Dansker i orkan-ramt Florida: "Måske er huset væk i morgen"

Helene Hansen tog til Florida for at fejre sin amerikanske venindes bryllup. Nu er hun fanget på et hotel i en styrke 4 orkan, der truer med ødelæggelser.

Huset, Helene hjalp med at barrikadere og hvor hun boede, inden hun blev evakueret Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er tidlig fredag morgen i Florida. På et hotel i byen Jacksonville har 20 ventende bryllupsgæster barrikaderet sig mod Matthew. Det hedder orkanen, der indtil videre har 478 haitianske liv på samvittigheden.

Én af gæsterne på det amerikanske hotel er københavnske Helene Hansen. Siden tirsdag har hun været i Jacksonville, der ligger i det nordlige Florida. Først boede hun i et hus ved en flod med udmunding i Atlanterhavet, siden blev hun evakueret til etage 9 på et hotel i byen.

»Vi brugte mange timer på at banke huset til og sikre det, men det var simpelthen for farligt at blive der,« fortæller Helene. Derfor besluttede hun og de andre gæster sig, ligesom de fleste andre i området, for at tage af sted.

»Vi vidste bare ikke, hvor vi skulle tage hen, fordi vi var så mange. Og motorvejene var næsten lukkede.«

I kapløb mod tiden
De endte med alle sammen at indlogere sig på et hotel i Jacksonville, selvom bydelen egentlig er evakueringszone. Nu er de blevet klassificeret som brandmænd og prøver at holde humøret højt.

»I går var rigtig uhyggelig, for det hele handlede bare om, at vi skulle finde et sted, hvor vi var i sikkerhed,« siger Helene.

»Nu joker vi om at spænde os fast med de bælter, der sidder på sengene i evakueringsrummene, selvom vi ikke aner, hvad de skal bruges til. Der går lidt galgenhumor i den i sådan en situation her.«

Her ses evakueringsrummet uden vinduer, hvor Helene og de andre bryllupsgæster skal opholde sig. På sengene sidder de bælter, de joker med. Fold sammen
Læs mere

Orkanen ventes at være passeret i aften, og når den er på sit højeste skal Helene og de andre forlade værelserne på 9. etage og gå til et sikret kælderrum uden vinduer. Men det er ikke det, der bekymrer mest i flokken.

»Man er mest bange for at være uden strøm, mad og vand. Amerikanerne frygter mest for det, de måske kommer til at miste, og hvor længe de kommer til at være i en nødssituation. De er ikke rigtigt bange for at dø af det her.«

»For fire dage siden bekymrede jeg mig om lakerede negle«
Egentlig skulle brylluppet, Helene er rejst herover for, have stået i dag, fredag. Nu er planen, at det skal holdes på søndag … hvis alt ikke er ødelagt helt, når Matthew engang har tabt pusten.

Og Helene synes, det er en underlig rejse fyldt med mærkelige kontraster. For bare fire dage siden var den største bekymring i den noget mere uskyldige og ufarlige ende.

»Jeg har bekymret mig om både kage, en pæn kjole og lakerede negle inden jeg kom hertil, og så er det da for underligt pludselig bare at sidde her og vente på en orkan.«

Torsdag erklærede præsident Barack Obama undtagelsestilstand i hele Florida og indtil varslet er afblæst må ingen bevæge sig udenfor. Derfor kan Helene heller ikke gøre andet end at vente og håbe på, at det meste stadig står derude, når det hele er overstået.

»Måske har dem, jeg har boet ved slet ikke noget hus i morgen.«