Orkanen Matthew kan ramme USA dobbelt

Kæmpeorkanen Matthew har endnu ikke skabt regulære katastrofer i USA. Men det er efter alt at dømme kun et spørgsmål om tid.

Foto: MARK WILSON

Mens dødstallet fortsat stiger i den forarmede caribiske nation Haiti efter kæmpeorkanen Matthews rasen forleden, holder amerikanerne vejret.

I det sydlige Florida, herunder i storbyen Miami, undgik man at blive direkte ramt af de hvirvlende kræfter i orkanen. I stedet tog Matthew en lidt mere kystfjern kurs, end meteorologerne først have antaget. Samtidig tabte den en smule af pusten og forvandlede sig til en såkaldt kategori 3-orkan med vindhastigheder på op mod 200 km/t.

Men Matthew roterer videre op langs den amerikanske sydøstkyst og risikerer natten til lørdag dansk tid at gå i land i det nordlige Florida og bringe en yderst kraftig stormflod med sig.

I visse kystegne er der risiko for, at en stormflod på næsten fire meter over daglig vande vil skylle ind over land. Det gælder bl.a. i Jacksonville nær grænsen til Georgia. Byen rummer lige omkring en mio. indbyggere, hvoraf størstedelen er evakueret.

Tilsvarende evakueringer er set længere mod nord i Georgia og South Carolina, og i hele regionen er tusindvis af flyafgange aflyst, ligesom titusinder har mistet strømmen.

Ifølge USAs nationale orkancenter er der tilmed risiko for, at Matthew vil vende tilbage som en boomerang.

Ifølge modelberegninger ser det ud som om, at orkanen søndag vil dreje ud i Atlanterhavet, hvorefter den vil foretage en cirkelbevægelse og tirsdag i den kommende uge atter sætte kursen mod det sydøstlige USA, muligvis med fornyet styrke.

Beregningerne er dog fortsat behæftet med usikkerhed.

Imens er myndigheder og nødhjælpsorganisationer i Haiti så småt ved at danne sig et overblik over konsekvenserne af orkanens rasen i den caribiske republik i tirsdags.

Men der er fortsat usikkerhed om antallet af omkomne. Ifølge Reuters er det foreløbige dødstal nu oppe på 478, mens tallet ifølge andre kilder er "godt 300".

Under alle omstændigheder har Matthew efterladt sig en regulær humanitær katastrofe i det sydvestlige Haiti, hvor flere mindre og mellemstore byer beskrives som nærmest udraderet af oversvømmelser og ekstreme vindstyrker.