevis hørt til Spaniens mest upopulære politikere. Som en omvandrende retorisk katastrofe, der excellerer i lapsus eller direkte sort snak, fremstår han ofte som direkte latterlig. Samtidig er Rajoys tilsyneladende mangel på handlekraft ved at drive mange borgerlige meningsdannere til vanvid.

Men hvordan er det så lykkedes den konservative leder at vende den umulige situation i december til sin fordel? Den bedste forklaring er, at han er en mester i den ærkespanske disciplin at lade stå til, mens tiden gør arbejdet – samt udstyret med svineheld.

Knap var stemmerne talt op efter julevalget, før Rajoy satte sig til at vente på, at der blev udskrevet et nyt. I stedet fik socialistlederen Pedro Sánchez lov at løbe linen ud i bestræbelser på at samle en koalition med de ideologiske ærkefjender Ciudadanos og venstrepopulistiske Podemos, hvilket som forudset gik galt.

Forud for »omvalget« i juni tog Rajoy på landet og undlod at tage kampen op i storbyerne, hvor de nye partier står stærkt. Her lod han sig i fotografere med artiskokfarmere og dominospillende pensionister i forventning om, at den aldrende landbefolkning, der favoriseres af valgsystemet, ville foretrække en gammel røver frem for de nye lederes uforudsigelighed. Det viste sig rigtigt – især blot tre dage efter, at Brexit havde jaget en skræk i hele Europa.

De konservative gik frem, mens socialisterne og Podemos blev næsten lige store. Herefter var kun tilbage at vente på, at socialisterne i angst for endnu et katastrofevalg faldt til patten. Det skete først på måneden, da Sánchez blev væltet som leder. Et taktisk mesterværk var fuldført, og selv om det ikke nødvendigvis er svaret på Spaniens mange problemer, løser det Rajoys. Der er lagt op til yderligere fire år med den aparte nordvestspanier ved magten, indtil opfyldelsen af det, som ifølge onde tunger er hans virkelige ambition: At trække sig tilbage for at spadsere rundt i sin galiciske hjemby, Pontevedra, som ubesejret tidligere premierminister.