Ukrainske børn skal lære om Onkel Fascist og Store Svin

Pro-russiske oprørere i det østlige Ukraine lancerer en tegneserie, der hylder Vladimir Putin og viser ukrainske politikere som dyr. Modtagelsen blev dog ikke helt som planlagt.

Billederne er ikke svære at forstå. Onkel Fascist - USA - betaler lederne i Ukraine, der står i spidsen for terrorister - må børnene forstå. Selv de østukrainske separatister har svært ved at se, hvorfor børn skal udsættes for dette. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

MOSKVA: Den to år lange konflikt i Ukraine udkæmpes nu også gennem blade og tegnefilm til børn.

I den oprørskontrollerede by Luhansk har de pro-russiske magthavere lanceret et nyt børneblad, der skal lære den unge generation at se forskel på ven og fjende.

I bladets første udgave optræder den russiske præsident, Vladimir Putin, som en vis faderfigur, der forklarer en lille dreng, at man ikke kan være venlig over for alle.

»For onde mennesker elsker at bedrage dem, der er svagere end dem selv,« formaner Putin.

Så følger en historie om de ukrainske politikere. Den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, vises med grisetryne under navnet Store Svin. Landets premierminister, Arsenij Jatsenjuk, får navnet Onde Kanin.

I historien narres de to dyr af en skruppelløs amerikaner ved navn Fasciston. Ved at uddele forgiftede kiks til skovens dyr, forvandler den amerikanske Uncle Sam-skikkelse dyrene til nazistiske monstre. Den onde onkel spreder derefter sin nazi-smitte over hele Ukraine, »så al glæde suges ud af folk,« fortæller børnebladet.

Bladet bibringer dermed sine unge læsere en af de centrale påstande fra de russiske statsmedier, nemlig at Majdan-opstanden i Ukraine i 2014 i virkeligheden var et forbryderisk nynazistisk statskup finansieret af USAs Barack Obama og Tysklands Angela Merkel.

Også magasinets navn, »De høflige små mænd«, er tæt forbundet med den russiske propaganda.

Det er det russiske kælenavn for de maskerede elitesoldater, der besatte Krim-halvøen, før den ukrainske region blev annekteret af Vladimir Putin.

Formålet med børnebladet er at bidrage til den »åndeligt-patriotiske« opdragelse af børn i områder kontrolleret af pro-russiske styrker, siger bladets forfattere.

»Vores børn skal vokse op som mennesker uden frygt, høflige, åbne, og som forsvarere for deres land,« siger bladets redaktør, Sergej Kolesnikov, til separatisternes officielle informationstjeneste.

De russiskstøttede oprørere kontrollerer i dag et område i det østlige Ukraine dobbelt så stort som Sjælland.

Ifølge ukrainske medier tager bladet østukrainske børn som gidsler i krigspropagandaens tjeneste. Den ukrainske netavis Pressa Ukraina kalder bogen et »terrormagasin for børn«. Det udbreder »had til Ukraine og alt, hvad der er ukrainsk«, skriver avisen.

Mødt med skepsis også blandt separatister

Det er ikke første gang børn inddrages i propagandaindsatsen under den blodige konflikt, der har kostet over 9.000 livet. Et ukrainsk tegnefilmsstudie producerede sidste år en række animerede film om krigen. En af dem viser en russisk snigskytte, der sigter på ukrainske børn, før han bliver opdaget og slået bevidstløs med en stegepande. »Folket og de væbnede styrker er sammen!« lyder det afsluttende budskab.

Forfatterne til det nye børnemagasin i Luhansk lægger ikke skjul på, at bladet bygger på traditioner fra den sovjetiske propaganda, der brugte revolutionslederen Lenin som den vise faderfigur. Bladets forside er inspireret af det sovjetiske børnemagasin »Sjove Tegninger«. Selv i regioner under oprørernes kontrol har modtagelsen af det nye børneblad dog været blandet. På separatisternes officielle informationsportal på Vkontakte, Ruslands svar på Facebook, er nyheden blevet mødt med skepsis.

»Hvorfor skal børnene have det vrøvl ind i hovedet«, spørger en.

»Jeg kigger på disse fortællinger fra vores lokale magthavere, og jeg tænker: Hvem de er til? Til børn? Til folket? Eller en kvittering til Moskva?« skriver en anden.

Børnemagasinet er foreløbigt trykt i 1.000 eksemplarer.