USA's Kongres vedtager ny etisk lovpakke

Ny amerikansk lovpakke kræver offentlighed omkring offentlig finansiering af projekter, som har særlig betydning for enkelte politikere.

Den amerikanske Kongres vedtog torsdag en ny, stram lovgivning for at styrke etik og regler for lobbyvirksomhed for politikere - ni måneder efter, at Demokraterne vandt kontrol over Kongressen i kølvandet på skandaler omkring republikanske kongresmedlemmer fra præsident George W. Bushs Republikanske Parti.

Med opbakning fra en række græsrødder og aktionsgrupper har Kongressen vedtaget love, som blandt andet kræver offentlighed omkring offentlig finansiering af projekter, som har særlig betydning for enkelte politikere. Lovpakken forbyder også pensioner til politikere, som er blevet dømt for korruption, ligesom den sikrer større offentlighed omkring donationers og lobbyisters rolle ved valgkampagner.

/ritzau/