Oprørere afviser Sudans våbenhvile

Sudans præsident, Omar al-Bashir, erklærer øjeblikkelig og betingelsesløs våbenhvile i det borgerkrigsramte Darfur. Oprørere afviser våbenhvile.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sudans præsident, Omar al-Bashir, erklærede i dag en øjeblikkelig og betingelsesløs våbenhvile i det borgerkrigsramte Darfur.

Samtidig opfordrede han til en kampagne, der skal afvæbne alle de militser, der har kæmpet i Darfur, som ligger i den vestlige del af Sudan ved grænsen til Tchad.

- Jeg erklærer hermed vores øjeblikkelige og betingelsesløse våbenhvile mellem de væbnede styrker og de stridende fraktioner, sagde præsidenten.

Men allerede kort tid efter meddelte oprørsgruppen Retfærdigheds- og Lighedsbevægelsen (JEM) i Darfur, at våbenhvilen ikke skal tages alvorligt.

Oprørernes næstkommanderende, Suleiman Sandal, sagde, at gruppen ikke vil indstille kampene mod regeringsstyrkerne, før der er indgået en rammeaftale, som garanterer, at JEM's mål er opnået.

- Vi kan ikke indstille kampene uden at få noget til gengæld, sagde han.

FN skønner, at op imod 300.000 mennesker er døde som følge af kamphandlinger, sult og sygdomme i Darfur.

/ritzau/Reuters