Putin: NATO har tropper i Ukraine

Ruslands præsident beskylder NATO for at have sendt tropper til Ukraine for at kæmpe med regeringshæren.

Foto: ALEXEY DRUZHININ.
Læs mere
Fold sammen

Retorikken mellem Rusland og NATO fik endnu et nøk opad, da den russiske præsident beskyldte NATO for at have tropper i Ukraine.

Vladimir Putins opsigtsvækkende erklæring kom under et møde i St. Petersborg. Med adresse til de ukrainske styrker sagde han i følge Reuters til en gruppe studerende:

»Hvem er det, der kæmper i det østlige Ukraine? Der er officielle afdelinger af de væbnede styrker, men i høj grad er det også såkaldte frivillige nationalistiske bataljoner. Det er ikke engang en hær, det er en fremmed legion. I dette tilfælde er det en fremmed NATO-legion,« lød det fra Vladimir Putin.

Udmeldingen fra den russiske præsident kommer efter de seneste dages rapporter om, at de russisk-støttede oprørere har indledt en ny offensiv på flere fronter i Donetsk-regionen. Fredag sendte oprørerne flere end 100 kraftige missiler ned over havnebyen Mariupol og dræbte mindst 30 indbyggere.

NATO har sammenkaldt alliancens ambassadører til møde senere mandag, hvor den skærpede situation i Ukraine skal drøftes.

Torsdag mødes EUs udenrigsministre for at diskutere situationen og mulige nye sanktioner mod Rusland.